Bortset fra Syrien og Palæstina har ingen anden region i verden så stor koncentration af borge og fæstninger.
Gennem hele middelalderen bølgede kampen mellem kristne og maurere frem og tilbage på Jaéns marker. Starten gik i 1212, da de kristne generobrere trængte over Sierra Morena bjergkæden og ikke forlod Andalusien igen.

Sierra Morena er Andalusiens naturlige grænse til det øvrige Spanien, og borgen i Vilches var de kristnes første permanente brohoved på den andalusiske side. Maurerne skyndte sig at befæste Giribaile-højen lige over for. Så sad parterne og kiggede over til hinanden, indtil de var klar til næste styrkeprøve. Hele processen tog 300 år.

Set med det perspektiv, som tiden giver, blev grænsen langsomt og ubønhørligt skubbet mod syd, til maurerne var trængt ud af landet. Men tæt på bliver billedet mere forvirrende, for i løbet af tre århundreder lærer man at leve med fjenden.
Krigen behøver ikke slå skår i et godt naboskab, tænkte fæstningbyen Jaéns kristne kommandant Iranzo, som i julen 1462 inviterede sin mauriske kollega i Cambil til fest og modtog ham med store æresbevisninger. Få måneder senere rykkede Iranzo i felten og belejrede gildebroderen i dennes borg.

Det var krig, det var dagligdag, og det stod på i generationer. Ind imellem førtes krigen med stor grusomhed på begge sider, men ved andre lejligheder mindede den om et forholdsvis civiliseret skakparti, hvor begge parter tager sig god tid til at overveje næste træk.

I dag kan vi i lige så god ro og mag spille partiet igennem på en køretur gennem olivenprovinsen. Der er mere end 400 borge. Mange ligger i ruiner, men et hundredetal våger stadig over landskabet, der skiftevis er blidt og vildt - som historien selv.

Mellem ulve
Kastiliens Alfonso VIII forberedte sig grundigt, da han op til 1212 forberedte sig på at trænge ind i Andalusien.
Alfonso fik paven til at udnævne foretagendet til et korstog. Dermed sikrede han sig hjælp af mange frivillige, men Alfonsos motiv var lige så meget frygten for, at Nordspaniens andre kristne konger skulle falde ham i ryggen efter krigsudbruddet. Han stolede på, at truslen om bandlysning ville lægge en dæmper på deres lyster i så henseende.

Episoden fortæller meget om middelalderens intrigante miljø, hvor både kristne og maurere ofte havde grund til at frygte forræderne på deres eget parti lige så meget som fjenden.

Alfonsos hær kom ind i Andalusien gennem Spaniens flotteste bjerglandskab, skønt det er tvivlsomt, om mændene har haft blik for den slags.

I bjergpasset Despeñaperros er omgivelserne så vilde og ufremkommelige, at Sydspaniens sidste ulvebestand den dag i dag overlever i den nuværende naturpark. Langt nede bugter motortrafikvejen mellem Andalusien og Kastilien sig rundt om bjergenes fod, men i 1212 var der ingen motorvej. Alfonsos tropper fulgte de gamle veje under forrevne bjergtinder, hvor terrænet i militær henseende er som skabt til et baghold.

Vi kan gå Alfonsos mænd i møde på en fire km. lang spadseretur gennem skoven til ruinerne af Castro Ferral, den første fæstning i Andalusien, som spærrede vejen for den fremrykkende hær.

Musefælde
Calatrava-ordnens munkesoldater havde erobret Castro Ferral under et af de kristnes tidligere fremstød, men måtte forlade fæstningen igen. Denne gang gik det nemmere. Den mauriske besætning flygtede ved synet af de kristne kolonner, men det betød ikke, at vejen lå fri. Maurerne ventede, at modstanderne ville fortsætte fremstødet gennem Losa-kløften, en sand musefælde om hvilken det hed sig, at tusinde mand kunne forsvare den mod resten af verden.

