Året var 1829, og den amerikanske forfatter havde netop stiftet bekendtskab med Alhambra. Han var tryllebundet af de arabiske paladsers skrøbelige skønhed, og hypnotiseret af gårdhavernes stille rindende vand som fyldte sjælen med salig, tidløs ro.

Ordene sniger sig forførende ind gennem øret på læseren der også begynder at drømme. Washington Irving forvandlede Alhambra til et af det romantiske århundredes universelle symboler. Gennem ham lærte vi at betragte Alhambra som en forsvunden idealverden, vi alle kunne have lyst til at flytte ind i - ligesom det lykkedes for Irving.

Da forfatteren nåede til Granada, gav kommandanten ham venligt lov til at slå sig ned i et af Alhambras forladte gemakker. Her boede Irving i nogle måneder, mens han samlede materiale til Fortællinger fra Alhambra. De farverige orientalske eventyr gjorde Irving til det unge USA’s første forfatter med internationalt ry.

Alhambra blev også verdensberømt, men spaniernes gevinst ved bekendtskabet var mere tvivlsom.
Turismen har haft god hjælp af Irving, men det spanske image lider stadig, for under deres poetiske overflade er fortællingerne også et af alle tiders mest raffinerede smædeværker om Spanien.
Irvings grusomme pointe er at det var spanierne som ødelagde paradisets have.

Blomster i møddingen
I første del af 1800-tallet lå denne konklusion på en måde lige for. Det var et absolut nulpunkt i spanienshistorien. Napoleons tropper havde plyndret landet, kolonierne i Amerika løsrev sig den ene efter den anden, borgerkrigene mellem liberale og reaktionære delte landet i to lejre. I Granada havde epidemier og sociale konflikter næsten gjort det af med den kulturelle og flittige by.
Det kristne Spanien lignede en civilisation der havde spillet fallit.

Midt i møddingen lokkede Alhambras eksotiske blomster med deres farver og duft. Washington Irving kunne ikke stå for kontrasten mellem de rige skønt forfaldne paladser, og kasernens brogede, forarmede skare af krigsinvalider. Han lyttede til deres sagn fra gamle dage og gav sig til at drømme om et forsvundent islamisk paradis beboet af poeter og filosoffer, astronomer og matematikere.

Det var uundgåeligt. De romantiske digtere havde øjnene åbne for dramatiske modsætninger. Desuden var de helt vilde med arabisk kultur. Man behøver blot tænke på vores hjemlige Oehlenschläger og Aladdin. Washington Irving var ekstrem arabiskvenlig og blev siden forfatter til en populær biografi om Muhamed. Som biograf er han den romantiske historiker, for hvem myter er vigtigere end kendsgerninger og kildekritik. I fortællingerne er han eventyrdigteren som forvandler haremsherrens brutale voldtægter af kristne slavinder til galante eventyr og mønster på den mellemfolkelige sameksistens.

Den fredelige islam
Irving er langtfra den eneste og ikke engang den første. Men han er en af de hovedansvarlige for romantikkens uholdbare teori om den fredelige islamiske dominans af Spanien. Ifølge denne teori blev forfaldet udløst af fanatiske korsfarere, der i 1492 fordrev stakkels kong Boabdil fra hans retmæssige trone, hvorefter latteren og poesien for evigt forstummede i Alhambras haver.

Romantikerne så bort fra at Spaniens storhedstid også startede i 1492, hvor Columbus fandt søvejen til Den nye Verden. Den kristne kultur stod tværtimod på tærsklen til 150 forgyldte og kunstnerisk frugtbare år, hvor Spanien var Europas og verdens førende magt. Herefter blev det ubestridelige forfald udløst af helt andre årsager.

Hvordan kunne romantikerne overse noget så elementært? Svaret er at på dette tidspunkt i historien var det allerede pløk umuligt at tage Spanien alvorligt i udlandet. Siden oplysningstiden havde man vist hen til den spanske stat som eksempel på alle de ting, Voltaires generation forsøgte at komme til livs: uvidenhed og dovenskab, intolerance og inkvisition. Hvad skylder vi Spanien? Hvad har det gjort for Europa? spurgte forfatterne til den store franske encyklopædi hånligt.

På den anden side kunne romantikerne nok tillade sig den luksus at være fascineret af arabisk kultur. Islam var hørt op med at udgøre en trussel mod deres egen kultur, efter at spanierne i tusinde år havde forsvaret grænsen mod syd.

