I otte århundreder har Sevillas uskrevne lov været, at ingen måtte bygge højere end La Giraldas 97 meter og 52 cm. Byens vartegn dominerer sine omgivelser, særlig om natten, når det ligger badet i projektørlyset.

”Der er ingen grund til at bygge højere,” indrømmede arkitekten af nogle kendte skyskrabere i Madrid engang, ”La Giralda er den smukkeste skyskraber, jeg kender.”

Et firkantet murstenstårn på en uforgængelig sokkel af granit. Tårnets to nederste tredjedele har indlagte felter med geometriske mønstre, på en gang raffinerede og enkle, fordi der kun er brugt den nøgne mursten til arbejdet. Den øverste tredjedel er derimod et opulent renæssancespir, som krones af den vingede sejrsgudinde. Foroven er La Giralda katedralens tårn, forneden genkendes den som minareten i den gamle moske. Over byens tage forenes de to kulturer i en harmoni, som aldrig eksisterede i virkeligheden.

La Giralda blev opført af almohaderne, den sidste og mest intolerante af de islamiske invasioner, som skyllede hen over middelalderens Andalusien. Denne periode har altid vakt mindre interesse end Córdoba-kalifatet, skønt det i virkeligheden er under almohade-regimets mange selvmodsigelser, at det islamiske Andalusien gav sine bedste frugter.

Nogle af de kristne generobrere forstod det udmærket. Da Fernando III i 1248 forhandlede med Sevillas forsvarere om betingelserne for kapitulationen, bad muslimerne om lov til at rive minareten ned, for at den ikke skulle falde i de vantros hænder. Kronprinsen Alfonso brød straks ind i samtalen: ”Hvis der blot mangler en enkelt mursten, kapper jeg hovedet af jer alle sammen!” Ikke uden grund gik den senere Alfonso X over i historien med tilnavnet ”Den Vise”.

Jordbunden gødes
Inden historien om almohaderne er det nødvendigt at sige noget om forgængerne.
For tusind år siden kom Sevilla ud af Córdobas skygge, da kalifatet blev opløst i mange små taifa’er, af en historiker vittigt beskrevet som italienske byrepublikker med turban. Det var nu ikke, fordi Andalusiens muslimer plejede at gå med turban, men i Sevilla gjorde de tilfældigvis.

Taifa’erne var heller ikke republikker, men deres beskedne start var en enkelt by, hvoraf de største hurtigt voksede på de andres bekostning. Sevilla var blevet den dominerende taifa under kongepoeten al-Mutamid, der bl.a. føjede ærkerivalen Córdoba til sine besiddelser. Siden har Sevilla ikke haft konkurrenter til positionen som Andalusiens vigtigste by.

Kongepoeten kaldtes sådan, fordi han havde lige så godt greb om pennen som om sværdet. Al-Mutamid var ret typisk for taifa-perioden, som medførte en kunstnerisk og intellektuel blomstring uden sidestykke. Naturligvis var det ikke alle konger, som kunne digte, men alle kunne være mæcener, og der knyttede sig prestige til kunsten og videnskaben. Det var córdoba-kaliffernes arv til Andalusien, og taifakongerne multiplicerede anstrengelserne for at leve op til det store forbillede. Fra deres synspunkt var det en måde at legitimere magten og aflede opmærksomheden fra en ofte tvivlsom stamtavle. Taifa-perioden varede kun et halvt århundrede, men her såedes den afgrøde, som de rustikke almohader siden skulle høste.

Kameldriver i Afrika
Mange er myterne om de sidste lykkelige dage i al-Mutamids Sevilla. De muslimske kvinder begyndte at kaste sløret ligesom deres kristne og jødiske medsøstre, og på slottet forløb dagene med vin, musik og åndfuld tale. I moskeerne mumlede imamerne derimod forbandelser i skægget over sædernes forfald. Kongepoeten skabte en farlig indre fjende, samtidig med at den ydre fjende bankede på døren.

