RONDA 1

Men det var oprørerne mod den sunde fornuft, som i det følgende århundrede ophævede den til vartegn for en af Spaniens mest romantiske byer.

Ved foden af det enorme bygningsværk fornemmer man det fornuftsstridige ved byens hængende huse i næsten 100 meters højde. Kontrasten mellem naturen og civilisationen er Rondas umiddelbare fortryllelse, som den fremmede straks falder for.

Bagefter - når man atter har maset sig op ad den stejle gangsti - kommer oplevelsen ved en tur i den gamle by, hvor landevejsrøvere og smuglere har leget skjul med ordensmagten, hvor Vicente Espinel tilføjede flamencoguitaren dens femte streng, og de første tyrefægtere øvede sig på hovedtorvet.
”Mine drømmes by,” konkluderede den tyske poet Rainer Maria Rilke - en af mange udlændinge, der tabte sit hjerte her. Sandsynligvis skal man komme fra det kolde nord for helt at påskønne kvaliteterne ved en by, der rummer alt (selv det mest banale) ved en af romantikkens store myter, Andalusien.

Haverne
Tingene ligger mere i atmosfæren end i gadens liv, efter at røvere, tyrefægtere og flamencoartister alle er gledet ind i moderniteten, hver på sin måde. Skal dagens Ronda beskrives med et enkelt ord, falder valget på fredelig.

Byen indbyder til en stille spadseretur på promenaderne, for Ronda har sine promenader til afgrunden, ligesom kystens byer har deres strandpromenader. Desuden har gamle herskabshjem som ”Casa del Rey Moro” og ”Casa de Don Bosco” åbnet dørene for besøgende, der vil nyde udsigten fra nogle af verdens mest priviligerede private haver.

Bymuseet er indrettet i et andet af disse herskabshjem, ”Palacio de Mondragón”. Bygningen resumerer i sig selv Rondas historie. Dens ældste dele stammer fra maurertiden. Siden har nye ejere bygget videre i mange stilarter og udvidet, når en naboejendom var til salg. Resultatet er et labyrintisk bygningsværk omkring tre indre gårdhaver.

Det underforstås at turisternes Ronda er den gamle fæstningsby, men i virkeligheden er Ronda tre byer.
Syd for byporten ligger San Francisco, som er et fredeligt andalusisk landsbymiljø. Nord for broen ligger ”El Mercadillo” (Det Lille Marked), som i dag er vokset meget større end den gamle by.

Efter 29 års arbejde stod Málaga-arkitekten José Martín Aldehuelas bro færdig i 1787, og de lokale kalder den stadig for Den Nye Bro. I 1733 styrtede den første bro på stedet ned efter kun seks års eksistens. Længere nede ad kløften ligger en bro fra 1616, og længst nede finder man arabernes gamle bro.

Ronda havde kun plads til at vokse på den anden side af kløften, så brobyggerne bevægede sig længere og længere op, indtil de til slut vovede det store spring og klarede det i andet forsøg.

Tyrefægterne
Rondas berømteste bygningsværk, tyrefægterarenaen, ligger i den nye bydel og blev gjort færdig på nogenlunde samme tid som Den Nye Bro. Det menes at arkitekten var den samme, og det er ikke svært at se slægtsskabet med broens noble klassicisme. Inden for murene i en af Spaniens ældste arenaer forbløffes man over dens sindrige og praktiske indretning.

Tyrefægtningen blev opfundet i Ronda, siger de lokale, og det er højst en smule overdrevet. Historien går tilbage til 1572, hvor Felipe II (ham med armadaen) stifter landets første ”Real Maestranza” i Ronda.
Formålet med disse institutioner var at give adelsskabet en art militærtræning i våbenbrug og ridekunst. En af de øvelser, som anbefaledes, var kampen mellem en tyr og en lansebevæbnet rytter. Denne tyrefægter-specialitet overlever i bedste velgående og er kendt som ”rejoneo”.

Tyrefægtningen blev først for alvor populær, da Felipe V pressede herremændene til at indstille det blodige skuespil. Deres medhjælpere af folket så sig kastet ud i arbejdsløshed, og så overtog de selv professionen. Samtidig udviklede de en ny stil til fods, fordi økonomien ikke rakte til en hest.

To dynastier
Ronda har haft to store tyrefægterdynastier. I det 17. århundrede grundlagde Francisco Romero (opfinderen af muleta’en, ”den røde klud”) den såkaldte Ronda-skole, omend det var barnebarnet Pedro Romero, der gav den sin endelige udformning.

”En tyrefægter skal bruge overkroppen, ikke benene,” sagde Pedro Romero. Kendere skelner stadig denne strenge stilart fra Sevilla-skolen, der er mere opfindsom og mindre stillestående. Sandhed over for løgn, siger tilhængerne af Ronda-skolen, men den diskussion lader vi hvile her. Trods sin modvilje mod at vige pladsen for den frembusende tyr slap Pedro Romero uden en skramme fra mødet med mere end 5600 kamptyre i løbet af karrieren.

