Hvert år besøger en halv million gæster Rondas tyrefægterarena, som er en af Andalusiens største turistattraktioner. Formodentlig har mange udlændinge ligesom dengang på fornemmelsen, at en del af gåden ved spansk kultur skjuler sig i arenaens indre.

Det kan være, de har ret. Trods alt mente selv José Gasset y Ortega, det 20. århundredes vigtigste spanske filosof, at tyrefægtningens historie er så tæt knyttet til Spaniens historie, at det ene er umuligt at forstå uden det andet. I arenaens indre går vejen til denne forståelse ad en smal gangbro over halvmørke korridorer, hvor et sindrigt system af faldlemme bærer spor af de fnysende tyres utålmodighed.

Længere inde ligger den fredelige rideskole. Der er fire tyrefægtninger om året, men daglig aktivitet af lokale småpiger med ridehjelm og lange støvler. Den professionelle afdeling har et medlem på landsholdet for klassisk dressur.

Allerlængst inde er biblioteket ikke inkluderet i den normale turistrute, og det er en skam. Pepe-Hillos første lærebog om tyrefægterkunsten står ryg ved ryg med den franske encyklopædi, der var 1700-tallets store monument over den fornuftsprægede tænkning. Det er et naboskab som er egnet til at bringe uorden i vanetænkningen.

Arenaen - en af Spaniens ældste - blev officielt indviet i 1785 med en opvisning af Pedro Romero og Pepe-Hillo, der anses for tyrefægterkunstens første virkelige figurer.

Hemingways opdagelse
Det er bedst først som sidst at acceptere, at tyrefægtning er kunst og kultur. Kontroversiel, men kunst og kultur. Man er helt galt afmarcheret, hvis man forsøger at finde mening i det på andre måder, f.eks. ved at betragte det som en blodig sport.

Den opdagelse plejer at komme som lyn fra klar himmel for udlændingen. ”Tyrefægtning er ikke en sport, det er en tragedie,” udbrød Hemingway i overskriften på sin første artikel om tyrefægtning. Mange år senere fortalte den amerikanske forfatter, at han havde ventet at overvære en barbarisk forestilling. I stedet fandt han i arenaens drama svaret på nogle eksistentielle spørgsmål som havde plaget ham. ”Ingen undtagen tyrefægteren lever livet fuldt ud,” skrev han.

Venskabet med to berømte Ronda-tyrefægtere fik afgørende betydning for Hemingways liv og forfatterskab. I dag står disse tyrefægtere som statuer foran arenaen. Cayetano og Antonio Ordoñez, far og søn, er under egne og opdigtede navne hovedpersonerne i Hemingways halvdokumentariske værker om tyrefægtning. Måske er artiklerne og romanerne ikke i stand til at ændre læsernes indstilling, men i så fald vil de give ham en ide om, hvad han forkaster - og det kan også være nyttigt.

Forresten er der selvbestaltede vogtere af ”den nationale fest”, som mener, Hemingway heller ikke havde forstået et klap af det hele. Uden tvivl rammer Hemingways forestilling om tyrefægtning som tragedie temmelig meget forbi den spanske ide om fiestaen. Det er imidlertid ikke en retfærdig indvending, fordi begge parter kan have ret fra hver sit synspunkt.

Der er altid to parter til stede i et kunstværk: kunstneren og iagttageren. En dansker ”ser” heller ikke Goyas malerier på samme måde som en spanier, men begge får en kunstnerisk oplevelse ud af dem.

Ingen kamp
Rondas tyrefægterarena er en sober bygning og et arkitektonisk mesterværk. Facadens hvidkalkede enkelhed under tegltaget brydes kun af hovedportens barokke landsbypragt. Hemingway har passeret den ved flere lejligheder, selv om han lige så tit benyttede stalddøren i den sæson, hvor han rejste landet rundt som Antonios medhjælper. Jo, han besad skam sagkundskab!

Inden i den store cirkel gør byggeriet et mere paladsagtigt indtryk. Der er klassisk elegance over de slanke søjler, som horisonten rundt bærer to lette etager med overdækkede tilskuertribuner.

Hvor han ender vender sig hen, møder manden i arenaen tilskuernes kritiske blik, mens han stillet over for tyrens horn kæmper for at bevare sin værdighed. Færdigheden og værdigheden er de to kriterier, hans arbejde bagefter skal vurderes på, og her i Ronda følges den lille skikkelse på den store, gule sandflade også af alle forgængernes øjne, fordi traditionen vejer så tungt.

