Jeg bliver oftere og oftere stillet spørgsmålet om skattefrit salg efter parcelhusreglen eller sommerhusreglen.

Men det kan være en svær balancegang, hvilket blandt andre skatteadvokat Tommy V. Christiansen i Århus i december måned atter gjorde opmærksom på i en omtale i JyllandsPosten. Der er nemlig for nylig truffet endnu en afgørelse – denne gang af Skatterådet – og den har gjort det endnu vanskeligere at vurdere den konkret situation.

Efter den såkaldte parcelhusregel er der mulighed for skattefrit at sælge en ejerbolig, hvis den har tjent til bolig for ejeren i en del af eller hele den periode, hvori man har ejet ejendommen. Sideløbende med denne regel gælder sommerhusreglen, der giver mulighed for skattefrit salg af sommerhuse og lignende ejendomme. Efter sommerhusreglen kan et sommerhus sælges skattefrit, hvis ejeren har benyttet det til private formål i en del af eller hele den periode, hvori man har ejet det. Der foreligger også adskillige afgørelser om, hvor længe man som minimum skal have boet i ejerboligen, og at der skal være tale om faktisk anvendelse som sådan. Nogle få måneder, hvor f.eks. den ene ægtefælle er flyttet ind i en anden bolig, men efterfølgende er vendt tilbage i den ”gamle”, hvor den anden ægtefælle blev boende, er ikke blevet anerkendt som reel bolig, der kunne sælges skattefrit.

At der oven i købet er konflikt mellem skattereglerne og boligreglerne belyses af en afgørelse fra maj 2006, hvor en helårsbolig blev solgt skattefrit efter sommerhusreglen. Dette til trods for, at ejendommen lå i et boligområde, der efter kommuneplanen skulle anvendes til tæt, lav beboelse. Ejeren, der havde haft fast bopæl i Norge siden 1959, havde købt ejendommen med henblik på anvendelse som fritidshus og havde anvendt den som sådan. Landsskatteretten konkluderede, at da ejeren havde købt ejendommen med henblik på anvendelse som en privat fritidsbolig, og da ejendommen også havde været anvendt som sådan i hele ejerperioden, var fortjenesten ved salget skattefrit efter sommerhusreglen. Landsskatteretten tog ikke hensyn til det faktum, at ejendommen ikke kunne have været anvendt lovligt som sommerbolig efter boligreguleringsreglerne.

Men det er skatteyderen, der har bevisbyrden; og den kan være svær at løfte. Det viser den før omtalte, nye afgørelse fra Skatterådet. I den sag havde en skatteyder, der boede i en lejet lejlighed, anskaffet sig en ejerlejlighed, der lå i få kilometers afstand fra den lejede lejlighed. Efter lokalplanen var ejerlejligheden fritaget for bopælspligt, så længe køberen ikke flyttede ind og meldte sig til i folkeregistret. I skødet havde skatteyderen oplyst, at lejligheden skulle anvendes som feriebolig. Lejligheden havde ikke været udlejet, men kun anvendt privat.

Skatteyderen overvejede på længere sigt at sælge ejerlejligheden, og prisen var allerede steget. Han spurgte derfor Skatterådet (bindende besked), om den kunne sælges skattefrit. Her blev svaret NEJ! Efter skatterådets opfattelse var der her tale om en helårsbolig, da det ved en tilmelding til folkeregistret var muligt at få ændret ejerlejlighedens status til en helårsbolig med bopælspligt. Om den kunne sælges skattefrit efter sommerhusreglen, afhang efter Skatterådets opfattelse af, om lejligheden var købt med henblik på anvendelse som sommerbolig, og om lejligheden rent faktisk også blev anvendt som sommerbolig.

Efter Skatterådets vurdering havde skatteyderen ikke bevist, at det primære formål med købet af lejligheden havde været at benytte lejligheden som sommerbolig. Begrundelsen var, at skatteyderen i en årrække havde haft og fortsat havde fast bopæl i kort afstand fra ejerlejligheden, og at han allerede nu overvejede på sigt at sælge den for at opnå en fortjeneste på baggrund af de indtrufne prisstigninger. Af den grund kunne lejligheden ikke sælges skattefrit efter sommerhusreglen. Skatteyderen fik altså ikke medhold.

Så, uanset om man for længe siden har afskaffet spekulationsbegrebet ved salg af fast ejendom, var det ikke desto mindre det begreb, der lå bag afgørelsen. Det var jo meget snedigt af Skatterådet at dreje sagen i den retning, bare med en anden betegnelse. Man aner underliggende, at man ikke rigtig troede på skatteyderens påstand om, at han ville anvende lejligheden privat og ikke blot havde anskaffet den til videresalg med fortjeneste for øje.

Man aner allerede, at det nye år 2007 kan blive et rigtig spændende år set med skattespecialistens øjne. Det eneste, jeg tør konkludere, er, at man hellere må spørge en gang for meget end en gang for lidt og så tage øretæverne med det samme i stedet for et årelangt slagsmål flere år senere.

---

Har du en kommentar til artiklen? Skriv til ibkristensen@webspeed.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---