I det 20. århundrede gjorde et nyt tyrefægterdynasti Ronda-skolen ære. Dets vigtigste medlemmer var Cayetano Ordoñez og sønnen Antonio Ordoñez, der var ven med Orson Welles og Hemingway. Filminstruktøren ligger begravet på Ordoñez’ finca uden for byen, og forfatteren tilegnede ham nogle af sine værker.

”Ronda er det ideelle sted at opleve en tyrefægtning første gang,” sagde Hemingway. Hvis læseren i øvrigt ikke er principiel modstander af Den Nationale Fest, kan rådet gentages her. Traditionen og århundrederne hviler tungt på skuldrene af mesteren, der optræder i Rondas arena.

Kongerige
Hvor mange ved, at igennem et halvt århundrede var Ronda et selvstændigt kongerige? Episoden hører hjemme i en forvirret periode af Spaniens historie, og Rondas tre mauriske småkonger er i virkeligheden mere kendte for deres død end for deres liv.

Kort efter det første årtusindeskifte kastedes kalifatet i Córdoba ud i en borgerkrig, der splittede muslimernes imperium i nogle og 30 bystater. Alene inden for den nuværende Málaga-provins på størrelse med Sjælland var der to af disse bystater, som historikerne kalder taifa’er. De nye småkonger var i øvrigt en broget forsamling. Nogle var arabiske prinser, mens andre nedstammede fra mellemeuropæiske slaver.

Rondas konger tilhørte en berberisk stamme ved navn Banu Ifran, som havde tjent i kalifatets stående hær, siden denne i løbet af 900-tallet blev forstærket med indvandrere fra Nordafrika. Ligesom alle andre befolkningsgrupper søgte Banu Ifran’erne at redde sig op på fast grund, da skibet gik ned, og deres øjne faldt på romernes gamle Arunda. I 1015 lod stammens leder Abu Nur sig udråbe til kalif i Ronda.

Han tog munden vel fuld ved den lejlighed, idet kaliffen er muslimernes svar på de kristnes pave, som der kun kan være én af. Men taifa-kongerne havde behov for at legitimere deres magt, og greb overalt til den samme udvej. Bagefter søgte de af hensyn til prestigen også at efterligne den pragt og kulturelle forfinelse, der havde kendetegnet hoffet i millionbyen Córdoba. Zaragozas fantastiske Aljafería-palads stammer fra taifa’ernes århundrede, men Abu Nur havde færre muligheder i sin nye hovedstad, der næppe talte mere end 3000 indbyggere dengang.

Få spor
Abu Nur byggede den ældste og mindste af de tre broer over Guadalevín-floden. Helt nede i bunden af den mægtige kløft gør den et legetøjsagtigt indtryk ved siden af de kristnes senere broer, men den er solidt konstrueret og benyttes stadig af dagens bilister.

Herudover er bymuseets samling af en speciel, lokal keramik det eneste synlige bevis på Ronda-kongernes eksistens.

De har alligevel været vigtige for historien, for arkæologiske udgravninger viser, at fæstningsbyen voksede til sin nuværende størrelse under Banu Ifran-dynastiet. Men på den begrænsede plads har hver ny generation været tvunget til at rive det gamle ned, hver gang den ville tilføje noget nyt.

Under kalifatet hed Ronda-bjergene Takurunna. Regionen var en ”kura”, som vi kan sammenligne med et dansk amt. Den havde sin egen administration, og derfor var det ret enkelt for den nye konge at overtage styret. Abu Nur behøvede blot at smide den siddende guvernør ud.

Takurunnas administrative center var imidlertid ikke Ronda, men muligvis romernes gamle Acinipo, der ligger 17 km. borte på vejen mod Sevilla. Abu Nur flyttede vidste, hvad han gjorde, da han midt i en ufredstid flyttede hovedstaden til en sand ørneborg. Kun mod syd savner Ronda et naturligt forsvar, men her var vejen spærret af alcazaba’en - den arabiske fæstning bag tre solide ydermure.

Fæstningen blev senere raseret af Napoleons tropper, ligesom talløse andre andalusiske mindesmærker, som franskmændene ødelagde i frustration over deres nederlag i krigen 1808-1814.

Paladsintriger
59 linier i en anonym skribents værk er vores vigtigste kilde til de tre Ronda-kongers levned. Sammenholdt med andre spredte oplysninger kan vi stykke følgende beretning sammen:

Abu Nur regerede fra 1015 med den selvstændighed, han kunne forvente i betragtning af rigets begrænsede størrelse. Efter kalifatets opløsning startede en ny magtkoncentration, hvor de stærkeste taifa’er gik i gang med at brede sig på nabostaternes bekostning. Abu Nur endte i Sevilla-kongen al-Mu’tadids indflydelseszone, og blev nødt til at aflægge ed som dennes vasal.