Bortset fra japanernes sumobrydning virker intet andet skuespil mere forvirrende på den forudsætningsløse tilskuer. Den typiske misforståelse er, at tyrefægtning er en kamp mellem manden og tyren, og så forarges man over den manglende fairplay. Men der er ingen kamp, ingen sportsånd, ingen fairplay. Uden livsfare ville tyrefægtning savne mening, men dens formål er tyrens død og mandens overlevelse. Bagefter bedømmes aktørerne efter, hvordan de hver især udfyldte deres rolle i overensstemmelse med nogle nøje fastsatte ritualer.

Tyren er lige så vigtig som manden, og begge anmeldes af eksperterne - på kultursiderne. I tyrens tilfælde er det naturligvis lige så meget opdrætteren der anmeldes for sit arbejde med at frembringe en egnet kamptyr.

Et liv i frihed
I modsætning til den gumpetunge tamtyr ligger den adrætte kamptyrs hovedvægt på forbenene, og dens slægtskab med uroksen er således meget mere tydeligt. Moderne kamptyre har alle en stamtavle, der kan føres tilbage til fire opdrætterier i 1700-tallet. Alle fire var andalusiske. Det ene lå i Rota ved Cádiz, og de tre andre i Utrera ved Sevilla.

For at en kamptyr skal være noget værd i arenaen, er det nødvendigt, den har tilbragt sine fire leveår i frihed på et af de store godser. Det er et godt liv for dyret, men uøkonomisk for opdrætteren, og denne form for husdyrbrug ville næppe overleve, hvis opdrætteren ikke kunne afsætte de bedste eksemplarer til tyrefægtning. Derfor burde en diskussion om tyrefægtning og dyremishandling retfærdigvis udløse en anden diskussion om den måde, vi generelt behandler husdyrene i den moderne industriverden.
Kamptyrens liv er uden tvivl meget bedre end tremmekalvens. Dens død er måske ikke værre end slagteridyrets. Tyrefægtningens dårlige ry skyldes nok i høj grad, at der er offentlig adgang til arenaen, men ikke til slagteriet.

En treakter
En tragedie, siger Hemingway. I tre akter, kan man tilføje.

Første akt er den mest brutale. Picadoren til hest prikker med sin lanse hul på blodkarrene i den kødfulde zone bag tyrens enorme nakkemuskel. Den svigtende blodtilførsel til nakkemusklen tvinger tyren til at sænke hovedet, hvad der er en forudsætning for den efterfølgende forestilling. Det er nemlig umuligt for matadoren at arbejde med kappen og muletaen (”den røde klud”), så længe tyren holder hovedet højt. Når picadoren har gjort sit arbejde, jager den sårede tyr mere og mere forvirret rundt i arenaen på jagt efter skyggerne - matadoren og hans medhjælpere - som hele tiden tryller sig bort bag deres store kapper.

Anden akt er et pusterum for tyren, som genvinder en smule af selvtilliden efter at have mødt sit livs første nederlag. Tre banderillero’er løber i en halvcirkel ind mod tyren og planter deres korte båndprydede spyd i dens nakke. Ved denne lejlighed er tyrens fjender i det mindste reelle figurer, som kan forfølges, fordi de ikke bliver borte bag kappens bedrag.

Tredje akt: Hele tyrefægtningens berettigelse som kunstart står og falder med slutakten, hvor matadoren skal dominere dyret. Med muletaen i venstre hånd og sværdet i højre anbringer han sig foran tyren og tvinger den til at følge muletaen rundt om kroppen og så tæt ved denne som muligt. Jo lavere muletaen holdes, jo elegantere virker det, men det kræver at tyren stadig er i god form. Picadoren må ikke have straffet den for hårdt. Til slut, når tyren er domineret fuldstændigt, stopper den op og venter passivt på nådestødet der ender dens liv.

Må ikke vige terræn
Tyrefægtning er mulig, fordi tyren har et tvedelt syn. Den har to billeder i hjernen, det ene af muletaen og det andet af manden. Tyren forfølger muletaen, som bevæger sig, og ignorerer manden som står stille.

Helt sikker kan manden selvfølgelig aldrig føle sig. Matadorens evne til at udholde tyrens angreb uden at vige terræn er målestokken for al god tyrefægtning. Man skal være kender for at værdsætte de stilrene og farligste manøvrer med muletaen. Mange matadorer griber til mere iøjnefaldende, men ikke særligt risikable tricks for at aflede opmærksomheden fra en middelmådig præstation.

Det er fascinerende at sidde på de vinterkolde stensæder omkring Rondas tomme arena og tænke på Pedro Romeros og Pepe-Hillos opvisning den 19. maj 1785, som var en skelsættende begivenhed i historien om den moderne tyrefægtning.

