Málaga får også et Thyssen-museum
Skrevet af Solkysten
Ligesom Madrid får Málaga et Thyssen-museum. x
Det nye museum bekræfter således blot, at Málaga er ved at udvikle sig til en af Spaniens vigtigste byer for billedkunsten.
Forhandlingerne om det nye ”Museo Carmen Thyssen-Bornemisza” har stået på i tre år, men intet slap ud til offentligheden, før industribaronens enke Carmen Cervera og borgmester Francisco de la Torre havde underskrevet aftalen den 20. marts i år.
Aftalen indebærer at vigtige dele af baronessens samling af spansk malerkunst fra det 19. århundrede og de første årtier af det 20. århundrede skal udlånes gratis til Málaga, foreløbig for en 15-årig periode.
Byen stiller museumsbygningen til rådighed. Det bliver ”Palacio Villalón”, en herskabsbygning fra 1500-tallet, der ligger i Compañía-gade i byens historiske centrum. Bygningen er arkitektonisk interessant som eksempel på spansk renæssance, men den er også meget forfalden, og istandsættelsen skønnes at ville vare tre år.
Málaga skal dog ikke vente tre år på Thyssen-samlingen, idet kommunen har i sinde at indrette midlertidige udstillingslokaler i det nyligt indviede Museo del Patrimonio.
Goya, Zurbarán, Sorolla, Romero de Torres og Juan Gris er nogle af de mest kendte signaturer i Carmens Cerveras private samling, der omfatter 1000 malerier. Heraf kommer de 358 til Málaga. Der skal også indrettes museer i Sevilla samt San Feliú de Guixols (Costa Brava), men noget tyder på, at Málaga vil få samlingens mest værdifulde del.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2007
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2007


