Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Forebyggelse af skattesvig
Skrevet af Solkysten
Fra og med den 1. december 2006 er der sket en del vigtige ændringer i forbindelse med skødeskrivning i håbet om at man kan forebygge den stadigt voksende økonomiske kriminalitet i Spanien.
Vi har ikke tænkt os at gennemgå hele den nye lovgivning på dette område – og sig tak for det! – men vi vil omtale de vigtigste punkter vedr. skødeskrivning og andre former for notarrelaterede underskrifter. Vi skal samtidig anmode alle om ikke at lytte til, hvad venner og bekendte siger omkring dette tema – tingene har ændret sig, og fra og med den 1. december 2006 ser reglerne således ud:

Først og fremmest og allervigtigst skal der ansøges om NIE nr. (spansk skattenr.) i samme øjeblik, man har besluttet sig for at købe ejendom i Spanien. Man har igennem de sidste mange år skullet bruge NIE nr. til køb af fast ejendom og mange andre ting, men forskellen fra før til nu er, at man har haft en måned til at præsentere sit NIE nr. efter underskrift ved notaren, hvorimod man nu skal medbringe det hos notaren ved underskrift af skødet.

Ikke nok med det, men mange notarer følger den nye lov slavisk, og der står at man skal præsentere originalen. Altså er det ikke nok som tidligere at sende en fax eller scannet kopi til f.eks. sit advokatkontor. Man skal sende et anbefalet brev med originalen.

Nogle notarer gør, hvad der passer dem, og skriver under med en kopi af NIE nr. som tidligere, eller ligefrem uden at se NIE nr., fordi det simpelthen ikke er modtaget endnu. I disse tilfælde skal der efterfølgende præsenteres NIE nr. for notaren, hvilket er dyrere, idet der skal udfærdiges endnu et dokument af notaren, og advokaten skal bruge endnu en halv dag på dette tidskrævende kontor. Denne udgift påhviler klienten – hverken notaren eller advokaten !

Hvad gør man?
Vi foreslår, at man – ligeså snart man bare har overvejet at købe fast ejendom i Spanien – opsøger Den spanske Ambassade i København eller den lokale politistation i Spanien og får udfærdiget ansøgningen om et NIE nr.

Nummeret er gældende hele livet, så bare søg det – så man har det. Får man aldrig brug for det – så sker der jo intet ved det.

Dernæst er der ændringer omkring betalingen af selve ejendommen. Førhen var reglen den, at man i skødet skrev, at pengene var blevet betalt (for før kunne man ikke skrive skøde), hvorimod der nu skal vedlægges kopier af checks eller andre betalingsformer som f.eks. bankoverførsler. Og det skal være originale kvitteringer – en kvittering skrevet ud via netbanken duer ikke, så man må bede sin bank om at lave en original udskrift af den specifikke betaling. Man skal medbringe kvittering for betaling af depositum, andre betalinger før skødeskrivning og naturligvis for betaling ved notaren af restbeløbet. Møder man ikke selv op hos notaren med disse kvitteringer, skal de fremsendes anbefalet til advokaten i god tid før skødeskrivning.

Endelig skal man nu altid præsentere kvittering for indbetalt IBI (ejendomsskat). Før har det været sådan, at hvis sælger og køber var enige om at skrive under, selvom man ikke medbragte kvitteringen, så kunne man det. Fremover skal notaren sørge for, at der i skødet står Referencia Catastral, og den fremgår af IBI-kvitteringen, hvorfor original IBI-kvittering altid skal præsenteres ved notaren fra nu af. Undtagelsen er (naturligvis) de tilfælde, hvor man køber nybyggeri, da IBI endnu ikke forefindes.

Vi vender kort tilbage til de nye regler omkring betaling, der gælder fra nu af. Alle involverede parter - det være sig banker, advokater, ejendomshandlere, notarer, køber og sælger - der medvirker til at betaling ikke foregår korrekt og med korrekte, originale kvitteringer, er medvirkende til svindel og kan straffes herfor.

Hensigten med den nye lovgivning er som nævnt at forhindre hvidvaskning af penge og at sikre sig betaling af skatter og afgifter til stat og kommune.

Forklaringen på disse ændringer fra politikernes side er, at såfremt det ikke lykkes at få stoppet hvidvaskningen af penge, er man nødt til at se på muligheden for at hæve skatterne betydeligt indenfor alle områder i Spanien – men at man ser det som en mere retfærdig løsning, at hver betaler sit.
Og det kan vi vist allesammen være bedst tjent med.


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Februar 2007
Solkysten - Februar 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga