Da jeg flyttede hjemmefra og fik fuldtidsjob, var der ikke tid til passe en hund ordentligt. De skal have regelmæssig motion og masser af opmærksomhed. Jeg fik at vide, at den slags ikke betyder så meget for en kat, så jeg fik to katte fra en kollega, hvis kone var blevet allergisk efter at have født sit tredje barn.
I begyndelsen var vores forhold noget anstrengt. Det var mor og søn, begge meget selvstændige, og de brød sig ikke om den forandring, der var sket i deres liv. De var vant til at der altid var nogen hjemme og at de havde to børn at lege med.

Moderen, som hed Stien, besluttede sig for at bo under sengen, og når jeg gik forbi, skete det ofte at hendes kløer sad i min ankel.

Det tog tre måneder før jeg blev accepteret, men så blev jeg forbløffet over den kærlighed og hengivenhed, de to katte viste mig. De var alene om dagen, men det generede dem aldrig. Når det blev aften sad de i vinduet, og jeg er sikker på, de vidste hvornår jeg var på vej hjem.

Da jeg flyttede til England måtte de i karantæne, og kort tid efter forsvandt sønnen Jacky, og vi så ham aldrig mere. Jeg fandt aldrig ud af hvad der skete med ham, men fra den dag nægtede hans mor at gå ud i haven. Hun gik aldrig langt væk fra den åbne køkkendør. Hun spiste ikke i flere dage og holdt sig tæt til mig for at få trøst og tryghed. Hun døde da hun var 17 år, fire måneder og seks dage. Hun havde flyttet med mig otte gange og jeg var sønderknust.

Omkring en uge efter var Peter og jeg til middag hos en ven, og da jeg nævnte hvor stor en effekt, min kats død havde på mig, så værtinden forbavset på mig og sagde: “Men det var jo bare et dyr”.
Der er mange mennesker, der ikke kan forstå den kærlighed man har til sine dyr, og den sorg man føler når man mister dem.

I tidens løb har vi fået mange breve og opringninger fra dyreejere, hvis omgangskreds i fuldt alvor mente, de overdrev sorgen, når deres dyr døde. Jeg har altid rådet folk i den situation til at finde en ligesindet at tale med - en anden dyreejer, der forstår savnet og som man også kan dele de sjove minder med.
En anden løsning kan være at skrive til sig selv. Skriv en bog om dit dyr. Husk alle de gode timer og sjove oplevelser, og skriv også om sygdom og hvordan det var, da de første alderdomstegn viste sig. Det hjælper virkelig.

Lad være med at lytte til det råd, der næsten altid kommer - at få en ny kat, hund eller kanin med det samme. Det virker ikke. Man skal tage den tid det tager at komme over tabet, og du er den eneste, der ved om du er parat til at påtage dig ansvaret for et nyt kæledyr - og hvornår.

Du skal ikke lade dig overtale, og før du beslutter dig for at få et andet dyr, så tænk over dit helbred og alder. Et nyt kæledyr skal du forhåbentlige have i mange, mange år fremover.

Af Erny Harrison

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---