
Nødråb fra en sur og snottet herre
Skrevet af Solkysten
En herre i slutningen af 50’erne havde læst vores artikel i maj om at ”passe på sine små fisk” – om syre-base balancens betydning for helbredet
Desuden var han tit forkølet med ondt i halsen og tendens til bronkitis. Han hostede pga. slim i luftvejene, navnlig om morgenen, hvor ”snottet” generede og øjnene løb i vand. Derudover klagede han over trætte arme.
For nogle år tilbage passede han sin syge far, og det tærede på overskuddet. Da faderen efter et langt opslidende sygeleje gik bort, trøstede han sig i en periode med vin og spiritus. Desuden lod han sig flere gange om dagen friste af chokolade, hustruens lækre hjemmebag og store mængder kaffe. Junk-food, som han selv sagde.
Efter faderens død var han atter på vej op til overfladen, da han læste vores artikel.
Sidste udkald
Han var den senede type, en lang tynd mand med rødmosset, skællende ansigtshud og hævede fingre og håndled. Håret var tyndt og pjusket, tænderne ikke de bedste. Vægten var derimod normal - måske lidt i underkanten - og blodtrykket flot. Blodprøverne viste forhøjet urinsyre og mangel på calcium og fosfor, der er essentielle for knogleopbygningen. De røde blodlegemer var i underkanten, og sænkningsreaktionen (som er udtryk for immunforsvarets aktivitet) var forhøjet. Blodsukkeret var på kanten til en prædiabetes, tilstanden lige før sukkersyge.
Det var på høje tid med en livsstilsændring! Han kunne nå det endnu, inden hans ubalancer manifesterede sig i f.eks. sukkersyge, kroniske infektioner eller endnu mere tristhed – et andet af hans klagepunkter.
Undersøgelsen af hans levende blod afslørede en del affaldsstoffer: urinsyrekrystaller, fermenterede sukkerrester og fibrin. De røde blodlegemer lå som i ”klynger”, et tegn på, at kroppen må kæmpe for at opretholde den nødvendige pH værdi på ca. 7,36. Alle symptomer pegede ganske rigtigt på en ”forsuret” livsstil.
Sukkerafvænning det vanskeligste
Sukkerafvænningen var det værste for ham, for sukker var sammen med kaffe den ”dope”, der holdt ham kørende. Det ville være forbundet med abstinenser at tage sukkeret fra ham på én gang.
Hjernen lever af sukker. Den er ligeglad med, om det kommer fra langsomt optagelige sukkerstoffer eller hurtige. Er der rigeligt af det hurtig optagelig sukker til rådighed, vælger hjernen den nemmeste løsning, hvorefter den slår trangen til ordentlig næring fra. Det går ud over resten af kroppen.
I en sukkerafvænningsperiode er det vigtigt at sørge for et stabilt blodsukker ved hjælp af langsomt optagelige sukkerstoffer. Vi fyldte så at sige ”den søde tand” op med ordentlig mad og mineraler. Når grundkosten er i orden, får suget efter sødt chancen for at klinge af.
Han beholdt derfor sin sirup i morgenhavregrøden, men morgenmåltidet blev suppleret med frisk grøn rodfrugt-smoothie. Han følte sig dejlig mæt, og den sædvanlige trang til ”noget” sidst på formiddagen forsvandt efterhånden.
Han drak vand – to til to en halv liter tilsat basedannende mineraler for at øge pH-værdien og udskillelsen af de sure affaldsstoffer.
På den lokale restaurant bad han om kød og fisk a la plancha for at undgå friture. I stedet for pomfritter bestilte han en salat af de rodfrugter, der vokser over jorden, krydret med et par af dem, der vokser under jorden.
Om morgenen lavede han sig en snack box med grøn peber, små tomater, gulerødder skåret i stave, nødder, mandler og et par rosiner, som han spiste i løbe af dagen som mellemmåltider.
Hurtigt bedre – og hurtigt værre igen!
Hurtigt mærkede han en forskel. Hans morgenhoste reduceredes, hævelserne i fingrene tog af, og huden skællede mindre. Også energien var på vej op, og sukkertrangen på vej ned.
Men var der fest og udskejelser, fik han i begyndelsen lige så hurtigt alle symptomerne igen: næste morgen løb næsen, han hostede, ansigtet blev rødt og skællende, og hænderne hævede. Det fik ham til at holde sig i skindet i en længere periode på 12 uger, som gav kroppen tid til at regenereres.
Som bekendt tager det et år til halvandet at bygge kroppen op til et maratonløb. Nogenlunde samme tid tager det at langtidsopbygge reserverne og især proteindepoterne. Lidt længere henne i programmet kan der festes en smule, men i starten er det ikke klogt at trække på reserver – der endnu ikke er bygget op.
Det sker tit, vi hjælper klienterne af med symptomerne i løbet af otte, tolv ugers kraftig indsats, hvorefter de falder tilbage i de gamle vaner. I dette tilfælde var klienten heldigvis klogere, og nu er det blevet nemmere for ham, fordi hans smagsløg har ændret sig: Han kan i virkeligheden bedre lide den nye kost end den gamle, og det er det bedste, der kan ske.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Inger Marie Haut, MSc. Nutrition.
![]() |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2007
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2007