Den ene var fra Ronda, den anden fra Sevilla. Den ene repræsenterede rondaskolen, den anden sevillaskolen, der stadig er betegnelsen for to hovedstrømninger i tyrefægtningen. Forskellen? ”En tyrefægter skal bruge overkroppen, ikke benene,” sagde Pedro Romero. Rondaskolen er mere sober, sevillaskolen mere opfindsom. Sandhed over for løgn, siger tilhængerne af Pedro Romero, men den diskussion er for viderekomne.

Militærtræning
Tyrefægtningens forhistorie går meget længere tilbage. På 3000-årig keramik ser man afbildninger af tyrekampe på Kreta, hvor unge mænd sprang over tyren ved at gribe fat om dens horn. For 1000 år siden introducerede Julius Cæsar tyrekampene i de romerske amfiteatre, hvor gladiatorer bevæbnet med sværd og skjold mødte uroksen, der var lige så høj over skulderen som dem selv. I hele middelalderens Spanien er der jævnligt beretninger om tyrekampe, som ikke havde meget at gøre med nutidens tyrefægtning.

Til slut blev tyrekampene sat i system af militære årsager. I 1572 stiftede Rondas adelsmænd ved kongelig forordning Spaniens første ”Real Maestranza de Caballería”.

Adelsmændene havde pligt til at forsvare konge og fædreland, og formålet med maestranza’erne var dels at give dem militærtræning, dels at fremme avlen af egnede heste.

Med hensyn til militærtræningen anbefalede den kongelige forordning forskellige øvelser. Kampen mellem lansebevæbnet rytter og tyr var en af dem. De fandt sted på offentlige pladser og blev hurtigt populær folkeunderholdning. En voldelig død var en mulighed man altid regnede med på den tid, og ingen tog det så højtideligt med en smule blod på kirketorvet, neden for Santa María kirkens svalegang, der blev sat op for at give byens spidser balkonplads til skuespillet.

I løbet af 1700-tallet var det også kongerne som lagde stærkt pres på adelen for at få den til at indstille tyrekampene igen. Kampene faldt ikke i oplysningstidens smag, og de havde mistet deres oprindelige betydning, efter at en stående hær havde overtaget ansvaret for landets forsvar.
Paradoksalt nok var det i samme århundrede, maestranza’erne indviede de første rigtige tyrefægterarenaer.

Folket tog over
Da adelsmændene trak sig tilbage efter at være blevet oplyst (og truet, må det tilføjes), førte deres medhjælpere tyrekampene videre, for i folket var der stadig efterspørgsel på underholdningen.
Medhjælpernes opgave var at tiltrække tyrens opmærksomhed for at bringe den i position til rytterens angreb med lansen. Disse manøvrer udviklede sig til den moderne tyrefægtning til fods, ganske enkelt fordi medhjælperne ikke havde råd til hest.

Selv nutidens ihærdigste forsvarere af tyrefægtning ville dog næppe have anerkendt det som en kunstart før revolutionen i 1910’erne, hvor matadorerne Joselito og Juan Belmonte gav skuespillet en ny æstetisk dimension. De udviklede arbejdet med kappen og muletaen, hvis betydning i dag helt overskygger det gamle højdepunkt - øjeblikket, hvor sværdet stikkes til bunds i tyrens hjerteregion, så den styrter død om på stedet.

Før Joselito og Belmonte kunne tyrefægtning være en langt mere blodig oplevelse. På Goyas graveringer ser man, hvordan der blev sluppet vilde hunde løs på tyren i arenaen. Så sent som i 1928 blev picadorens hest pansret, fordi et stadig mere blødsødent publikum blev dårligt tilpas ved synet af hesteindvoldene, der lå og flød i arenaen.

pod

---

Arenaen

Tyrefægterarenaen i Ronda er (november-februar) åben alle dage kl. 10-18. Gæsterne har adgang til arenaen, staldene og museet.
Der er fire tyrefægtninger årligt, hvoraf de tre finder sted under byfesten i september. Det er de berømte corridas goyescas, hvor aktørerne optræder i kostumer fra Goyas tid.
Hjemmeside: www.rmcr.org
(kun på spansk).

Byen

Ronda (105 km fra Málaga) er et af Andalusiens mest spændende udflugtsmål. Det skyldes den enestående beliggenhed i bjergene og charmen ved den gamle bys ”hængende huse” i 100 meters højde. Dertil kommer monumenter som maurernes ”vandmine” og badstue.
Turistkontor (ved siden af tyrefægterarenaen): 952 187 119.
Hjemmeside:
www.turismoderonda.es

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---