
Endnu et nytårsforsæt
Skrevet af Solkysten
De fleste af os gør det hvert år - lover os selv en hel masse i form af nytårsforsætter. De få af os, der holder dem, gør det sikkert kun i en kortere periode.
Som dyreinteresseret læser er der et enkelt nytårsforsæt, du bør overveje alvorligt. Du kan hjælpe mange dyr, hvis du beslutter dig for at gå helhjertet ind for sagen. Alle dyreinternater bliver bombarderet med: “Jeg har et problem, I må hjælpe mig med.” Det er meget sjældent, der bliver sagt: “Jeg ved I har problemer. Hvordan kan jeg hjælpe jer?”
Alle disse organisationer har brug for hjælp. Der er aldrig personale nok, der er aldrig penge nok - det eneste der er nok af er dyr, der skal passes. Du kan gøre en stor forskel, men det er noget, du skal overveje nøje. Hvis man ikke har mulighed for at binde sig til at komme regelmæssigt, skal man hellere lade være med at tilbyde sin assistance. Internatet er nødt til at kunne stole på deres hjælpere. Det duer ikke at have den indstilling, at “man er jo frivillig, så man kan komme når det passer én”.
En af de faste medhjælpere i et dyreinternat fortalte mig, at det de virkelig har brug for er folk, der vil smøge ærmerne op og få arbejdet gjort - ikke folk i Gucci-sko, der kommer om søndagen for at gå tur med en sød lille hund - altså hvis vejret er godt. Der er brug for folk med begge ben på jorden, folk der vil muge ud, børste dyrene, deltage i den almindelige vedligeholdelse og gå tur med hundene uanset vejret.
Jeg vil ikke nævne alle områdets organisationer, for der er så mange, at jeg sikkert glemmer nogle, og det ville ikke være fair. Spørg dig for og kig i de lokale aviser, hvis du er interesseret. Du skal nok finde nogle, der har brug for en ekstra hånd.
Hvis du ikke har mulighed for at hjælpe dem ved fysisk arbejde, kan du overveje at give økonomisk hjælp. Her skal du så have et enkelt godt råd: vær sikker på at papirerne er i orden, at det er en registreret hjælpeorganisation underlagt myndighedernes kontrol. Det er almindelig sund fornuft, og hvis organisationen ikke er registreret, er der formentlig en grund til det - og så kan man spørge sig selv hvad den mon kan være.
Peter Harrison
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2006


