Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Så faldt klokken i slag
Skrevet af Solkysten
Og det skete torsdag den 11. oktober 2007, da skatteminister Kristian Jensen fremsatte lovforslag L 24, der vil give regeringen bemyndigelse til at opsige skatteaftalerne mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien.
Usikkerheden er dermed ophørt for alle de pensionister, der er flyttet til de to lande og som modtager pensioner fra Danmark. De vil nemlig ikke blive ramt af loven, hvis den vedtages med den foreslåede tekst. Men de pensionister, der flytter efter denne dato, vil efter hensigten komme til at betale skat til Danmark af deres danske pensioner efter at være flyttet til et af de to lande.

Samme dato gør sig gældende for personer i Danmark, der ejer fast ejendom i Frankrig, idet de vedblivende vil være fritaget for dansk ejendomsværdiskat af den franske ejendom. Fremover vil nye ejendomsbesiddere blive beskattet i Danmark efter danske regler.

Debatten kan herefter høre op for så vidt angår spørgsmålet om, hvilke personer der vil blive ramt af de nye regler, for enten bliver skatteaftalerne genforhandlet, indtil Danmark får lov til beskatning, eller også bliver aftalerne opsagt.

Foreningerne REDAN i både Frankrig og Spanien har gjort et stort arbejde for at argumentere mod disse ændringer, ja faktisk blev den franske forening vel i sin tid startet med det overordnede formål at forhindre denne beskatning. Af samme grund blev den spanske forening startet tidligere i år. Har de så haft heldet med sig?

Ja, det har de da til en vis grad, idet man nu kender reglerne for dem, der er flyttet til Spanien og Frankrig, mens de der vil flytte i fremtiden, kender deres betingelser, nemlig at skulle betale skat til Danmark. Noget af skatten skal nok betales til Spanien/Frankrig og resten til Danmark.

Skatteministerens begrundelse for nye regler er – ud over Jantelovens tankegang – at ”overenskomsterne ikke længere giver afbalancerede fordele for Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien.” Men hvordan defineres ”afbalanceret”?

Set med Kristian Jensens øjne siges det direkte, at når pensionisterne i sin tid fik fradrag i skatten i Danmark for pensionsindbetalingerne, så skal der også betales skat til Danmark, når pengene udbetales. Det er hans definition af afbalanceret. Men hvad med Frankrig og Spaniens argumenter?
Når de to lande i en årrække har afvist at ændre aftalerne med Danmark, hænger det jo sammen med, at når man er bosiddende i et land og er omfattet af det sociale sikringssystem, bruger infrastrukturen og i det hele taget opfører sig som en franskmand henholdsvis spanier, er det rimeligt at betale skat til sit ”eget” land. Jeg er sikker på, at det også vil blive tilfældet i kommende overenskomster med Danmark, så lempelsen for dobbeltbeskatningen vil ske ved, at Danmark giver credit for den franske henholdsvis spanske skat, der opkræves af pensionsudbetalingerne. Selv uden en overenskomst, vil dette være tilfældet allerede efter nugældende regler, idet ligningslovens § 33 i mange år har haft en sådan intern regel i Danmark.

De to REDAN foreninger har helt rigtigt slået på de fordele, Danmark har af ikke at skulle ”forsørge” de danskere, der har valgt et nyt bopælsland; mange har gjort det af helbredsmæssige grunde. De fleste bliver ikke mere raske med alderen, men med bopæl under sydens sol og varme, føles det alligevel sådan for de fleste, især for de gigtplagede. Danmark slipper af med de sociale udgifter til dem; Danmark slipper for deres slid på infrastrukturen og alle andre dagligdags former for slid på systemet. Og mange pensionister har i Spanien og Frankrig store private udgifter til at sikre sig mod uventede udgifter til sygdom og hospitalsindlæggelse. Det har dog ladet Kristian Jensen iskold, men han er jo heller ikke så gammel endnu.

I forbindelse med lovforslaget, blev der også fremsat forslag til ændring af pensionsbeskatningsloven, fordi der nu skal være fradrag i Danmark for indbetaling til udenlandske pensionsordninger. Der er desuden foreslået ændringer til PAL-skatten, og her kan der måske komme fordele for mange personer, der hidtil har kæmpet forgæves mod SKAT i Danmark. De nye regler vil nemlig betyde, at pensionsselskaberne i fremtiden skal opdele pensionsdepoterne på enkeltpersoner. Dette vil give mulighed for at søge den danske PAL skat tilbage, hvor det hidtil ikke har været muligt. Jeg vil komme ind på disse ændringer henad vejen, når forslagene kommer til videre behandling, så man kan se, hvad det udvikler sig til.
Måske lurer der også et folketingsvalg forude, og det betyder, at ikke-vedtagne lovforslag bortfalder.

Den 24. oktober: det er netop meddelt, at statsministeren i dag udskriver folketingsvalg. Herved bortfalder alle lovforslag, der ikke er vedtaget, inkl. ovennævnte forslag. Det må dog forventes, at der snarest muligt fremsættes et nyt og tilsvarende lovforslag, så den eneste ændring formentlig bliver en ny skæringsdato i stedet for 11. oktober.


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2007
Solkysten - November 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga