Eller sagt på en anden måde: At det føles som om, tiden accelererer og løber hurtigere og hurtigere, jo ældre vi bliver?

Nu er barndomsminder jo noget vældig subjektivt noget, men jeg synes at erindre endeløse sommereftermiddage, som jeg tilbragte med familien ved stranden på Samsø. Duften af marehalm og saltvand, og vi unger, der skiftevis pjaskede hvinende rundt i vandkanten eller byggede sandslotte med imponerende voldgrave og fine muslingeskals-dekorationer. Madpakker - med lidt sand på æggemaden - solcreme, afslappede forældre med halvt lukkede øjne, der sagde "Mmmm", når man spurgte dem om noget.

I dag synes jeg, at jeg blinker - og dagen er gået. Og det skyldes ikke kun det faktum, at dagene ER korte i februar. Jeg blinker igen. Og det er blevet næste uge. Eller marts. Eller min næste fødselsdag.

Jeg ved, at jeg ikke er alene om at føle, at tiden løber mellem fingrene som det fine hvide strandsand, jeg legede med på Nordby Østerstrand i 1968. Vi taler alle sammen om den - tiden. Drømmer om at få mere tid. Til hinanden. Til fritidsinteresserne. Til børnene. Og det er ikke noget nyt fænomen. Det er bare som om, det bliver værre...
I sen-firserne snakkede Yuppi-forældrene om "kvalitetstid". Det var ikke et spørgsmål om, hvor meget tid vi bruge med børnene - men om hvordan vi brugte den. Pladder!

"Kvalitetstids-børnene" var den første generation, der voksede op stort set helt uden, at deres forældre havde haft indflydelse på deres opvækst. Det var overladt til pædagogerne. Der fik penge for at have tid. Siden har vi skåret godt og grundigt i normeringer i børnehaver og fritidsinstitutioner i Danmark, så NU har pædagogerne heller ikke tid længere!

I dag er vi alle sammen mere eller mindre on-line hele døgnet. De unge ligger under dynen og SMS'er med vennerne den halve nat og møder stressede og søvnige i skole næste dag. Og vi andre har både labtop-computeren og mobiltelefonen med i sommerhuset - og kan blive helt elendige, når det går op for os, at det sommerhus, vi har lejet, ligger uden for GSM-nettet. Panik! Personligt holder jeg meget af en lille hytte, som mine venner, der bor mellem Cómpeta og Torrox Pueblo, lejer ud - men jeg får stress af at være der. Der er nemlig intet GSM-net...

Så - mens teknologien æder sig ind på vores tid fra den ene side, forsøger vi at købe os tid til den anden side. For eksempel var der samtalekøkkenet. Alle danskere skulle pludselig have et samtalekøkken. Vi byggede om, skabte plads. Og sandheden er, at danskerne aldrig har lavet så lidt mad selv - eller stået så kort tid i køkkenet - som netop nu.
Det er tankevækkende at sammenligne et gennemsnitligt dansk samtalekøkken med et traditionelt andalusisk køkken. De spanske kvinder laver - stadig - meget mere mad til deres familier. Men deres køkkener er meget mindre. Måske de HAR fundet ud af, at der ingen sammenhæng er mellem kvadratmeter og tid.

Da alle danskere havde fået samtalekøkkener - men ikke mere tid - måtte man prøve noget andet. Det blev badeværelset, der - ved hjælp af massive investeringer - skulle omdannes til husets velvære-tempel med japansk Feng Shui-minimalisme, æteriske olier, duftlys og hele balladen. Vi drømte om at ligge og nippe hvidvin i jacuzzien i timevis sammen med den udkårne. Men hvad blev det til? Et hurtigt brusebad - og så ud af døren som sædvanligt.

Den nyeste boligtrend er også lidt japansk inspireret. Her bygger vi soveværelse og badeværelse mere eller mindre ud i ét. Om det er meningen, at vi så skal tilbringe timevis i sengen, mens vi beundrer udsigten til Philippe Starck-interiøret i badesektionen, skal jeg lade være usagt. Sandheden er alligevel, at der ikke er plads til den slags ekstravagancer på mine 90 kvadratmeter husmandssted.

Og jeg er også bange for, at selv hvis jeg væltede et par bærende vægge, ville jeg ikke få mere tid. Tid er nemlig ikke noget, vi kan købe os til. Jeg mener - vi HAR jo forsøgt...

En ung reklame-løve, jeg samarbejder med, har måske fundet en del af svaret på, hvordan vi finder mere tid. Han har meddelt sine venner, at han ikke svarer på SMS'er, så de skal ikke ulejlige sig. Og han har fundet ud af, at han ikke går glip af noget - er det vigtigt, ringer de alligevel. Næste skridt er, at han slukker mobiltelefonen helt. Men det er han vist ikke klar til endnu.

Men gjorde han det nu, ville næste skridt være at lade være med at gå på nettet og tjekke sine e-mails, når man har fri. Så var der kun kort vej til det ultimativt store skridt: At smide TV'et ud.

Sikke en masse nærvær, man ville få. Al den tid og intet til at forstyrre. Man kunne læse en god bog. Gå lange ture med familien. Banke ægtefællen i Trivial Persuit. Spille bold med sønnike. Bygge en drage til datteren. Besøge bedsteforældrene, der ellers altid klager over, at de unge aldrig har tid.

Nå, dét var måske nok også lige radikalt nok. Og nu MÅ jeg løbe! Der er kommet 15 nye, ubesvarede e-mails, mens jeg har siddet her og skrevet...

Ak ja, som tiden dog løber!

Naia Bang / Texthuset

---

Har du en kommentar? Skriv til journalist naia@texthuset.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---