Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Edward Kirwan opdagede at han stadig hæftede for bilskatten.
Edward Kirwan opdagede at han stadig hæftede for bilskatten.
Husk at afmelde din bil
Skrevet af Solkysten
"Hvordan finder man en mand, der har købt ens bil for mere end to år siden?"
Edward Kirwan lever af at sko heste i Andalusien. Han kører ud til hestefolket i sin varevogn, og sørger for at hestenes hove er i sundhedsforsvarlig stand, og han laver hesteskoene og sætter dem på. Han er med andre ord totalt afhængig af en bil i sit daglige arbejde.

Da Edwards bil trængte til udskiftning fandt han en ny hos bilforhandleren. Den venlige bilforhandler blev forsynet med skøderne på hans to ejendomme i Spanien, som begge er betalt ud, samt hans personlige data. Edward ventede, mens den venlige bilforhandler ringede til banken, som finansierede bilkøb for den specifikke forhandler. Der skulle ikke være nogen ko på isen, forklarede bilforhandleren, nu skulle de bare vente de fem minutter det normalt tog for banken at tjekke køberen.

De fem minutter blev til tyve, og efter yderligere et kvarter uden svar fra banken, ringede bilforhandleren op igen. Det var et afslag. Det viste sig, at der var en ”embargo” på Edwards konto i Unicaja, som han ikke var orienteret om. En ”embargo” betyder, kort fortalt, at nogen tager penge ud af ens konto, fordi man skylder dem penge.

Edward havde ingen ide om, at han skyldte nogen noget ... og slet ikke hvem. Det betød en tur i banken, men til hans store undren vidste banken heller ikke, hvem der hævede penge. De sendte ham til et offentligt kontor, ”Patronato de Recaudación Provincial”, med en udskrift af embargo’en ... for at opklare sagen. Her fik Edward Kirwan oplyst, at han skyldte bilskat for de sidste to-tre år på en anden bil end den han kørte rundt i!

Edward huskede bilen med det samme. Det var en firhjulstrækker, som han havde solgt til en spanier i Cómpeta for mere end to år siden. Han huskede ikke mandens navn, men han huskede, at køberen havde sagt, at han selv ville omregistrere bilen!

Det var egentlig ikke noget, Edward havde reflekteret over på det tidspunkt. Køberen var spansk. Det var hans land, og han måtte vel vide, hvordan man gjorde tingene her!

Køberen havde altså ikke omregistreret bilen, hvilket ville sige, at der nu kørte en spanier rundt i en bil, der stadig var inregistreret i Edwards navn. Det gik med gru op for ham, at alt hvad der vedrørte denne bil, det være sig parkeringsbøder, skatter o.s.v. ville falde tilbage på ham økonomisk, hvis ikke han fandt køberen.

Sådan gik det
Hvordan finder man en mand, der har købt ens bil for mere end to år siden? Rent logisk kunne man jo fristes til at tro, at eftersom man stadig er indregistreret som bilens ejer, og juridisk forpligtiget til at betale skatterne på bilen og eventuelle parkeringsbøder, så kunne man måske i yderste konsekvens bare melde bilen stjålet ... siden køberen alligevel ikke havde gjort sig den ulejlighed at omregistrere bilen.

Edward Kirwan greb sagen helt anderledes an. Han skev en efterlysning på spansk med bilens nummerplade, udseende og sit eget telefonnummer. Derefter besøgte han fire forskellige spanske barer i Cómpeta, hvor han vidste køberen boede. Edward snakkede med de forskellige bartendere og efterlod sit telefonnummer. Han sagde intet om, hvorfor han ville i kontakt med manden, der kørte i den efterlyste bil, men hans initiativ gav pote; dagen efter havde han køberen i telefonen og de fik aftalt at mødes.

Edward var heldig! Køberen betalte ham kontant for den manglende skat. Nu venter han bare på at få en fotokopi af omregistreringen.

Sådan skal du gøre
Hvis du sælger din bil eller skrotter den, skal du ikke tro, at det er nok med det. Husk du er i Spanien; der skal besøges offentlige kontorer, og der skal papir på bordet!

Det er en del mere omstændigt at skrotte en bil, end det er at sælge den. Se hvordan du bærer dig ad i boksen.

Som en trøst for de, der synes denne proces forekommer endeløs og uoverskuelig ... så findes der kontorer, der mod betaling beskæftiger sig med at ordne denne slags formaliteter.

Dorte Holm Jensen

Når du sælger din bil:
1. Det sikreste er at du selv omregistrerer bilen hos Tráfico i Málaga til den nye ejers navn og regner omkostningerne ind i salgsprisen. På den måde er du sikker på, at det bliver gjort.
2. Hvis ikke du selv omregistrerer den, så sørg for at få en kopi af omregistreringen fra køberen.

Når din bil skal skrottes:
1. Gå til ”Patronato de Recaudación Provincial” hvor du bor. Her vil de udskrive en regning på bilskatten, der dækker det kvartal, hvor du betaler skatten, eller refundere et kvartal eller to ... alt efter, hvornår på året det er.
2. Gå i banken og betal din bilskat. Gem kvitteringen!
3. Aflever din bil på nærmeste bilkirkegård. Husk at få et dokument (certifikat) med dig, som kvittering på at du har afleveret bilen. (Det samme gælder, hvis du sælger din bil til en privat skrothandler...)
4. Med disse to dokumenter i hånden tager du så til Träfico i Málaga og afmelder din bil. Trafico vil så udstede dokumentet ”Baja Definitiva”, som er dit endelige bevis på, at du ikke længere ejer bilen. Pas godt på det!

Har du en kommentar til artiklen? Skriv til dorteholm57@hotmail.com
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2006
Solkysten - April 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga