En tilsvarende forening har allerede eksisteret i en årrække på Côte d’Azur i Frankrig, Foreningen Redan, der står for ”danske pensionister”.

Det centrale spørgsmål i denne sammenhæng er naturligvis, om der er risiko for en ændring af overenskomsten mellem Danmark og Spanien? Mere specifikt – om der er risiko for en sådan ændring, at Danmark i en ændret overenskomst vil få beskatningsretten til pensioner, der udbetales fra danske pensionsordninger og eventuelt alle sociale pensioner og efterløn.

Jeg har sagt ja til at skrive mine bemærkninger, men jeg skal understrege, at det er mine personlige betragtninger, og der er bestemt ingen garanti for, at de kommer til at holde stik. Der er jo politik indblandet.

Jeg er derfor nødt til at starte med lidt historie, for den til stadighed værende frygt for en ny overenskomst er jo begrundet i, at daværende skatteminister Ole Stavad i 1994 ensidigt og uden Folketingets medvirken opsagde overenskomsten mellem Danmark og Portugal. Den situation kan ikke gentage sig, uden at Folketinget har sagt ja til det. Dengang havde skatteministeren en stående bemyndigelse til at opsige gamle og underskrive nye overenskomster, da det ikke var et folketingsanliggende. Men hele forløbet bevirkede da også, at der kom en ny ”lov om dobbeltbeskatningsoverenskomster”; så i dag skal det godkendes af Folketinget på sund demokratisk vis.

Den anden vigtige forskel på gamle dage og nu er den baggrund, som Ole Stavad havde for at opsige overenskomsten med Portugal. I starten af 1990’erne foregik der megen ”treaty-shopping”. Det betyder, at man udnytter forskellene i dobbeltbeskatningeoverenskomster. Man etablerer et selskab på Madeira, der er portugisisk område og underlagt den dansk/portugisiske overenskomst; dette selskab låner penge i Schweiz til lav rente; pengene investeres i brasilianske statsobligationer til høj rente på 20-25 pct. Renterne udbetales efter lav eller slet ingen kildeskat i Brasilien til selskabet på Madeira, der efter betaling af renter på lånet i Schweiz, udlodder nettooverskuddet til de danske aktionærer efter en meget lav eller slet ingen kildeskat på udbyttet.

Hele denne konstruktion, der var fuldt lovlig, og som ”blot” udnyttede forskellene i overenskomsterne, blev døbt ”sambaobligationer” efter de brasilianske statsobligationer. Det blev så stor en torn i øjet på Ole Stavad, at han udnyttede sin daværende ret til at opsige overenskomsten med Portugal (og dermed Madeira), så disse konstruktioner for fremtiden var udelukket. Der er fortsat ikke noget mærkeligt eller ulovligt i at låne penge i et lavrenteland og investere dem i et højrenteland. Det er almindelig finansiel praksis. Man skal blot vurdere risikoen i højrentelandets økonomi og politiske situation. Det var f.eks. omkring juletid en god forretning at købe aktier i ØK, men pludselig sagde den nygenvalgte præsident Chavez i Venezuela, at han ville nationalisere alle udenlandske investeringer. Det fik ØK-aktierne til at falde med 10-15 pct. samme dag.

Når de forskellige renteforskelle optimeres med kildeskattesatserne (sommetider helt uden kildeskat) i de forskellige overenskomster mellem landene, kan man alene ved fornuftig planlægning tjene rigtig mange penge. Og det passede ikke socialisten Ole Stavad i jantelovs-Danmark.
Disse ekstreme planlægninger forekommer ikke mere, fordi renteforskellene ikke længere er helt så store, samtidig med, at mange overenskomster henad vejen er ændret for at imødegå denne form for ”treaty shopping”. Dansk skattelovgivning har desuden lukket disse skattehuller.

Tilbage står så, hvilke andre elementer, der skulle fremtvinge en ændring af overenskomsten mellem Danmark og Spanien. Spanien og Danmark har to vidt forskellige kulturer, og selvom de socialistiske partier i Danmark fremmaner et billede af, at Danmark går glip af ”milliarder” af skattekroner fra de ”millioner” af danske pensionister på Solkysten, så har spanierne en helt anden opfattelse at samme situation. De synes da, det er helt rart, at de får skatten af danske pensioner, for det er jo i Spanien, de danske pensionister bor og hører hjemme og slider på infrastruktur – og lægger deres forbrug inkl. betaling af moms og (dog nogen) skat. Men samfundsøkonomisk har det ingen betydning med de sølle ”kroner”, der kommer i den spanske statskasse.

Spanien har intet motiv til eller behov for en ny overenskomst, da overenskomsten følger OECD’s modeloverenskomst, hvor private pensioner beskattes i domicillandet. Forskellen på Danmark og mange andre landes pensionspolitik er, at Danmark giver kompensation i skatten, når man sparer op til sin egen pension. Det gør man ikke på samme måde i andre lande. Derfor vil socialistpartierne i Danmark ændre overenskomsten; men Spanien siger: Hvorfor det? Samtidig er det vist svært at forestille sig, at den nuværende politiske konstellation i Danmark og den igangværende diskussion om pensionsplanlægning kan føre til en ændring i fradragspolitiken for pensionsindbetalinger. Dette kan selvfølgelig ændre sig med et meget rødt politisk kabinet i Danmark.

Og heldigvis skal der også være en stor ubalance i en overenskomst, før den ene part (Danmark) i vore dage går hen og opsiger en overenskomst. Det er de få tusinde danske pensionister i Spanien ikke vægtige nok til at foranledige. Der er for få skattekroner på spil. Der er jo også tale om to veletablerede EU medlemsstater.

Det er min personlige opfattelse, men det er ingen garanti!

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---