.... med et radikalt sceneskift til et fælles hjem i de Andalusiske bjerge udenfor Torrox.
I 1996 levede familien Andresen et helt almindeligt liv i et parcelhus ved Greve strand. Annette var 45 år og dekorationschef i Danmarks største varehus og Jan, som dengang var 51 år, arbejdede med computere. Økonomien var på plads ... og de kunne måske have “levet lykkeligt til deres dages ende”, men noget rumsterede ... noget krævede forandring, måske ligefrem udfordringer. Og det fik de!

Ideen fødes
En lørdag eftermiddag, mere end ni år efter familien Andresen flyttede ind i deres hus i bjergene, ankommer jeg ad den hullede bjergvej til deres hvide landhus, hvor to små campohunde gør mig imøde med logrende haler. Det er Sif og Thor ... to spanske hunde med navne fra den nordiske mytologi.
Annette Dalby Andresen, 54 år, tager lidt søvndrukkent imod mig. Hun og hendes mand, Jan, som i dag er 60 år, har været ude og gøre rent i et feriehus tidligere på dagen, så Annette snuppede sig en lille siesta før min ankomst.

Vi placerer os ved spisebordet i deres nyistandsatte hyggelige køkken-alrum og skruer tiden tilbage til 1992, hvor det hele startede.

- Jan fik en blodprop i 1992, fortæller Annette. – Han var faktisk død, men lægerne fik liv i ham igen. Det var selvfølgelig en chokerende oplevelse, som fik os til at tænke på, hvor hurtigt livet kan forandre sig.
Jans rekonvalescens anvendte han til at tilbringe en måned i Andalusien sammen med sin søster. Han kom meget betaget tilbage, hvorefter Annette og han tog derned sammen på ferie. Ideen var født.

- Vi havde selvfølgelig været på charterferie sammen flere gange og ofte sagt til hinanden: “Man skulle leve sådan til hverdag”, siger Annette, men nu blev muligheden mere virkelig.

I forbindelse med at Annette arrangerede ”Spansk eftermiddag” i varehuset OBS, traf hun Jytte Toft fra Torre del Mar, som er leder af dansetruppen Virgin del Carmen, som dansede flamenco ved arrangementet.

- Vi svingede godt sammen, siger Annette. – Det var faktisk efter en aften, som Jan og jeg tilbragte med hende, at vi tog beslutningen om at flytte til Andalusien. Vi satte os det mål at flytningen skulle foregå inden jul 1996. Vi skulle have solgt vores hus, finde noget at leve af ... og desuden skulle vi have overtalt min mor til at rejse med. Som enebarn kunne jeg simpelthen ikke efterlade min søde 78-årige mor i Danmark.

Flytningen
Annettes mor, Ester, som i daglig tale kaldes Mormor af alle, var med på ideen, så generationerne slog deres midler sammen. De solgte begge deres huse og købte et hus i bjergene udenfor Torrox Pueblo. Resten af deres midler skulle bruges til det projekt, som familien havde tænkt sig at leve af.
Der er ingen mennesker med en nordeuropæisk bevidsthed, der på forhånd kan vide, hvad det indebærer at flytte ud i de Andalusiske bjerge.

- Jan havde optimistisk smidt alle familiens gummistøvler væk, griner Annette, - han havde læst, at det kun regnede nogle få dage om året!

Familien Andresen ankom midt i december måned 1996 i noget af det værste regnvejr, Andalusien havde oplevet i årevis. Alt var mudder og pløre og flyttebilen kunne slet ikke køre op til huset. Deres 45 kubikmeter store flyttelæs måtte læsses af i silende regn et godt stykke fra huset, hvilket resulterede i at flyttekasserne blev bløde og bunden faldt ud, når de løftede dem.

Det viste sig endvidere, at huset hverken havde elektricitet eller vand, så de måtte leje et feriehus, så de kunne få Mormor i seng. Jan gled i mudderet og forvred sit knæ meget slemt ... så flyttelæsset var ikke under tag før klokken fem om morgenen.

BikeBuster, radio, rengøring, Casa Klein
Jan havde cyklet en hel i Danmark efter sin blodprop, et par hundrede kilometer på en weekend var ikke unormalt for ham, så det var ikke ud af den blå luft at familien Andresen åbnede racercykelbutikken ”BikeBuster” i Torre del Mar i foråret 1997. Der blev brugt mange midler og megen energi på det projekt.
Jan lærte sig 200 specialudtryk om racercykler på spansk, engelsk og tysk, inden de rejste fra Danmark. Af mange forskellige årsager overlevede projektet ikke. Efter et rambuktyveri i 1999, hvor butikken stort set var tom i tre måneder, mens de ventede på forsikringen, besluttede familien at tiden var kommet til at lukke butikken og finde nye måder at få brød på bordet på.

