Nogle gange forekommer sandheden så fantastisk, at den bliver utroværdig, og sådan er det med Linda Cortzens livshistorie. Hvis man mødte Linda på en bænk i en park og faldt i snak, så ville de fleste nok bakke ud efter et stykke tid med overbevisningen om at ”der må være noget galt på øverste etage”, for intet menneske kan have en sådan mængde koncentreret modgang i sit liv, skulle man mene. Ikke desto mindre kan Lindas liv dokumenteres gennem lægerapporter, som undertegnede har læst.

Da Linda fyldte 60 år sidste efterår, havde hun været forsøgskanin i 25 år for “Team 17”, et internationalt team af kræftforskere, som består af læger fra 17 lande.

Dødsdommen
Da Linda var midt i 30’erne og alene med tre børn fik hun sin dødsdom af lægerne. Hun havde cancer i underlivet og selv efter et keglesnit spredte sygdommen sig.

- Jeg ville vide hvor jeg stod, siger Linda, - Jeg havde jo tre børn at tage mig af, et hus og et job som sygeplejerske på Sorø Sygehus.

Lægerne skønnede, at Linda højst havde tre måneder tilbage at leve i...
Så begyndte Linda på kemoterapi hos forskerteamet ”Team 17”.

- Jeg arrangerede det sådan, fortæller hun, - at jeg tog direkte fra mit arbejde til Rigshospitalet og fik mine behandlinger. Det var altid dagen før en fridag, for så havde jeg en dag til at komme til kræfter ... og på den måde havde jeg intet fravær fra arbejdet.

For de fleste mennesker ville denne situation i sig selv være mareridt nok, men for Linda var det blot endnu et mareridt ovenpå de tidligere.

Linda voksede op på Midtsjælland med en far, der elskede hende over alt på jorden og en mor, der kontinuerligt gennembankede hende med en træbøjle. Hendes sangkarriere startede, da hun var tre år gammel. Iført en blå natkjole og en paraply stod hun i det lokale forsamlingshus på en stol og sang ”Tror du ham med paraplyen kommer?”

- Jeg havde ikke rigtig noget valg, fortæller Linda, - for selv om jeg græd som pisket, så var alternativet at komme hjem i seng – alene, og det ville jeg ikke!

Efter en ikke særlig lykkelig barndom blev Linda gravid som 16-årig og giftede sig som 17-årig. I løbet af de næste 10 år fik hun otte børn med sin mand, som var alkoholiker, sygelig jalous og en tikkende bombe at leve sammen med.

- Han rev sandet foran vores hus med en rive, inden han gik på arbejde, fortæller Linda, - og når han kom tilbage, så skulle jeg gøre rede for de fodspor, der måtte være i sandet. Hvis forklaringerne ikke faldt i god jord; så fik jeg tæsk. Hvis jeg talte i telefon med nogen i mere end et par minutter, så fik jeg også tæsk, for så var han overbevist om, at jeg havde en affære.

I løbet af ægteskabet døde fem af Lindas børn ... et efter et. På dødsattesterne stod der blot, at hjertet stoppede, men som Linda siger; - Hjertet stopper jo altid, når nogen dør, for mig var det ikke en fyldestgørende forklaring.

Der skulle gå en del år, før den virkelige årsag kom frem; alle fem børn døde af en sjælden form for leukæmi.

Da Linda begravede sit femte barn vidste hun, at hun måtte finde en vej ud af sit ægteskab, men det tog hende alligevel fire år mere at gemmenføre det. I mellemtiden fik endnu et af hendes børn leukæmi. Linda passede sin syge dreng, som heldigvis blev erklæret rask efter fire år. Sideløbende uddannede hun sig som sygeplejerske og fik job på Sorø Sygehus.

- Så gik jeg ind på et advokatkontor og græd mine modige tårer, siger Linda. – Jeg husker jeg sagde; - Jeg vil gerne skilles, men jeg har ingen penge.

Linda blev skilt og fik en erstatning for psykisk og fysisk overlast, som satte hende i stand til at betale udbetalingen på et hus, hvor hun endelig kunne lukke sin hoveddør og begynde at skabe et trygt hjem for sine tre børn.

- Det var første gang i mit liv, siger Linda, - at jeg var ”herre i mit eget hus” og kunne lukke døren ... og så kom kræften!

Mistede livsgnisten
Linda startede som ”forsøgskanin” for forskerteamet ”Team 17” og overlevede, men modgangen var ikke ovre med det. Linda havde cyklet på arbejde gennem flere år, fordi hun ikke havde råd til bil ... også mens hun var i kemobehandling. Da hun endelig tog et lån i sit hus og købte en bil, var hun involveret i et harmonikasammenstød, og fik en svær rygskade, som gjorde, at hun ikke kunne passe sit arbejde, og hun mistede sit hus.

