I Málagas centrum ligger en art specialbyggede garager, to etager høje, med enorme porte som kun slås op en gang årligt. En af disse garager ligger i gaden Victoria nr. 12-14 over for Plaza de la Merced. Her finder man et lige så godt udgangspunkt som ethvert andet for historien om Andalusiens store religiøse skuespil.

Bag den enorme port står der to enorme bærestole, som i disse dage gøres klar til påskeprocessionerne i byens gader. For at sætte sig i bevægelse kræver den ene 200, og den anden 220 mand, der stemmer skuldrene imod de lange bærestænger. Arbejdskraften leveres af medlemmerne i broderskabet ”Jesús El Rico”.

Alene i Málaga er 38 andre broderskaber optaget af de samme forberedelser. Uden for Málaga lever alle Andalusiens byer, store og små, med i Kristi passionshistorie. Alle byer har deres særlige traditioner, og hvert broderskab sin egen legende. Det er svært at overskue helheden, så vi starter med detaljen og fortæller legenden om ”Jesús El Rico”.

Fangernes mytteri
I 1759 brød en forfærdelig pest ud i Málaga, hvor de syge hobede sig op i overfyldte asyler og hospitaler, mens folk faldt døde om på gaden, og hele familier omkom i hjemmet uden en barmhjertig hånd til at tørre deres pande og væske deres læber. Hele byen lå øde og stille, bortset fra katedralens klokker, der dag og nat kaldte himlen til hjælp i den svære stund.

Pesten krøb gennem gaderne og trængte ind bag fængslets tykke mure, hvor fangerne i deres hjælpeløse tilstand blev grebet af et endnu større mismod end den øvrige by. En af fangerne kom da i tanke om Jesus-figuren, der æredes i det nærliggende kloster. Den samme Jesus-figur tilhørte broderskabet, som fra gammel tid havde påtaget sig arbejdet med at bistå fangerne og disses familier, hvis skæbne ellers havde været uvis. Men myndighederne afslog fangernes anmodning om at føre figuren i procession gennem byens gader.

Så gjorde fangerne mytteri. Et fredeligt og ublodigt mytteri. De afvæbnede vogterne og begav sig til klosterkirken, hvor de satte sig i besiddelse af ”Jesús El Rico”. Uden at tage hensyn til deres tunge fodlænker førte fangerne figuren ud på den længste procession, der huskes i Málagas historie. Den sære karavane af forhutlede vagabonder og forhærdede voldsmænd opsøgte hvert af byens hjørner, hvor pesten havde sat sine spor. Derefter vendte alle frivilligt tilbage til fængslets celler.
Alle undtagen én, der benyttede lejligheden til at flygte.

Hele Málagas befolkning var vidne til begivenheden, og da pesten i de følgende dage slap sit greb om byen, tøvede borgmesteren ikke med at underrette kongen om miraklet. Carlos III udstedte som følge heraf en forordning, der gav ”Jesús El Rico” ret til at forlange friheden for en ny fange hvert år.
For ikke at fortabes, skal priviligiet udøves inden påskeonsdag er til ende. Når det dårlige vejr en gang imellem tvinger andre broderskaber til at indstille processionerne, er ”Jesús El Rico” den eneste, som begiver sig på gaden for at løse sin opgave.

Respekteres
Jamen - hvad er legende, og hvad er sandhed i denne historie, som er overleveret i flere let afvigende versioner? Den originale kongelige forordning er gået tabt, men onsdag den 12. april kan enhver ved selvsyn konstatere, at traditionen respekteres.

Klokken 19.45 forlader tronen med ”Jesús El Rico” broderskabets hus. (Læseren kan ligeså godt straks vænne sig til den korrekte betegnelse, som er trone - endelig ikke bærestol!) Efter Jesus kommer broderskabets anden trone med jomfruen, ”María Santísima del Amor”, til syne. Fortroppen af bodfærdige nasaræer med vokslys i hænderne bevæger sig langsomt ned ad gaden, fulgt af de duvende troner, der på den nærliggende Plaza de la Aduana gør front mod hinanden med en kompliceret vendemanøvre, der ville få hjertet til at svulme af fryd i en exceser-sergent. Tre kvarter efter processionens start er der gjort klart til ceremonien.