1000-tallet var en omvæltningstid. De kristne tog initiativet på Den iberiske Halvø, da muslimernes stærke centralmagt i Córdoba ikke længere eksisterede. I 1085 sendte det en chokbølge igennem den islamiske del af halvøen, at Toledo – en anden af de store taifa’er – overgav sig til de kristne generobrere.
Al-Mutamid ville hellere være kameldriver i Afrika end svinehyrde i Kastilien. Sådan svarede han rådgiverne, der advarede ham imod at bede om militærhjælp på den anden side af Gibraltarstrædet.
Almoraviderne (stadig ikke almohaderne - pas på ikke at forveksle dem!) satte over strædet og stoppede de kristnes fremmarch med en stor sejr i Sagrajas 1086. Få år senere vendte almoraviderne tilbage, ved denne lejlighed for at lægge al-Mutamid i lænker. Det lokale præsteskab konspirerede mod deres hersker. Det har sikkert ikke været svært for præsterne at overtale almoraviderne til at tage kontrollen med et rigere land end deres eget.

Således trængte den livsfornægtende islamiske fanatisme ind i andalusernes verden. ”Deres eneste ambition i livet er at drikke, lytte til sangerinder og more sig,” sagde almoraviderne misbilligende. Stilheden sænkede sig over al-Mutamids by, hvorom det hed sig, at når en musiker døde i Córdoba, blev hans instrumenter bragt til Sevilla for at finde en køber.

Stakkels al-Mutamid forsvinder ud af historien med en anekdote, der sandsynligvis er falsk, men rummer en højere sandhed ligesom alle gode anekdoter. Da ekskongen ankommer til sit eksil i Marokko, modtages han af en smædedigter, der godter sig over hans ulykke. Med stort besvær lister den lænkede al-Mutamid skoen af og finder den eneste guldmønt, det er lykkedes ham at smugle ud. ”Tag den for din ulejlighed - aldrig er en digter gået tomhændet fra mig.”

De nye fundamentalister
1000-tallet var også en omvæltningstid i Marokko. Landet havde ligget i indflydelseszonen mellem to islamiske kraftcentre, Córdoba i al-Andalus og Kairouan i Tunesien. Nu dukker det første af de store indfødte imperier op på scenen.

Almoraviderne var et hårdført saharafolk, hvis mænd bar slør, oprindelig for at beskytte sig imod ørkenens sand. Nyligt omvendte til islam, uforsonlige fundamentalister i hvem den nye tro brændte klart, kastede almoravidernes munkesoldater sig over de ældre civilisationer nær kysten. Naturligvis var de også begærlige efter mere frugtbar jord. Det var dem, som grundlagde Marokkos tidligere hovedstad Marrakech.

I Sevilla får man et godt indtryk af almoravidernes ambitioner i de velbevarede rester af bymuren, som ligger i bydelen La Macarena over for Andalusiens autonomparlament. Muren var en oval med en omkreds på mere end syv km. Den lå intakt indtil 1839, hvor byen omsider sprængte rammen, som almoraviderne havde lagt for dens vækst.

Almoravide-imperiet blev derimod en kort parantes. Erobrerne led en velkendt skæbne: De blev selv erobret af en overlegen civilisation, der alt for hurtigt åbnede deres øjne for livets behagelige sider og gjorde dem blødsødne. Fra graven fik al-Mutamid sin hævn!

Det var ikke et godt tidspunkt at slappe af. Almoravidernes sejr i Sagrajas 1086 havde ikke langvarig effekt på de kristne generobrere, som snart tog initiativet igen. Et par årtier inde i det nye århundrede kom almoraviderne desuden i defensiven i deres hjemland Marokko.

Sværdet synger igen
Historien gentog sig. En muslimsk mesias i Atlasbjergene skabte en bevægelse baseret på et strengt militært og religiøst hierarki. Det onde skulle bekæmpes med sværdet, det onde var alt uden for almohadernes fundamentalistiske univers. Ikke uden grund beskyldte almohaderne almoraviderne for at have svigtet koranens rigoristiske påbud, og de ryddede grundigt op. I Marokko - og naturligvis Andalusien - finder man stadig eksempler på almoravidernes militære arkitektur, men efterfølgerne jævnede de fleste religiøse og civile byggerier med jorden, eller byggede dem om, fordi dekorationen forekom dem for løssluppen og luksuøs.

På Nordafrikas kyst bredte almohade-imperiet sig over alle Magreb-landene og langt ind i kontinentets dyb: Mauritanien, Mali og Senegal. I 1147 rykkede de nye herrer ind i Sevilla, hvor de forbød musik. Musikken var altid det første, som vakte fundamentalisternes forargelse! Siden udstedte imperiets grundlægger et dekret om dødsstraf til personer, der ikke bad fem gange om dagen - og til den rigtige Gud.