Det var en af de ting som Spanien havde gjort for Europa. Nu rejste de udenlandske romantikere som Irving landet rundt og samlede beviser på, hvordan spanierne havde ødelagt en højtstående civilisation og var blevet behørigt straffet. Alle mangler ved landet blev skrevet på inkompente kristne herskeres konto. Alle fortrin som folkets nobelhed blev forklaret med dets praktisk taget ikke-eksisterende arabiske aner.
I løbet af 1800-tallet blev der udgivet mindst 600 rejsebøger om Spanien i Nordeuropa. Forfatterne skrev kritikløst af efter hinanden, alle skrev af efter de autoriserede forbilleder som Irving, og propagandaeffekten var enorm. Mange romantiske myter har forvandlet sig til ”historiske sandheder”, simpelthen ved at blive gentaget til bevidstløshed indtil vore dage.

Samvittighedskrise
Normalt skrives historien af sejrherrerne. I Spanien skete det mærkelige, at den blev skrevet fra de besejredes synspunkt.

Det ekstraordinære ved romantikernes succes er at mange velmende spaniere med tiden accepterede det spejl, udlandet holdt op for dem.

Er de skønne paladser i Granada motiv til stolthed hos landets nuværende indbyggere, eller tværtimod til skam og anger? Det problem slås de stadig med.

I kølvandet på den kristne generobring startede diskriminationen af muslimerne, de kollektive tvangsomvendelser, tvangsforflytningerne, og til sidst udvisningen af Spanien af hele befolkningsgrupper der ikke allerede var flygtet.

Dette er altsammen kendsgerninger, men det er også kendsgerninger at de kristne punkt for punkt tog muslimernes egne midler i brug mod dem.

Straks efter invasionen i 711 indførte de nye herskere apartheid-samfundet, hvor de kristne økonomisk og socialt havde status som andenrangsborgere. Det var muslimerne selv som på intet tidspunkt i deres historie ønskede at lade sig integrere, ikke engang da de var blevet besejret i Granada og i starten fik alle faciliteter.

Med hensyn til de udskældte korstog blev de til i selvforsvar. De var simpelthen en kopi af den islamiske yihad som skyllede hen over den kristne kultur i store områder af middelhavszonen. Den iberiske Halvø var et af de få steder, hvor det lykkedes at vende udviklingen.

Nyromantikerne
I dag er det gammelromantiske sværmeri for islam forstærket af en nyromantisk strømning, hvis udgangspunkt er vestens dårlige samvittighed over for den tredje verden.

Kendsgerningerne sorteres nu også efter deres politiske korrekthed, erfarede tidligere statsminister José María Aznar for nogle måneder siden, hvor den muslimske verden påny krævede undskyldninger for vestens formodede overgreb. Aznar mindede om at muslimerne aldrig har bedt om undskyld for invasionen af Spanien.

Det havde været sundest at holde mund. Muslimerne og den samlede venstrefløj, regeringspartiet i spidsen, stemplede straks Aznars kommentar som tåbelig eller endda historisk ukorrekt, for så vidt Spanien aldrig var blevet invaderet!

Den offentlige debat føres mellem en kultur der med tiden udviklede evnen til selvkritik, og en anden som aldrig gjorde. Det gør naturligvis den ene part sært forsvarsløs. Spaniens stadig mere aggressive islamiske organisationer presser voldsomt på for en anerkendelse af det, de betragter som deres historiske rettigheder til landet. De vil have katedralen i Córdoba (den gamle moske) åbnet for islamisk kult på linie med den kristne. Og de vil afskaffe de traditionelle fester med ”Moros y Cristianos”, hvormed mange byer mindes de gamle grænsekrige. Flere steder har man allerede censureret eller helt aflyst festerne.

Fjendens ansigt
Gør det noget at komme dem lidt i møde?
Det kan være nyttigt at vide at myten om det tabte paradis også eksisterer i den islamiske verden. Her havde man sandt at sige aldrig hæftet sig særligt ved al-Andalus (den historiske betegnelse på muslimernes Spanien) før det gik tabt - dertil lå det for yderligt - men efter 1492 har det til gengæld været en evig kilde til tårer og beklagelser i islamisk litteratur.

De arabiske forfattere har haft stor glæde af romantikernes ide om den fredelige dominans af al-Andalus, og bruger den ofte som eksempel på at et islamisk styre ikke behøver være intolerant med anderledestænkende. (Af indlysende grunde har de aldrig søgt mere nærliggende eksempler på denne teori!)

Det er dog langt fra altid tonen er pacifistisk. Allerede Washington Irving bemærkede at nordafrikanerne gottede sig ved tanken på Spaniens svaghed, fordi de betragtede al-Andalus som deres legitime ejendom der en dag skulle erobres tilbage.

I juli i fjor bebudede Bin Ladens næstkommanderende Al Zawahiri en global yihad for at befri områderne, som en gang var på islamiske hænder. Han nævnte Irak og al-Andalus som eksempler.