Borgmesteren, fængselsdirektøren, politimesteren, bispen og den slags notabiliteter er forsamlet på en tribune. De har ingen betydning. Der bliver læst en tale og underskrevet et dokument, men det er Jesus, som skal bekræfte aftalens gyldighed. I et magisk øjeblik vågner statuen til live og løfter højre hånd for at velsigne fangen. Så indtager sidstnævnte sin plads i processionen, umiddelbart foran tronen med ”Jesús El Rico”, hvor han (eller hun) er let genkendelig med sin sorte kjortel og sorte hætte over hovedet. De øvrige nasaræer foran Jesus er klædt i mørk lilla, mens jomfruens nasaræer er iført blå kjortler.

Fangen er stadig ikke fri. Han løslades efter midnat, når processionen vender tilbage til sit udgangspunkt efter en lang nat i den gamle bys gader, hvor de forskellige processioner krydser hinanden, broderskabernes farver blandes og skilles, vokslysene blafrer, og atmosfæren mættes med røgelse og klagende musik.

Læg mærke til troneføreren, der styrer bærerne med klemt på klokken. Første klemt, bærerne gør klar. Andet klemt, de stemmer skulderen imod løftestængerne. Tredje klemt, tronens tre eller fire tons løfter sig fra grunden, træfigurerne svajer et øjeblik vildt på deres stade, og stavrer så af sted over folkemængden 50 eller 100 meter, til klokken bebuder et nyt tiltrængt hvil.

Uden for gaden Victoria nr. 12-14 står fangens familie og venter i Skærtorsdags første kølige morgentimer.

Ministre bestemmer
Broderskabet ved endnu ikke, hvem der skal benådes i år.
”Vi får besked som alle andre, nemlig ved at læse avisen,” siger Luciano García, der er albacea general (ansvarlig for vedligeholdelsen) i ”Jesús El Rico”.

Ingen ved, hvordan beslutningen blev truffet i gamle dage. Men i dag har broderskabet ingen indflydelse på listen med en halv snes benådningsværdige kandidater, som udarbejdes af fængselsvæsenet i Málaga. Listen går til den særlige landsret i Madrid, Audiencia Nacional, hvor den reduceres til to, tre navne. Indenrigsministeriet træffer herefter det endelige valg, der stadfæstes på regeringens sidste møde inden påsken. I år holdes mødet fredag den 7. april.

Det omstændelige bureaukrati er ingen garanti for at undgå polemik. For en snes år siden benådede ”Jesús El Rico” for første gang en drabsforbryder, en kvinde, der træt af mange års mishandling greb til kniven for at forsvare sig mod ægtemanden.

Alle fanger dømt i Málaga provins har mulighed for at nyde godt af broderskabets gamle privilegium, men engang imellem afslår en mønsterfange selv at blive optaget på listen over kandidater. Måske af religiøse grunde, måske af blufærdighed. Trods den sorte maske for ansigtet er processionen en autentisk bodshandling, og det forudgående pressemøde er det måske i endnu højere grad. I fjor mødte en synligt nervøs fange op til sessionen med presse og tv, men den sparede ham altså for at tilbringe yderligere et år og otte måneder bag tremmerne.

I løbet af 1600-tallet havde ”Jesús El Rico” påtaget sig det sociale arbejde i byens fængsler, hvor forholdene var forfærdelige for de indsatte. I dag er den slags opgaver selvfølgelig overtaget af det offentlige. Broderskabet reserverer dog stadig en del af budgettet til socialt arbejde, men nu er dette mere bredt rettet mod kvarterets værdigt trængende familier. Det fortæller Luciano García på et møde i de store, men normalt øde etager over ”garagen” med tronerne.

Bortset fra de hektiske uger omkring påsken er broderskabernes daglige aktivitet efterhånden begrænset. I starten af deres eksistens var de både social- og sygekasse for medlemmerne, og - når dette ikke slog til - begravelseskasse. For datidens mennesker var det meget vigtigt at komme ud af verden med de nødvendige sjælemesser og et værdigt gravsted.

Religiøs PR
Påskeprocessionerne passer så godt med andaluserens dramatiske opfattelse af livet. Der står mindre glans om processionerne på den barske kastilianske højslette, hvis asketiske indbyggere giver dem en anden drejning. Men processionerne blev bragt til Andalusien af de kristne generobrere fra Kastilien.
I 1487 var Málaga en af de sidste byer, kastilianerne vristede fra muslimerne, og få år senere omtaler gamle dokumenter de første processioner i Málagas historie. Optogene i byens gader har været glimrende propaganda for den nye (eller rettere sagt gamle) kristne tro.