- Vi har aldrig fortrudt projekt BikeBuster, siger Annette, - vi har bare måttet indse, at vi ikke er forretningsfolk.

Det sidste år de havde butikken, begyndte Annette at gøre rent hos folk, og da de pludselig fik tilbudt at overtage rengøringen af fire feriehuse, fortsatte de med at gøre rent sammen efter butikken lukkede ved udgangen af 1999.

I år 2000 ringede Pia Brun fra Radio Solymar og tilbød Annette at lave radio fra østsiden af Málaga. Det blev til ”Rapporten øst for Málaga”, hvor Annette gennem flere år dels orienterede kort om kommende aktiviteter på østsiden ... og dels interviewede folk direkte fra deres hjem.

- Det var en dejlig tid, siger Annette, - hvor jeg var så priviligeret at møde mange spændende mennesker.
På spørgsmålet om, hvorfor stemmen ”øst for Málaga” forstummede, svarer Annette; - Radio Solymar var utilfreds med den tekniske kvalitet ved de direkte udsendelser, og jeg var ked af at skulle ”bånde” dem. Jeg følte noget ville gå tabt, hvis det ikke længere skulle sendes live.

I dag er Jan en slags forvalter af feriehuse. Han henter gæster i lufthavnen, ser efter husene, også når de står tomme, og han gør rent alene meget af ugen og sammen med Annette, når hun ikke arbejder som souschef på plejehjemmet Casa Klein.

Hvordan Annette fik sit job? Joh, hun skulle interviewe Joan Klein, som ejer Casa Klein, samt en af husets beboere i en direkte radioudsendelse for Radio Solymar. Den nu afdøde mand, som skulle interviewes vedblev med at brokke sig over, at hans ble var våd, og at han ville have den skiftet. Da der ingen personale var ledigt, og der efterhånden kun var 10 minutter til udsendelsen skulle gå i luften, så skiftede Annette bleen. The show must go on! Hun fik selvfølgelig tilbudt et job på Casa Klein efter udsendelsen, og hun sagde ja.

- Jeg er meget glad for mit arbejde, siger Annette, som altid er i fuld sving med at underholde, trøste, snakke, pleje og pusle om beboerne. Og rygtet vil vide, at beboerne elsker hende. De få dage, hun har fri fra Casa Klein lyder det evindelige spørgsmål fra beboerne; Hvornår kommer Annette?

Status og drømme
I dag er begge sønner fløjet fra reden. Kim, den yngste som nu er 22 år, bor i Madrid med sin spanske kæreste. Morten, som er 30 år, er rejst tilbage til Danmark. Han bor i København. Annette og Jan bor stadig på bjerget sammen med Mormor, som netop har fejret 87 års fødselsdag. Ester har haft et par små blodpropper, som har gjort, at hun ikke kan gå uden støtte mere. Desuden har det påvirket hendes sprog.
- Min mor har været fantastisk, siger Annette. – Da vi kom herned var hun 78 år og alligevel lavede hun mad til os alle og passede haven. Nu er det hendes tur til at få en hånd, og den giver vi gerne.

Inden Annette tager på Casa Klein om morgenen skal hun først lige have sin mor op. Hun skal vaskes og skiftes og have serveret sin morgenmad.

- Hun er meget nem, siger Annette, - og hun har altid været der for os ... så nu vil vi gerne være der for hende.

Når det drejer sig om at gøre status over valget om at flytte til Andalusien, så er Jan og Annette enige om, at de traf et godt valg, men de har stadig mange drømme.

- Der er mange kreative ting, vi gerne vil have tid til i fremtiden, siger Annette.

Da børnene var små skrev Jan 24 små ”julekalender-kapitler” og Annette illustrerede dem. Annette har desuden lavet ”andalusiske nisser” ud af klippestykker og andet materiale, som hun har solgt fra en butik i Torre del Mar.

- Det vil jeg gerne have tid til igen, siger hun. – Planen er at skrive en lille bog om de andalusiske nisser, som lever ude i bjergene (det er sikkert og vist) ... og så arrangere vandreture for børn og forældre, hvor vi går ud og leder efter nisserne.

Man bliver aldrig færdig med at snakke med Annette. Hun har altid tusinde projekter og ideer i ærmerne ... men lørdag eftermiddag har forvandlet sig til sent lørdag aften ... og jeg skal jo ned af bjerget igen.

Dorte Holm Jensen
Fotos: Poul Frey Skøtt.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---