
© fux - Fotolia.
En tur i duftenes verden
Skrevet af Solkysten
Når du færdes i et ukendt område, er det en naturlig ting, at du kigger dig omkring.
Læg nu mærke til hvordan din hund opfører sig, når den kommer ud at gå tur - både i kendte og ukendte omgivelser. Den snuser allevegne - til jorden, buske og træer. Og ukrudtet derover - det er virkelig interessant. Det var der også i går, så hvad er det der er så spændende?
Jeg talte med en kvindelig ejer af en bordercollie, som jeg ikke tidligere havde set i vores område. Hun fortalte mig, at hun gik nye ruter hver dag for at skabe lidt afveksling for hunden. Det er jo meget hensynsfuldt og viser, at hun er glad for sin hund. Hun begik blot den fejl at forveksle den menneskelige adfærd med dyrenes - og det kommer folk ofte til.
Hunde opfatter ikke naturen på samme måde som mennesker gør. Hunde lever i en verden fuld af dufte. For dem er duftene en form for nyhedsformidling. De fortæller om de dyr, der har været i området siden sidst - om der er en tæve i løbetid, om der er et vejrskifte på vej. Hunden kan lugte om der har været mennesker, og om det er en, den kender enten som ven eller fjende. Hvordan landskabet ser ud er den stort set ligeglad med, og afvekslingen ligger hele tiden lige foran næsen.
Hundes lugtesans er mange hundrede gange bedre end menneskers. Der er forskellige teorier om, hvor mange gange, men det er vel i virkeligheden ikke det afgørende. Visse hunde har en særlig veludviklet lugtesans, f.eks. schæfere, labradorer og bordercollier, og bliver derfor brugt meget i eftersøgninger.
Jeg er af den opfattelse, at hunde er rigtig gode til at bedømme mennesker, og jeg holder altid øje med hvordan mine hunde reagerer på folk, jeg ikke har mødt før. Det er muligt at hunde faktisk kan lugte problemer. Det lyder måske usandsynligt, men jeg har haft med hunde at gøre gennem mange år, og det har givet mig ikke så få overraskelser.
I hvert fald har jeg lært ikke at sammenligne dyrenes adfærd med menneskers.
Af Peter Harrison
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2007
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2007