På dette kritiske tidspunkt viste Sankt Isidro Labrador sig for de kristne og tilbød sin hjælp. Efter skik og brug ved den slags lejligheder havde helgenen forklædt sig, og som hyrdedreng ledte han de kristne uden om bagholdet ad en anden rute. (Naturligvis kan det ikke udelukkes, at det virkelig drejede sig om en hyrdedreng. De kristne havde også mindre mytologiske forbundsfæller.)

Alfonsos tropper nåede sikkert over og forskansede sig på et højdedrag, der i dag kendes som Mesa del Rey. Her brugte de nogle dage på at komme til kræfter efter den anstrengende march. Maurerkongen al-Nasir havde slået sin lejr op et stykke borte på Loma de Las Viñas. Denne genkendes nemt, for her er Junta de Andalucía langt med opførslen af et stort museum om de følgende dages blodige begivenheder.

På vippen
Ved daggry den 16. juli forlod de kristne Mesa del Rey og indledte slaget, der er gået over i historien under navnet Navas de Tolosa. I virkeligheden fandt slaget sted flere km. fra denne lokalitet.

I den dybe skovstilhed, som i dag hviler over scenen, må man lukke øjenene og forestille sig, hvordan muslimernes sædvanlige kampskrig og dundrende krigstrommer sled på nerverne, mens pilene regnede ned over angriberne. De træfsikre bueskytter var al-Nasirs bedste våben, og nogle riddere kæmpede videre med så mange pile i kroppen, at de lignede pindsvin.

På et tidspunkt så Alfonso sit nederlag i øjnene, men hans strategi med at holde de bedste styrker i beredskab gjorde udslaget, da situationen så værst ud. Den kristne bagtrop kæmpede sig igennem kødranden af muslimske fanatikere omkring al-Nasirs lejr. For at vinde retten til paradiset, havde muslimerne ladet sig begrave til knæene eller binde til hinandens ben, så flugt var umulig. Inde i lejren havde de kristne til gengæld initiativet, fordi bueskytterne ikke kunne arbejde i vrimlen. Her modtog muslimernes al-Andalus dødsstødet, selv om dødskampen kom til at vare længe endnu.

I de følgende dage trængte Alfonsos tropper længere ind i Andalusien og erobrede flere æstninger. Baeza og Úbeda var de første vigtige byer, som faldt i kristne hænder. Sidstnævnte var fuld af flygtninge, og byen forsøgte at købe sig fri for en million gud-maravedier. Feltpræsterne havde ikke glemt, at det var et korstog, og forbød enhver handel med de vantro. Så blev Úbeda stormet og befolkningen hugget ned, efter at slavehandlerne havde sorteret de egnede varer fra.
Og Alfonsos hær trak sig midlertidigt tilbage til Kastilien, tungt belæsset med bytte, men forfulgt af en dysenteri-epidemi, som gjorde en strategisk tilbagetrækning tilrådelig.

Opslidelseskrig
Alfonso VIII’s efterfølgere rullede hele Guadalquivir-dalen op i de næste årtier, hvor Córdoba, Sevilla og Cádiz efter tur føjede sig til Kastiliens besiddelser.

Erobringen af det vestlige Andalusien var overstået i løbet af et halvt århundrede, men feltoget mod syd kom til at strække sig over næsten 300 år.

Jaén-provinsen blev grænseland mellem de nye kristne territorier og maurernes sidste bastion i kongeriget Granada. Derfor skal turisten køre mod Granada (og Málaga) for at studere sporene af den udmattende opslidelseskrig.

Baños de la Encina er der ingen som kører udenom. En af Europas ældste og vigtigste middelalderborge blev opført i 968, da kalifatet i Córdoba befandt sig på toppen af sin magt og velstand. Borgen skiftede flere gange hænder, men efter 1225 forlod de kristne den ikke igen.