Men Sevilla-kongen var ikke tilfreds hermed.

Al-Mu’tadid inviterer småkongerne i Ronda, Morón og Arcos de la Frontera til fest i Sevilla. Da gæsterne er i badstue for at nette sig, lader al-Mu’tadid døren mure til og fyrer godt op under kedlen. Den eneste overlevende er Abu Nur, men bagefter tilbageholdes han som gidsel i Sevilla.

I Ronda benytter sønnen Badis sig af lejligheden til at okkupere tronen i årene 1054-1058. Den anonyme skribent giver en saftig beskrivelse af Badis’ regering: ”Han ydmygede undersåtterne og plyndrede deres ejendom. Han tillod sine mænd at overfalde haremmerne, og de tog hustruerne fra mændene og døtrene fra fædrene. Faderen hørte at Badis begik utroskab med en af hans hustruer og med sin tante på fædrene side. Derfor, da Abu Nur undslap fra fængslet og vendte tilbage til Ronda, tøvede han ikke med at skære halsen over på sin søn og derefter på dennes tante.”

Samme år dør Abu Nur efter at have udråbt en anden søn, Abu Nasr, til sin arving. Med ham står det bedre til. Ifølge den anonyme krønikør er Abu Nasr mild og retfærdig, omend forfalden til druk og anden udskejelse. Rondas tredje og sidste konge får imidlertid også et dramatisk endeligt.

Al-Mu’tadid har ikke opgivet planerne om at indlemme Ronda i sit rige. Han når til enighed med en forrædder ved det lille hof i Ronda, og da Abu Nasr ser sig fortabt, styrter han sig ud fra et tårn. ”End ikke et muldyr ville have overlevet et fald fra denne højde,” siger kronikøren. ”Med mindre det var et robust muldyr,” tilføjer han eftertænksomt.

Året er 1065, og Ronda har i præcis et halvt århundrede været et selvstændigt rige. De følgende år regeres byen af en vicekonge, der er ingen ringere end Sevillas senere så berømte ”konge-poet” al-Mu’tamid (ikke at forveksle med sin prosaiske fader al-Mu’tadid).

Vandminen
Sevillas taifa var heller ikke i stand til at holde stand i lang tid. I nord pressede de kristne generobrere maurernes grænse længere tilbage. Sydfra satte nye erobrere over Gibraltarstrædet, og gennem almoraviderne (1090) og almohaderne (1146) stiftede andaluserne for første gang bekendtskab med den islamiske kulturs fanatiske udgave.

I den komplicerede kombination af krig og borgerkrig endte Ronda på kongeriget Granadas hænder. Fra den tid stammer byens to vigtigste monumenter fra maurertiden.

Et af dem er en trappe. Det er maurernes berømte ”vandmine”, der er hugget ud i klippens indre og zig-zagger 60 meter ned til Guadalvín-flodens vand. Dengang hentede man dog ikke vand af floden, men af et stort paternoster-værk ned til grundvandet. Paternoster-værket lå også beskyttet inden i klippen i det store kammer for trappens ende.

Ronda ansås for en af middelalderens stærkeste fæstninger, men den havde et svagt punkt. Den savnede drikkevand. Da de kristne omsider fremtvang byens kapitulation i 1485, skete det efter en selvmordsaktion i den snævre Guadalvín-kløft, hvor en gruppe tapre mænd erobrede minen og afskar forsvarerne fra deres vandforsyning.

På vej op ad de smattede og dårligt oplyste trappetrin kan man for sjov tage en lædersæk med vand på nakken og tælle trinene. I dag er der 250, men dengang var der 365 - lige så mange som årets dage, og de kristne slaver tilbragte hele dagen med at slæbe vand op af dem. ”Gid du må dø i Ronda!” lød en kendt forbandelse i middelalderen. Nogle af slavernes lænker udstilles stadig på San Juan kirkens facade i Toledo.

Trappen ligger under en forfalden herskabsvilla af senere dato, der bærer det misvisende navn ”Casa del Rey Moro” (Maurerkongens Hjem). Længere nede ad samme vej ligger det mauriske håndværkerkvarters badstue uden for de gamle fæstningsværker.

Badstuen kappes med Jaéns om æren som Spaniens mest velbevarede. Under de gamle hvælvinger lukker man øjnene og lytter til de arabiske stemmers mumlen i højttalerne.
Hvis det da er højttalere...

pod.

---

Turistkontorer

Junta de Andalucía:
Plaza de España (nær broen)
Tlf. 952 871 272
E-mail otronda@andalucia.org

Ronda kommune:
Plaza de España (nær broen)
Tlf. 952 187 119

På Nettet:
www.turismoderonda.es

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---