Det var starten på en meget hård tid, det var starten på en blændende epoke, begge historier kan fortælles fra hver sin synsvinkel. I løbet af få årtier kom Sevilla til at stråle med en glans, byen ikke havde haft siden romertiden, fordi almohade-kalifferne gjorde byen til deres anden hovedstad og residensby på deling med Marrakech.

Vi er fremme ved tiden, hvor La Giralda - kronen på værket - blev opført i slutningen af 1100-tallet.
Vi er tilbage ved artiklens udgangspunkt. Det var en lang omvej, men det berømte tårn er umuligt at forstå uden at kende baggrunden i Andalusien og Marokko. I disse århundreder skal man ikke tænke på to forskellige lande, men en enkelt stat i kulturel, administrativ og politisk henseende. Marokkanerne sad med magten, andaluserne med kulturen. Det gav nogle spændinger, og i spændingsfeltet opstod bl.a. La Giralda.

Magtens sprog
Arkitektur er ideologi - magtens sprog i sten og mørtel. Herefter er det blot et spørgsmål om at finde en oversætter. Hvad fortæller La Giralda om almohaderne?

”Den gamle minaret er stadig Sevillas højeste bygning, men dengang var forskellen enorm, den var et vældigt fyrtårn, hvorfra Orwells Big Brother spejdede ud over en by i en og to etagers højde,” fortæller professor Rafael Valencia fra Filologisk Institut på Sevillas universitet.

Man skal et øjeblik abstrahere fra det nuværende renæssancespir og forestille sig et andet, lige så strålende, skønt knap så højt. Oven på tårnets base, de nederste to tredjedele, stod der et mindre tårn i samme stil. Øverst var der i stedet for sejrsgudinden et spid med fire vældige guldkugler, hvoraf den nederste ifølge nogle kilder havde en diameter på fire meter. De kostede 100.000 dinarer, da kaliffen Yaqub al-Mansur anbragte dem som minde om sejren over de kristne i Alarcos 1195.

Guldkuglerne - i realiteten bronze belagt med bladguld - skinnede i sydens sol som klare stjerner på daghimlen. Reflekserne var synlige på en dagsrejses afstand, hedder det i en samtidig rejsebeskrivelse. (Selv efter datidens forhold har det nu været en kort dagsrejse, men de muslimske kronikører smurte tykt på.)

Den strålende magt - symbolikken er nem at få øje på, men det er La Giraldas sobre base, som siger noget om magtens væsen.

Mange skandinaver føler sig instinktivt tiltrukket af almohadernes arkitektur. I modsætning til megen islamisk kunst er den ikke overlæsset, og noget ved dens spartanske virkemidler tiltaler en puritansk streng i vores egen sjæl. La Giralda er et digt i mursten, kulminationen af den geometriske skønhed, som islamisk kunst havde efterstræbt igennem århundreder.

Grafisk afbildning er ikke tilladt i islam - ikke dyr, ikke mennesker, ikke engang planter og blomster. Du må ikke efterligne Guds værk. For den allermest strenge fortolkning af skriften er der kun geometrien tilbage.
Dette er La Giraldas ideologiske budskab. En totalitær og kompromisløs Gud våger over Sevilla.

Religiøs intolerance
Hårde tider for kristne og jøder. Da almohaderne rykkede ind i al-Andalus, flygtede de heldige til de kristne riger i Nordspanien. Resten fik valget mellem sværdet og islam. Omkring 1150 var der tvangsomvendinger og tvangsforflytninger af store befolkningsgrupper. Nogle af dem sendtes til Marokko, hvor det var nemmere at banke dem på plads i den nye samfundsorden.

Dengang var der intet folkeregister, det er umuligt at skønne om ofrenes antal, men da de kristne generobrere et århundrede senere rykkede ind i byen, eksisterede jøderne og mozaraberne (de indfødte kristne) ikke længere som organiserede samfund. Derimod var der en kristen koloni af genovesere, som havde kommercielle forbindelser med almohaderne.

Sevilla med 40.000 indbyggere var Europas største by, hovedstad i et rigt land, men herskerne var nødt til at tillade en vis åbning mod omverdenen for at få fordel af rigdommen.

Den indre åbning var også uundgåelig. Jerntæppet var gået ned for andre religioner, men almohaderne slap alligevel ikke for en kulturtilpasningsproces ved kontakten med den andalusiske islam.