Ind imellem attentaterne i Israel har palæstinensernes Hamas taget sig tid til at udgive et børneeventyr, der benyttes i skoleundervisningen i Gaza. Eventyret begynder: ”Jeg er byen Sevilla,” og det slutter: ”Jeg håber, I genvinder mig, og at lykken og livet atter vil blomstre på min jord, når jeg er på muslimernes hænder sammen med resten af de tabte byer i det sidste paradis.”

Alhambra er meget mere end Spaniens berømteste monument. Det er et farligt symbol. Landets ansigt udadtil, men et ansigt som sidder på arvefjenden.

Nedladenheden
Forhåbentlig berøver ovenstående ikke læseren glæden ved et besøg. I stedet skulle det gerne tilføje en ny dimension ved at minde om at historien ikke blot skrives i datid.

Washington Irvings berømte bog er i øvrigt et godt eksempel på en anden af den romantiske rejselitteraturs varige effekter. I dag betragter mange udlændinge stadig Spanien med en blanding af nedladenhed og overbærenhed, som de har svært ved at sætte sig ud over. Den tone blev også slået an af romantikerne. Irvings spaniere er muntre og uspolerede halvvilde, men ikke særlig civiliserede, forstår sig. Et sted roser han derimod Napoleons tropper for deres udsøgte smag og bevaringsiver: ”Spanierne kan takke besættelsesmagten for at de har bevaret deres smukkeste og mest interessante monument,” skriver han, og tilføjer i forbifarten at franskmændene sprængte et par tårne, da de trak sig tilbage fra Alhambra i 1812.

I virkeligheden forsøgte de at sprænge hele Alhambra i luften. Det var en spansk krigsinvalid som med fare for sit liv slukkede lunterne i paladserne. De civiliserede franskmænd forlod Spanien segnefærdige under byrden af røvede kunstskatte. Meget af det nagelfaste lagde de i ruiner i frustration over nederlaget.
Inden for paladsbyens mure er der af samme grund en lang spadseretur mellem byens sørgelige rester, inden vi går ind i arabernes (eller måske franskmændenes) paladser.

Fattig rigdom
Det vigtigste er bygget i 1300-tallet, hvor Granada konsoliderede sig som den sidste islamiske enklave på Den iberiske Halvø. Mirakuløst overlevede det lille rige i 250 år, omringet af kristne naboer til alle sider.
Selv i nazarí-dynastiets storhedstid var der noget yderst forgængeligt ved det hele. Det indtryk er svært at ryste af sig, når man træder inden for dørene og betragter udsmykningen af keramikkakler, træ og stuk. Den kunstfærdige forarbejdning er uovertruffen, og proportionerne perfekte. Derimod er materialerne fattige. Granadas sultaner kunne aldrig sammenligne deres rigdom med Córdobas gamle kaliffer.
Der kan nu også have været en mere ideologisk grund til forgængeligheden. I koranen står at kun Gud er perfekt. Det er syndigt at mennesket forsøger at efterligne denne perfektion, og derfor var det helt bevidst at muslimske arkitekter til tider byggede i mindre evige materialer end den solide granit og den stolte marmor.

Et andet ideologisk element i islams plastiske kunst er ideen om at intet element må dominere over det andet, fordi skønheden ligger i enheden.

Det hindrede ikke bygmestrene i at fremhæve deres jordiske herre som han havde fortjent. I Comares-paladsets store tronsal stod sultanen i en glasniche, hvor ambassadørerne så ham som en sort silhouet, fordi de blændedes af alle lyseffekterne. I dag skal man være klar over at Alhambra fremstår som en bleg afglans af sig selv. Lyset spillede gennem vinduernes kulørte glasmosaikker, og de hvide vægge var overalt dækket af stærke farver.

De kulørte glasstykker er med få undtagelser forlængst faldet ud af deres indramning. Blikket skal løftes helt op til det høje loft af 8600 stykker udskåret libanesisk cedertræ for at finde noget som er uberørt af tidens tand.

Muslimsk eller kristen?
Løvepaladset er Alhambras berømteste. Den store gårdsplads med springvandet på ryggen af 12 løver er billedet som illustrerer enhver artikel om den arabiske paladsby.

Washington Irving kunne ikke li’ løverne. ”De er ikke deres berømmelse værdige - groft hugget ud af stenen, formodentlig af en kristen fange,” siger han.

Derimod var den store romantiker begejstret for resten af gårdpladsen der krydses af fire bække - fire floder - ligesom det islamiske paradis: ”Omkring patioen er der slanke, arabiske søjlegange med filigranarbejde. Ingen del af Alhambra giver en mere komplet ide om dets skønhed end denne patio.”
De lærde strides, om løverne er af jødisk eller arabisk herkomst, men kristne er de i al fald ikke. Derimod er patioens søjlegange en kopi af et nordspansk kloster.

