
Skøjteklubben har været lukket siden skandalen. Foto: Natascha Berg Madsen.
Nye dødsfald af legionærsyge
Skrevet af Solkysten
Den kommunale skøjteklub i Arroyo de la Miel gøres nu ansvarlig for tre dødsfald efter sommerens udbrud af legionærsyge.
De omkomne var alle ældre personer, som boede i nærheden af køletårnet, hvor der i maj blev konstateret en koloni af den farlige legionærbakterie. Til trods for sundhedsrisikoen fortsatte koncessionshaveren Gecosol Wellness driften. I alt 18 personer blev indlagt med symptomer på legionærsyge, der bl.a. viser sig ved stærk hoste og smerte i ryggen.
- Der har været uregelmæssigheder i Gecosol Wellness, indrømmer Benalmádenas borgmester Javier Carnero (PSOE), der arvede problemet efter sin forgænger Enrique Bolín. Nogle af de berørte og deres familier har i august anmeldt såvel koncessionshaveren som kommunen for flere forbrydelser, bl.a. uforsætligt manddrab. I forvejen havde statsadvokaten på eget initiativ besluttet at undersøge skøjteklubbens forhold.
Det er kommet frem, at det tidligere bystyre gav skøjteklubben lov til at åbne, skønt den f.eks. ikke havde løst miljøproblemerne omkring et højt støjniveau fra det famøse køletårn. I august afviste det nye bystyres rådmand for sport, Francisco Artacho (IU), foreløbig at give tilladelse til genåbning af Club Municipal de Hielo.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2007
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2007