En pudsig litterær genre, som blev populær på denne tid, viser spændingen mellem de to folk. En andaluser og en marokkaner fremhæver fortrinnene ved deres respektive lande. Marokkaneren klarer sig fint i ordduellen, hvad der naturligvis dækker over, at i virkeligheden led han af et grundigt mindreværdskompleks. Andaluseren var klart førende inden for kunst og videnskab. Inden længe trængte han også marokkaneren i baggrunden i administrationen, ikke blot i Andalusien, men i Marokko.

Den intellektuelle revolution
Magtens facade ændredes ikke, men bag La Giraldas ideologisk korrekte ydre var der allerede sket en glidning. Mere komplicerede tankegange havde meldt sig.

Almohade-kaliffen Yusuf I var en stor mæcen, som bad andaluseren Averroes kommentere Aristoteles’ filosofi, så den blev nemmere at forstå. Averroes’ værk udkom i 1169 og sendte en rystelse igennem verden. Han var i realiteten en muslimsk fritænker, der mente, at religionen ikke burde stå i vejen for den frie tænkning.

Averroes var det logiske produkt af al-Andalus’ intellektuelle tradition, baseret på en aristokratisk overklasse, som siden islams barndom havde tilladt sig den luksus at vise intellektuel nysgerrighed. Før eller siden måtte studiet af de gamle grækere føre dem lige til kætteriets grænse.

Det er sværere at forstå, hvordan en ”kameldriver” kunne tillade og tilmed støtte denne aktivitet. Yusuf I var gledet ind i rollen som den oplyste taifa-konge, der opfattede det som sin embedspligt at støtte avantgarden inden for kunst og videnskab.

Det var en tid med stor økonomisk fremgang og militær sikkerhed, hvor Yusuf også kunne tillade sig at lege aristokrat. I nedgangstider er det derimod præsteskabets reaktionære budskab, der lyttes til.
Efter Yusufs død fik Averroes en overgang alvorlige problemer pga. sin bog, som et århundrede senere skulle få enorm indflydelse på det kristne Europas store intellektuelle revolution, renæssancen. Averroes’ egen verden bestod aldrig prøven.
I sidste instans var det Yusuf I, manden bag Sevillas Big Brother, som gav os Galileo, Newton og Einstein!

En stor byggeplads
La Giralda blev gjort færdig under sønnen Yaqub al-Mansur. Det samme gjaldt Yusufs andre byfornyelsesarbejder, som på knap tre årtier ændrede Sevilla mere end det foregående årtusinde.
Den store Moske kom op at stå på 12 år, og den var virkelig stor - en smule større end Córdobas for at markere det nye hierarki. (Arkitektur er som sagt ideologi. Tre århundreder senere tvang den samme logik de kristne til at bygge en katedral, der var en smule større end almohadernes gamle byggeri, og således fik Sevilla verdens største gotiske katedral.)

Hele Sevilla var en stor byggeplads i 1100-tallets slutning. Romernes 12 km lange akvædukt fra Alcalá de Guadaira blev rekonstrueret for at hente frisk drikkevand til paladset i Alcázar. I et par af byens gader, Luis Montoto og Eduardo Dato, ses akvæduktens sørgelige rester endnu.

På den anden side af Guadalquivir-floden skød Triana op, den første bydel uden for murene. På bredden ses fundamenterne af pontonbroen, som var i brug indtil 1852, hvor den nuværende bro (inspireret af Carroussel-broen i Paris) erstattede den.

Det forekommer ligefrem utroligt, at der var tid og penge til det hele. I 1198 - tre år efter sejren i Alarcos - blev fire kunstige satellitter hejst op på Sevillas himmel. Ved La Giraldas fod har kaliffen Yaqub al-Mansur følt sig lige så uovervindelig som andre herskere af historiens mange tusindårsriger.

Der var præcis 14 år til katastrofen i Navas de Tolosa, hvor de kristne fik hævn for Alarcos. Det virker, som om almohade-riget med sine modsigelser altid forblev et brutalt militærdiktatur, ude af stand til at rejse sig efter det første alvorlige tilbageslag. Magten var baseret på befolkningens frygt, ikke på et interessefællesskab.

”Hende som drejer”
La Giralda har ikke trapper, men ramper, praktisk for den aldrende imam, som tog æslet, når han fem gange om dagen skulle kalde de troende til bøn fra minaretens top. Fodgængerne kan hvile ud i de dybe vinduesnicher, hvor de for hver runde har en stadig mere fantastisk udsigt over byens tage. Der er ialt 34 ramper, fulgt af en trappe, som fører op i klokketårnet under mylderet af store og små klokker.