Selv om romantikerne havde svært ved at fatte det, var der også kultur på den anden side af grænsen. Parterne krigedes, men de hentede også inspiration hos hinanden. Muhamed V, som byggede Løvepaladset, hjalp Pedro I med at bygge Sevillas mudéjar-palads. Blandingsstilen kaldes mudéjar på den kristne side. Den kaldes islamisk kunst i Granada, men den var naturligvis ikke upåvirket af omverdenen.

Netop i Løvepaladset er den fremmede indflydelse nem at få øje på. Tilmed finder man realistiske afbildninger af dyr og endda mennesker, og det er ellers strengt forbudt i islamisk kunst. Nogen mener det er dynastiets ti første sultaner der er portrætteret på et berømt læderloft. I så fald bar flere af dem tilnavnet al-Ahmar (den rødhårede) med rette, trods deres syriske afstamning.

Kontrasterne
Den vigtigste dekoration i Alhambra skyldes det flygtigste af de anvendte materialer, nemlig vandet.
Intetsteds oplever man det bedre end i sommerpaladset Generalifes store bassin. Næsten umærkelige ilinger i overfladen får spejlbilledet af bygningens facade til at skælve let som et fatamorgana i ørkenen.
”Kun den som har boet i sydens brændende klima forstår glæden ved et landskab, hvor bjergets friske brise forenes med dalens grønne frodighed,” udbryder Washington Irving i et af sine vellykkede øjeblikke. Dem har han også.

I den tunge dystre alcazaba - paladsbyens borg - kan uromantiske sjæle selv supplere med et besøg i et af de 12 underjordiske fangehuller, man indtil videre har fundet. De har form af enorme flasker med en smal munding, hvorigennem slaverne blev gennet ned efter dagens arbejde. Forholdene blev med tiden forfærdelige for de kristne i Granada.

Midt i paladsbyen ligger Carlos V’s renæssancepalads som et meteornedslag. Irving kunne naturligvis ikke li’ det, for det er tydeligt nok tænkt som en ideologisk modvægt til de islamiske omgivelser. For mere fordomsfri sjæle er det et godt sted at hvile blikket sidst på ruten, når man trænger til en afveksling fra arabernes labyrinter og deres - efter vores smag - tit overlæssede dekoration.

Paladset er en smuk og enkel konstruktion: en cirkel indskrevet i en firkant. Mens arabernes facader vender indad (set udefra er Alhambra kun nøgne mure), så vælter renæssancens lys ind gennem Carlos V’s store vinduer ud mod alle verdenshjørner.

Her skabtes det klima der tillod folk som Irving at skrive alt det vrøvl, de lystede.

pod.
Fotos er stillet til rådighed af Patronato Provincial de Turismo de Granada.

---

Kandidat til de syv moderne vidundere
Den klassiske verden havde syv vidundere, hvoraf kun det ene – Keops store pyramide – stadig overlever.
Hvilke eksisterende bygningsværker bør betragtes som den moderne verdens syv vidundere? Det spørgsmål stiller organisationen ”The new 7 wonders of the world” til os alle. Vi kan på Internettet vælge mellem 21 kandidater som blev udpeget af et hold af eksperter i Unesco. Spanien optræder på listen med Alhambra, og det er i sig selv bevis på monumentets berømmelse.
Den 7. juli (på den symbolske dato 07.07.07) offentliggør Unescos generalsekretær Federico Mayor Zaragoza afstemningens resultat ved en ceremoni i Lissabon. Læsere, der vil deltage i afstemningen, kan gøre det på hjemmesiden www.n7w.com.

---

Besøg i Alhambra
Alhambra kan besøges formiddag, eftermiddag og aften. Sidstnævnte besøg foregår i kunstbelysning og er en helt speciel oplevelse.
Billetter sælges på stedet, men da der er begrænset adgang til monumentet, er det klogt at købe dem på forhånd. Det kan ske på hjemmesiden www.alhambratickets.com, eller i alle filialer af banken BBVA.
Fra Málaga kører man direkte til Granada (130 km), hvor man vælger afkørslen til Alhambra, inden man kommer ind i byen.

Turistkontor
Der er flere turistkontorer i Granada. Nedenstående ligger ved Alhambra:
Tlf: 958 54 40 02 el.
958 54 40 03
Email: otalhambra@andalucia.org

På Nettet
Alhambra: www.alhambra-patronato.es
Granada by: www.granadatur.com
Granada provins: www.turismodegranada.org

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---