Gudstjenesteplan
Lørdag den 3. kl. 13.00: Høstgudstjeneste på tærskepladsen ved El.Cherval.
Søndag den 11. kl. 13.00: Torre del Mar (Lux Mundi).
Søndag den 18. kl. 13.00: Almuñecar Fiskerkapel.
Søndag den 25. kl. 13.00:  Rincón de la Victoria (Los Rubios).

Vedr. Høstgudstjenesten, som foregår på den gamle mauriske tærskeplads El Cherval, som ligger bag La Herradura: tag mad og drikke med samt noget at sidde på. Har man ikke været med før, kan man ringe til enten Peder Dyrberg Andersen, 692 325 156 eller Kirsten Skanborg 952 401 958, og få anvisning om ruten. Hvis vejrguderne ikke er med os, holdes gudstjenesten i fiskerbyens kapel, Almuñecar.

Danmark, Japan, Albanien,
Sidste stop: Spanien
50 år er gået siden vi forlod barndomsbyen, Vejle – ”vadestedet” over åen, som i årtusinders løb, først som en svulmende flod har skåret sig ind i landskabet og dannet den brede ådal.

Vi er tilbage hvor det hele begyndte. Fjordens blinkende vand er det samme. Bøgeskoven ved Munkebjerg er den samme, og dog! Højt over fjorden lyder en torden fra den evige strøm af biler på motorvejsbroen. Bøgen på Munkebjerg har givet op og er ikke som før den første forårsbebuder med sine spæde lysegrønne blade.

Else og jeg er også de samme, og dog forandrede. 50 års arbejde og oplevelser har sat deres spor.
Vi har været glade for et arbejde, hvor vi hele tiden har været i kontakt med mennesker. Først 12 år i Danmark, derefter 17 år i Japan, et år i Albanien og nu sidst syv år tilbage i Danmark.

Havde vi vidst hvor svært det japanske sprog er at lære, var vi nok blevet hjemme, men jeg er glad, at vi tog springet og fik lov til at opleve den japanske kultur og betagende natur. Og naturligvis mest glade for de mange venner vi fik både i kirkelige sammenhænge og omsorgsfulde naboer.

Albanien var det diametralt modsatte. 40 års kommunistisk styre havde sat sit præg på albanerne, hvor det selv 10 år efter kommunismens fald stadig var én mand som egenrådigt bestemte alt i den menighed, vi var sendt ud til. Den smukke natur kunne vi dårligt se for rustne bilvrag langs vejene, og affaldsbunker overalt. Det kunne være deprimerende, men samtidig oplevede man også hvordan det ikke er materiel overflod, som altid skaber de lykkeligste mennesker. Midt i fattigdom og forfald kunne vore venner ikke blive trætte af at fortælle, hvor lykkelige de var over at de kunne tænke og tale frit. I den store ortodokse kirke, som under kommunismen havde været omdannet til kornlager, var der fyldt til bristepunktet det meste af søndagen, og selv om jeg ikke forstod liturgien mærkede jeg hvordan alt blev båret af lovsang og tak.

Den danske folkekirke er også den samme, og alligevel ikke. Højmessen er den samme, men der er nye gudstjenesteformer – natkirke, fyraftensgudstjenester, meditationsgudstjenester, hverdagsgudstjenester med spisning og mange andre. Juniorkonfirmandundervisning ved halvdelen af de danske kirker er et utrolig vigtigt tiltag. Og blot det at opleve hvordan dåbsgæsterne er med til hele gudstjenesten, og ikke som før udvandrer når dåben er forbi, har været glædeligt at opleve.
Jeg har passeret de 70, men udover den slitage, som kommer med alderen, er jeg rask og glæder mig til de nye opgaver og udfordringer.

Kresten Christensen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---