Solkysten skaffer svar
Skrevet af Solkysten
Har du et praktisk problem i din spanske hverdag? Send os et par linier, så forsøger vi at skaffe svar!
Bopæl i campingvognen
? Jeg er gift og vil gerne flytte til Spanien og bo der det meste af året i campingvogn på campingplads. Jeg er på førtidspension og får løbende udbetalt arbejdsskade-erstatning. Min kone, som også er førtidspensionist, vil blive i Danmark.
Hvordan bliver vi beskattet? Og hvad skal jeg betale for sygesikring i Spanien?
Poul Vester
! Førtidspensionister med fast bopæl (skatteresidens) i Spanien får ret til offentlig spansk sygesikring, der er gratis. Efter gældende regler skal de betale spansk skat, der er væsentligt lavere end den danske.
Det er hovedreglerne. I dit tilfælde er der nogle særlige forhold, som kan gøre det vanskeligt at få det danske skattevæsen til at ”slippe taget” i dig.
Fra spansk side plejer det ikke at være et problem, at man bor i en campingvogn på en campingplads. Hvorvidt Danmark kan acceptere det, er mere tvivlsomt, da du ikke vil være i stand til at skaffe en bopælsattest fra kommunen i Spanien.
Yderligere er der den ulempe, at din kone bliver boende i Danmark. Vi har adskillige kunder, der har haft problemer med det danske skattevæsen, fordi ægtefællen stadig var bosiddende i Danmark. Det danske skattevæsen har skønnet, at de stadig havde bopæl til rådighed i Danmark på ægtefællens adresse.
Jeg råder normalt personer i ovennævnte situation til at kontakte det danske skattevæsen eller en dansk skatteekspert. Da der lige nu desuden er stor usikkerhed om dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Spanien (Danmark ønsker at overtage beskatningsretten til alle pensionsudbetalinger), kan det godt være, du slet ikke kan få et klart svar fra dansk side lige nu. Fra spansk side burde der ikke være problemer.
I værste fald kommer du til at bo i Spanien, men betale skat til Danmark som hidtil. Sygesikringen kan du i givet fald ordne med et EU-sygesikringsbevis, udstedt i din danske hjemkommune, der giver dig ret til gratis behandling i Spanien på lige fod med landets egne borgere.
Heidi S. Andersen,
”CYC Asesoría Legal y Tributaria”,
Fuengirola
”CYC Asesoría Legal y Tributaria”,
Fuengirola
Fradrag for invaliditetsgrad
? Jeg overvejer at flytte til Spanien, men hvorledes bliver jeg beskattet? Jeg modtager årligt statens invalidepension 24.000 euro samt industriens pension 10.000 euro (psykisk lidelse).
M.S.
! De fleste pensionister vil relativt nemt kunne beregne deres spanske skat efter den tabel, som findes i vores håndbog Bo på Solkysten (sælges på redaktionen og på www.solkysten.net). Den kan du benytte for at danne dig en ide. Folk med en invaliditetsgrad har nemlig mulighed for et særligt fradrag, men de spanske myndigheder vil selv bedømme invaliditetsgraden, der ikke nødvendigvis er den samme som i Danmark. Derfor er det ikke muligt at sige på forhånd, præcis hvilken skat du og andre i samme situation ender på.
red.
Fax: 952 46 28 22 eller e-mail: per-ole@solkysten.net
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2007
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2007