- Jeg blev sendt til Mallorca på rekreation, siger Linda. - Her begyndte jeg på Spies-Skolen og fik arbejde som guide i Barcelona. Senere fik jeg job som sanger på Tenerife. Her fik jeg den ungdom, som jeg aldrig havde haft.

Linda sang alt fra filmmelodier til musicals som ”Cats”, og hun oplevede endda at synge sammen med Tom Jones en enkelt gang på en natklub. Men Lindas trængsler syntes ingen ende at tage; pludselig havde hun to kræftknuder på stemmelæberne og måtte hjem til Danmark og opereres. Efter en længere sygdomsperiode kom hun tilbage til Tenerife og begyndte at synge igen. Desværre kom der nye kræftknuder på stemmelæberne og denne gang var det mere alvorligt.

Da Linda vågnede op fra operationen, som blev overværet af en talepædagog og nogle studerende, måtte lægerne give hende den forfærdelige nyhed; Linda ville sansynligvis aldrig komme til hverken at tale eller synge igen.

- Det tog livsgnisten fra mig, erkender Linda. – Da havde jeg faktisk ikke lyst til at leve mere.
Talepædagogen, som havde overværet operationen, bad Linda ringe til ham, hvis hun på noget tidspunkt blev i stand til at lave en lyd.

- Jeg husker, jeg tænkte; hvordan skal jeg kunne ringe til nogen som helst, når jeg ikke kan sige noget, fortæller Linda.

Talepædagogen fortalte Linda, at han ville kunne se hendes nummer på displayet, og at hun ikke behøvede at tale; han ville stille spørgsmål og hun skulle blot frembringe en lyd for ”ja” og to lyde for ”nej”.
I første omgang fik Linda en ”talemaskine”, som hun skulle presse mod strubehovedet, men tre måneder efter operationen udstødte hun sin første lyd og ringede til talepædagogen.

I dag både taler og synger Linda igen, hvilket mange på kysten har haft glæden af at opleve.
Lindas ordsprog er; - Man kan hvad man vil, hvis man ikke vil mere end man kan!

Linda blev operet igen i 1998. Denne gang fik hun en chipmarvstransplantation fra en gris, idet hendes rygmarv var skadet af 98 kemobehandlinger og 84 strålebehandlinger.

Smil gennem tårer
Da hun fyldte 60 sidste efterår fik hun 85 orkidéer fra lægerne; en for hvert år i sit liv samt en for hvert af de 25 år hun havde deltaget i kræftforskningen som forsøgskanin.

En af Lindas læger beskriver Linda således: ”Hun kan smile gennem tårer ... så det gør ondt”. Han fortæller også, hvordan “Team 17” indlagde Linda på et tidspunkt, hvor hun skulle have ro, og hvordan han fandt hende gå rundt og passe sine medpatienter ... ”fordi de var så syge” - og hvordan hun løb Sorø Sø rundt midt i en kemokur.

Linda siger selv, at sangen har hjulpet hende gennem livet.
- Man kan ikke synge og være trist på samme tid, siger Linda, som har sunget i kirken, siden hun var ganske ung, og hun har været kirkesanger hele vejen gennem sine sygdomsperioder.

- Jeg elsker at synge i kirken, siger Linda, - der er en fantastisk akustik ... og sådan en dejlig ro.
Linda har også manifesteret sine sangtalenter her på kysten med ”Indian Summer i Tyrol” i 2004, hvor hun havde den kvindelige hovedrolle som Josepa og med ”Syngepigerne på Costa del Sol”, hvor hun sammen med sin nuværende mand, Gert, og et par andre underholder med de gamle kendte viser fra Bakkens Hvile.

Sangen er stadig central i Lindas liv, men også andre ting giver hende livsindhold. Linda skriver lejlighedssange, hvilket hun har gjort, siden hun var en stor teenager.

Linda og Gert, som har været gift siden 1990, har tre papillon-hunde, og Linda har et drivhus fyldt med orkidéer. Hun er for nylig blevet optaget som dommer i Dansk Okidée Klub i Fredensborg.

Desuden skriver hun på en bog om at være forsøgskanin som kræftpatient. En bog der bliver til på opfordring og som et samarbejde med “Team 17” på Finseninstituttet i Rigshospitalets regi.
- Jeg var det rette sted på det rette tidspunkt, siger Linda om sin behandling som forsøgskanin. - Jeg er dybt taknemmelig.

Hvad fremtiden angår, så har Linda fået besked på af lægerne, at leve et liv uden finansielle og følelsesmæssige pres, hvis hun vil holde sig rask... Hvilket jo ikke altid er helt op til én selv. Om sit nuværende liv i campo’en udenfor Cómpeta siger Linda;

- Jeg føler mig priviligeret over at vågne op her i bjergene med min mand, mine hunde og mine orkidéer. Jeg tager hver dag som den kommer, og min styrke er nok, at jeg altid har haft et lyst sind og altid har været god til at sætte pris på de små glæder i dagligdagen.

Dorte Holm Jensen
Fotos: Natascha Berg Madsen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---