14 vagttårne flankerer borgens høje sider, hvortil kommer et femtende og større tårn af nyere dato. Det er det såkaldte ærestårn (”torre de homenaje”) som de kristne plejede at bygge for at markere erobringen af en maurisk fæstning. Udover symbolikken havde tårnet et mere praktisk sigte, idet det fungerede som en fæstning i fæstningen, hvis denne skulle komme under belejring.

Den enorme borg hviler som en mørk skygge over landsbyen af samme navn. Middelalderkvarteret omkring borgen er med til at gøre besøget her til en af de mest autentiske oplevelser på Jaéns fæstnings-rute.

Overdraget
Den nuværende provinshovedstad Jaén udgjorde en betydelig risiko for de kristne på vejen mod vest - gennem Guadalquivirdalen. Efter nogle mislykkede belejringer blev problemet løst uden vold, for i 1248 overdrog Granadakongen al-Hamar fredeligt fæstningen på det uindtagelige bjerg til de kristne. Samtidig aflagde al-Hamar ed som vasal af Kastiliens Fernando III og kom ham til hjælp med 500 ryttere, da Fernando indledte belejringen af maurerkongen i Sevilla.

Al-Hamar var realpolitiker. Mens han hjalp til med at demontere resten af maurernes andalusiske rige, fik han en frist til at konsolidere sit eget kongedømme. Det lykkedes så godt, at Granada overlevede indtil 1492. Fredstraktaten med Kastilien narrede i øvrigt ingen. Begge parter var altid parat til at bryde den, så snart modparten slækkede agtpågivenheden en smule.

Jaéns borg (der blev omdøbt til Santa Catalina) rummer museum og et Parador-hotel, hvorfra alene udsigten er pengene værd. Men hotellet vækker i øvrigt modstridende følelser. Det virker meget middelalderægte med detaljer som det åbne ildsted, der har plads til en hel okse. Men det ægte ligger under hotellet, der for 40 år siden blev placeret pladask oven på borgens ældste og mest forfaldne dele.

Legender
I Martos ligger to vigtige fæstninger, som efter Jaéns overgivelse markerede grænsen mellem Kastilien og Granada. De var sande tennisbolde i spillet om Andalusien. På vejen op til Castillo de la Peña i 1003 meters højde kan man forestille sig, hvad hver erobring og generobring har kostet i blod. Fantasien arbejder så meget nemmere, fordi sidste halvdel af vejen er til fods.

Efter at have erobret borgen i 1312 var Fernando IV måske vel hastig med at dømme to kristne adelsmænd til døden for et drab, de nægtede sig skyldige i. Dommen blev eksekveret på original vis ved at spærre de dømte inde i hver sit jernbur, som man derpå smed ud fra bjergets top. ”Inden en måned skal du selv møde for den himmelske retfærdighed,” truede de dømte, inden de trimlede ned ad bjerget. Og minsandten - Fernando IV gik over i historien med tilnavnet El Emplazado (”Den Indstævnte”), for præcis en måned senere vågnede han ikke op igen af en fredelig siesta.

Vejen til Granada er ikke blot brolagt med borge, men med legender. Inden sin fatale fiesta slap Fernando uden en skramme fra det langt mere risikable foretagende, som var belejringen og erobringen af en anden omstridt grænsefæstning, Alcaudete.

Den bør man heller ikke køre forbi. Borgen er en af Spaniens bedst bevarede, og et helt typisk eksempel på hvordan en middelalderfæstning var indrettet. Man kan køre til den i bil, men oplevelsen forstærkes, hvis man forsøger at finde vej til fods gennem labyrinten af snævre gyder i den gamle medina - maurernes by.

Den bløde bug
På dette tidspunkt i historien havde generobringen bragt selve Granada i fare. I 1341 rykkede de kristne et skridt nærmere med erobringen af nabofæstningen Alcalá la Real. Ind imellem gjorde maurerne forgæves forsøg på at vende udviklingen, men i lang tid gjorde de kristne heller ikke fremskridt, fordi Kastilien blev optaget af magtkampen mellem kongen og feudalherrerne. Sidstnævnte havde fået mere og mere land, som grænserne rykkede frem, og de ville også have mere magt.