Efter Navas de Tolosa blev hele Guadalquivirdalen rullet op i de følgende årtier. I 1236 faldt Córdoba, i 1248 kom turen til Sevilla. Takket være den kristne kronprins blev La Giralda bevaret uden ændringer indtil 1356, hvor det berømte spir med kuglerne faldt ned under et jordskælv. I første omgang erstattedes det af et ret ynkeligt klokketårn, indtil der blev råd til det eksisterende renæssancespir.

Det stod færdigt i 1568 og blev kronet med sejrsgudinden, der i folkemunde kom til at hedde La Giralda (”hende som drejer”). Sejrsgudinden er en halvanden tons tung broncestatue, der takket være skjoldet fungerer som vejrhane. På et tidspunkt begyndte folk at kalde tårnet med det samme navn, hvorefter statuen skiftede navn til El Girandillo.

Sejrsgudinden er et finmekanisk præcisionsarbejde fra kanonstøber Bartolomé Morels værksted. Hun blev taget ned til sit første serviceeftersyn i 1997, da hun fyldte 429 år. I løbet af de sidste årtier havde den moderne trafikos tæret mere på hendes bevægelige dele end alle de foregående århundreder.
Under serviceeftersynet blev hun erstattet af en tro kopi, som man egentlig havde tænkt sig at lade blive siddende, men det stødte på modstand i byen. Nu er det atter den originale Girandillo, der spejder ud over byen, mens folk kan studere kopien foran katedralens indgang.

Det nye babelstårn
Traditionerne vejer heldigvis tungt i Sevilla. Der var også en heftig debat, da den nye sparekassefusion Cajasol præsenterede sit projekt om byens første moderne skyskraber, men ved den lejlighed hjalp protesterne intet. De prellede af på en magt, der i vore dage er lige så indiskutabel som religionen var førhen, nemlig storkapitalen. I år 2010 vil direktionen af Andalusiens største pengeinstitut kunneg skue ud over byen fra toppen af 180 meter og 43 etager, der rejses på La Cartuja - udstillingsområdet for verdensudstillingen Expo ’92.

Tiden vil vise, om de nye arkitekter også formår at skabe noget ekstraordinært, der rækker ud over bygherrernes egen horisont. Om 800 år kender vi svaret.

pod.

---

Bymuren
I bydelen Macarena ligger de velbevarede rester af almoravidernes gamle bymur. Den blev siden forstærket af almohaderne, så byggeriet er fra begge epoker.
For blot 200 år siden kunne det meste af byen stadig være inden for muren, men så begyndte den at stå i vejen for fremskridtet, og størsteparten blev revet ned.

---

Guldtårnet og Sølvtårnet
Nede ved floden byggede almohaderne i 1220 Guldtårnet (Torre de Oro), et fremskudt forsvarsværk, hvorfra floden kunne spærres for sejlads med en solid kæde til den anden bred. Det lille spir er en koket tilføjelse fra 1700-tallet.

Tårnet var almohadernes sidste vigtige konstruktion, og det hjalp dem ikke - efter slaget ved Navas de Tolosa lod den kristne fremrykning sig ikke længere stoppe.
Navnet er et mysterium. Det mest sandsynlige er, at Guldtårnets top var dekoreret med gyldne kakler. Turistguidernes populære historie om galeonernes guldskatte, der blev udstillet i tårnet, savner dokumentation. I dag rummer tårnet et lille marinemuseum.
De færreste ved, at Sevilla også har et Sølvtårn (Torre de Plata). Fra Alcázars fæstning gik der en lang forbindelsesmur ud til det tolvkantede Guldtårn. Muren er borte, men på halvvejen ligger det ottekantede Sølvtårn. Fra gaden (Calle Santander) er det næsten skjult, men du kan gå ind på en lille parkeringsplads og se det.

---

Puerta del Perdón
Når du forlader katedralens Appelsinpatio efter besøget i La Giralda, sker det gennem Puerta del Perdón, i sin tid hovedindgangen til almohadernes moske. Den tunge træport er beklædt med bronze, og de tunge dørhåndtag - ligeledes i støbt bronze med fine graveringer - er fornemme eksempler på tidens håndværk.

