
La alegría de vivir (Glæden ved at leve).
Picasso fejres
Skrevet af Solkysten
Den 25. oktober er det 125 år siden, det 20. århundredes sikkert mest kendte kunstner Pablo Picasso fødtes i Málaga.
Det franske Picasso-museum i Antibes har for første gang udlånt kunstnerens værker, der blev til i de på en gang glade og vanskelige efterkrigsår. I 1946 fik Picasso stillet en af de store sale på Grimaldi-slottet til rådighed som atelier. ”Her har jeg ikke blot i sinde at male for mig selv. Jeg vil dekorere stedet,” udbrød den entusiastiske kunstner og gik i gang med produktionen af malerier, tegninger, grafik, skulpturer og keramik, der senere kom til at danne grundlag for Frankrigs første Picasso-museum – officielt indviet i 1966. Antibes-museet er i år lukket for ombygning, og de 73 værker som kommer til Málaga udgør næsten hele museets samling.
Nogle af materialerne er fattige – der var ikke råd til andet – men tonen er glad og optimistisk efter nazismens nederlag. Udstillingen rummer berømte værker som vægmalerierne ”Glæden ved at leve” og ”Pindsvine-spiseren”, begge fra 1946. Der er også tidligere værker som skulpturen ”Kvindehoved med opsat hår” fra 1932. Efter Málaga skal Antibes-udstillingen til Barcelona, Italien og Tyskland.
Sideløbende med Antibes-udstillingen vises den polske fotograf Michel Simas billeder af málagakunstnereren ved arbejdet i Grimaldi-slottet.
Statue
Málaga kommune har også i sinde at markere 125-året. Borgmester Francisco de la Torre har bestilt en statue, som skal pryde Plaza de la Merced foran fødehjemsmuseet. Skulptøren Francisco López Hernández får ansvaret for mindesmærket. I øvrigt håber kommunen at nå til en aftale med kunstnerens arvinger, så kunstnerens værker kommer til at pryde facaderne på nybyggerierne i centrum. Entreprenørerne skal også drages ind i samarbejdet om at udsmykke de lovpligtige sikkerhedsnet uden på stilladserne.
Kommunen arrangerer i årets løb ni udstillinger, gadeteater og forskellige konferencer. Blandt udstillingerne må fremhæves værkerne af Picassos ven Man Ray (skulpturer, malerier og fotos), som marts-maj er at finde i fødehjemsmuseet (Museo Casa Natal). Man Ray er bl.a. ophavsmand til det sikkert mest berømte foto, der eksisterer af Picasso. Det er første gang, der i Spanien arrangeres en retrospektiv udstilling af Man Rays værker.
pod.
ARKITEKT-PRIS TIL MALAGA – Museo Picasso Málaga er blevet belønnet med ”AIA Institute Honor Awards for Architecture” – den højeste udmærkelse der gives til et arkitektonisk arbejde i USA. I begrundelsen hedder det, at restaureringen af Buenavista-paladset i Málagas centrum er et enkelt og smukt eksempel på, hvordan et nyt museum indpasses i det eksisterende bymiljø. Málagas Picasso-museum blev prisbelønnet sammen med ti andre projekter, der udvalgtes blandt i alt 400 bygninger fra hele verden.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2006