Først i 1481 blev den lunkne krig varm, da Granada-kongen Muley Hacen uforsigtigt overfaldt den kristne nabolandsby Zahara i en af de vante grænse-skærmydsler. Han overså, at de kristne igen havde fået en stærk kongemagt efter brylluppet mellem Kastiliens Isabel og Aragoniens Fernando, der er gået over i historien som Det katolske Kongepar. Deres svar på udfordringen var formidabelt: Ti års total krig, som i 1492 satte punktum for maurernes epoke.

Granadas dødskamp og fald er en historie for sig selv. Hovedstadens skæbne blev i realiteten beseglet nogle år forinden, da fæstningerne i Moclín og Íllora overgav sig til fjenden. Det nye våben - kanonen - gjorde udslaget. Maurerne havde også kanoner, men færre og af mindre kaliber. Desuden var kanonen på dette tidspunkt i militærhistorien først og fremmest egnet til at prikke hul på fæstningsmurene, mens forsvarerne havde mindre gavn af dem.

Efter tabet af fæstningerne i Moclín og Íllora havde Montefrío ikke andet valg end også at overgive sig i juni 1486, og hermed tabte Granada skjoldet foran sin bløde bug vega’en - den frugtbare, men forsvarsløse slette foran byen.
Den fri og flotte udsigt fra toppen af Montefrío siger det hele. Her kan man passende sætte punktum for en udflugt ad Jaéns Fæstningsrute med et besøg i kirken, som De katolske Konger lod renæssance-mesteren Diego de Siloé rejse for at markere sejren. Den rummer også museum.

Krig og fred
Fæstningsruten har ført igennem et Jaén, der landskabsmæssigt er meget mere afvekslende end de triste, sandede olivenmarker, som mange ser for sig, når provinsen kommer på tale. Fæstningerne ligger af gode, militære grunde ofte på stederne med den bedste udsigt.

Foran de gamle mure bliver man mindet om krigen. For at gøre oplevelsen komplet, skal man endnu engang huske, at i pauserne mellem slagene gik tingene ofte forbløffende civiliseret til.

Nogle særlige embedsmænd - de såkaldte alfaqueques - havde tilladelse til at arbejde på begge sider af grænsen. Dem brugte man til at handle med hinanden, og man handlede ikke blot med korn og kvæg. Hvis f.eks. maurerne havde bortført en kristen, samarbejdede den kristne alfaqueque med sin mauriske kollega om at opspore fangen og forhandle om en løsesum.

Engang imellem nåede man ikke til enighed om prisen. Så kunne slægtningene i stedet henvende sig til en almogávar - en anden af de særlige grænselands-professioner. Almogávar’en kan man kalde landjordens svar på havets fribytter, en mand med licens til det hele, blot det foregår i modstanderens lejr, og kongen får sin faste del af byttet. I det nævnte tilfælde kunne almogávar’en tage en maurisk fange, som man derpå udvekslede med den kristne. I et gammelt dokument om en sådan udveksling får man indtryk af, hvor dagligdags det altsammen var. ”Mine hilsner til byrådet,” slutter maureren sit brev, hvori han bekræfter aftalen.

I Granada blev forholdene med tiden forfærdelige for tusinder af kristne slaver, der efter dagens slid blev spærret inde i dybe, underjordiske fangehuller. Endnu værre var det i Ronda, hvor slaven hele dagen bar vand op ad den endeløse trappe fra floden langt nede. ”Gid du må dø i Ronda,” lød en kendt forbandelse blandt de kristne.

Midt i det hele skete det, at en kristen dronning drog til grænsen for at opleve lidt rigtig krig. Hun ankom på et dårligt tidspunkt, hvor maurerne havde trukket sig tilbage bag murene i deres fæstning. Da de hørte om dronningens skuffelse, slog de straks porten op og drog ud på sletten for at give opvisning i ridekunst og våbenbrug.
Det var krig, det var dagligdag, og det stod på i generationer.

pod.