Puerta del Perdón er et af de få spor af den gamle moske. I Appelsinpatio’en står brønden, hvor de troende rensede sig, inden de trådte ind i templet. En anden af patioens indgange, Puerta del Lagarto, er også en rest af almohadernes byggeri.

---

Når du bli’r sulten
Bag La Giralda ligger det gamle jødekvarter Santa Cruz, i dag Sevillas hyggeligste kvarter med små intime torve, forbundet af snævre gyder, masser af forretninger med håndlavede guitarer og håndmalede vifter, og endnu flere restauranter, hvoraf de fleste ser gamle ud.
Ved spisetid skal du imidlertid ind i et pizzeria, der ligger i gaden Mesón del Moro nr. 6. Maden er god og priserne rimelige. Og så er det slet ikke så moderne, som det ser ud fra gaden. Inden for døren befinder du dig i en af almohadernes badstuer, meget restaureret, men trofast mod originalen og let genkendelig.
Tilsyneladende er det meste fra denne epoke forsvundet, men andre steder i Sevilla træder man lige så uventet ind i 1100-tallet bag en facade af langt nyere dato.

---

Patio del Yeso
Sevillas Alcázar er Europas eneste kongeslot, som i tusind år har været beboet uden ophør. I virkeligheden består det af to slotte, Alfonso X’s gotiske slot, og mudéjar-slottet, som senere opførtes af Pedro I ”Den Grusomme”. Desuden ligger der rester af mange tidligere slotte, som på et tidspunkt ikke længere tilfredsstillede beboernes krav til komfort.

Almohade-paladset var et af dem, som forsvandt. Heldigvis ligger den fantastiske Patio del Yeso tilbage, et delikat stukarbejde i gips, som straks leder tanken hen på Alhambra i Granada. Ikke uden grund - her på dette sted hentede Granadas arkitekter inspirationen, da Sevilla allerede var på kristne hænder. Således blev den islamiske kunsts tradition ført videre. Efter almohadernes fald var Granada det sidste islamiske kongedømme på Den iberiske Halvø, som ved hjælp af skiftende alliancer og massevis af held overlevede i 250 år til.

---

Skibsværftet
Alfonso X - Sevillas anden kristne konge efter almohadernes fald - grundlagde i 1254 et vældigt skibsværft, Atarazanas Reales, bestående af 17 sammenhængende haller. I virkeligheden er Alfonsos skibsværft en fortsættelse af almohade-skibsværftet fra 1184. De eksisterende haller rummer dele af det oprindelige murværk, og deres udseende er nok ikke så forskelligt.
Fra gaden (Calle Temprado) får du ikke mistanke om hallernes eksistens ved første blik. Træder du ind gennem porten til ”Maestranza de Artillería”, befinder du dig i de syv bedst bevarede haller, hvor tømrernes arbejde endnu synes at genlyde under de vældige murstenshvælvinger. Bygningen blev i 1700-tallet taget i brug som artillerifabrik og -depot, så op til vore dage har den haft en militær anvendelse.

---

Turistkontor
Avenida de la Constitución, 21B (foran katedral)
Tlf. 954 78 75 78 - 78 75 80
Fax: 954 78 75 79
Mail: otsevilla@andalucia.org

På Nettet
www.turismo.sevilla.org (byen)
www.turismosevilla.org (provinsen)

---

Udflugter
Der er to udflugter, som kan anbefales ved det første besøg i Sevilla, hvor det gælder om at få et overblik over byen. Begge starter ved Guldtårnet.
Sevilla Tour er en stå-af-og-på turistrute, der passerer alle byens vigtigste seværdigheder. Denne rute har i modsætning til konkurrenten kommentarer på dansk.
Ved flodbredden er der udflugter (speaker på spansk og engelsk) af en times varighed op og ned ad floden. På sejlturen får man indtryk af Guadalquivirs historiske betydning: Floden var simpelthen byens hovedgade.

---

De to bredder
Den vigtigste almohade-arkitektur ligger i Sevilla, men du finder sporene overalt i Andalusien - og naturligvis Marokko. Dengang talte man om ”de to bredder”, men det samme land på begge sider af Gibraltarstrædet. Således er et besøg i Sevilla en glimrende introduktion til et senere besøg i Marokko, hvor to berømte minareter i Marrakech og Rabat ligner La Giralda på samme måde, som gotiske tårne kan ligne hinanden i det kristne Europa.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---