---

Fæstningsruten (se kortet i bunden af artiklen)
Fæstningsruten starter i det gamle Kastilien, går igennem Jaén-provinsen (som er genstanden for denne reportage) og slutter i Granada-provinsen.
Turistmyndighederne istandsætter og indretter de historisk mest interessante fæstninger på ruten. Projektet føres ud i livet i årene 2005-08, så alt står altså ikke parat til turisten i dette øjeblik. Nogle steder kommer man ind, andre steder må man nøjes med at beundre tingene udefra.
Man bør følge ruten fra nord til syd. På den måde oplever man tingene i kronologisk rækkefølge. Fæstningsrutens historie drejer sig om 300 års kamp for at vriste Andalusien fra muslimerne.
Rutens centrale punkt bliver museet, som stadig er under opførsel i Despeñaperros bjergpasset. I Despeñaperros’ besøgscenter ”Puerta de Andalucía” får man indtil videre besked om Castro Ferral fæstningen og slagmarken fra 1212, som vi har gjort til udgangspunkt for vores udflugt. De andre lokaliteter, som beskrives i artiklen, finder man nemt ved hjælp af ethvert vejkort.

“Puerta de Andalucía”,
Parque Natural de Despeñaperros
Motorvejen Málaga-Madrid km. 257
Tlf: 953 664 307

Turistkontor
Oficina de turismo
C/ Maestra 13, Jaén
Tlf: 953 242 624

På Nettet
Fæstningsruten:
www.castillosybatallas.com (kun på spansk)
Turisme i Jaén-provinsen:
www.promojaen.es (spansk og engelsk).

---

Tre slag der ændrede historien
Fold det moderne vejkort ud, så ser du at Andalusiens vigtigste motorveje mødes i den lille by Bailén i Jaén-provinsen. Herfra går den eneste vej til det indre Spanien igennem bjergpasset Despeñaperros, og derfor har kontrollen med egnen altid været vigtig.
Slaget i 1212 var starten på den kristne generobring af Andalusien, men to andre slag ændrede også historien.
På Bailéns marker sejrede Scipio Afrikanerens romerske legioner i 208 fvt. over Kartagos hær. Det var starten på romernes erobring af Den iberiske Halvø, og slutningen på den trussel, som Kartago-generalen Hannibal udgjorde for Rom. Hannibal (der var gift med en iberisk prinsesse fra Cástulo, det nuværende Linares) havde krydset Alperne med sine tunge kampvogne, elefanterne. Efter nederlaget i Bailén blev Hannibal isoleret i Italien uden forbindelse med sit bagland.
I 1808 led Napoleons tropper et nederlag i Bailén, som vakte kolossal opsigt i hele Europa. Det var starten på den spanske uafhængighedskrig, og det første tegn på, at kejserens tropper trods alt ikke var uovervindelige.

---

Generobringens to faser
De kristnes generobring af Andalusien havde to faser. Mod vest tog det 50 år, mod syd varede processen 300 år.
Kronologisk forløb begivenhederne således:
711 - Maurerne gør landgang i Tarifa. På få måneder besætter de størsteparten af Spanien med en blitzkrig. De kristne i Nordspanien starter generobringen, der efter 500 år har nået Andalusiens grænse.
1212 - Efter Navas de Tolosa slaget starter generobringen af Andalusien.
1236 - Córdoba generobres.
1248 - Sevilla generobres.
1262 - Cádiz generobres.
1487 - Málaga generobres.
1492 - Granada generobres.

---

De arabiske bade
Jaéns gamle centrum med stejle gyder ved fæstningsbjergets fod har sin charme. En del af charmen skyldes også, at Jaén ikke netop er overrendt af turister. I den gamle by finder man den bedst bevarede arabiske badstue fra epoken. Den ligger i kælderen af Palacio de Villardompardo, som i de øvre etager har to museer for henholdsvis folkekunst og naivistisk kunst.

---

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---