Efter traumaet, som reformationen i Nordeuropa betød for den katolske kirke, blev der lagt ekstra vægt på påskeprocessionernes PR-værdi. Det spanske samfund var på ingen måde uberørt af reformationens ideer. De reformerte anbefalede læsning af den forbudte bog, biblen. Glimrende, så svarede kirken i Rom med endnu større skuespil i gaden, hvor processionerne gjorde Kristi lidelseshistorie og de katolske dogmer synlige for enhver. Litteratur over for teater - skift teater ud med tv, så har vi et valg mellem to former for oplysning, der endnu konkurrerer om opmærksomheden i vores hverdag!

Retningslinjerne for den katolske modreformation blev stukket ud på Tridentinerkoncilet i årene 1545-1563. Dette koncil fik afgørende betydning for udviklingen mod stadig mere spektakulære processioner, der kulminerede i løbet af barokken.

En bestemt beslutning på Tridentinerkoncilet fik særlig betydning for de andalusiske processioner. Fra dette øjeblik udvikler de sig i en selvstændig retning.

Jomfrudyrkelsen
På kirkemødet i Trento besluttede de katolske bisper bl.a. at styrke dyrkelsen af jomfru María. Dette budskab rørte ved en streng i andaluserens sind. Noget andet er, om barokkens store andalusiske billedhuggere viste sig tro mod koncilets hensigter, da de gik i gang med at fortælle om jomfruens rolle i passionsdramaet.

Nu handler påsken jo om Jesu vej til korset, og ingen kan være i tvivl om, at frelseren virkelig lider i de optrin, der udspiller sig på hans troner. Han piskes, slæber på det tunge kors, hænger afmægtig på det efter korsfæstelsen. De katolske bisper lagde meget større vægt på Jesu lidelser og menneskets behov for at udsone sin synd, end de gjorde på påskens glædelige budskab - genopstandelsen. Det fortælles, at en af de store barokmestre gik på lighuset og studerede ansigtsudtrykket på en slagsbror, der var udåndet med en kniv i maven. Bagefter gengav han i mindste detalje den helt autentiske dødsangst på sin Jesus, der med andre ord kommer lige fra værtshuset i stedet for den sidste nadver i disciplenes selskab.

Men denne rædsel er der næppe spor af på tronerne med Jesu mor. Desuden har tronerne med jomfruen i mange tilfælde fået større betydning end tronerne med Jesus.

”I Andalusien kunne vi til nød forestille os et broderskab uden en Jesus, men aldrig uden en jomfru María. Og vores jomfru er ikke den lidende mor ved korsets fod. Hun er en ung og strålende kvinde, der har triumferet og indtaget sin plads i himlen. Vi ser hende som en dronning, når hun kommer gennem gaden i sin rige klædning under tronens baldakin,” fortæller Jesús Castellanos, overbroderen i ”Dolores del Puente”, som drager på gaden mandag i påskeugen.

Forresten er Málagas broderskaber ikke engang specielt outrerede, når det gælder jomfru-dyrkelsen. Vil du se jomfruer, så tag til Sevilla. Den fantastiske Macarena med blomsterkåben er så ukompliceret i sin unge friske skønhed, at de begejstrede mænd spontant hylder hende med galante komplimenter. Tre glastårer under de store øjne med livagtige vipper tjener kun til at understrege hendes ubestridelige sexappeal.

Op- og nedture
Påskeprocessionerne har haft op- og nedture. En gang imellem er de næsten forsvundet ud af historien, men kun for at dukke op igen med fornyet styrke.

Det 18. århundredes oplysningstid var ikke særlig venlig stemt over for et fænomen, der bedømtes som udslag af religiøs overspændthed. I løbet af det 19. århundredes liberale strømninger blev stemningen lejlighedsvis direkte fjendtlig. Mange broderskabers eksistens kom i fare efter tvangs-ekspropriationen af klostrene, der havde givet dem husly siden stiftelsen. Det var ved denne lejlighed, de overlevende broderskaber etableredes som selvstændige enheder i byens centrum.

Allerede i starten af det 20. århundrede fik borgerskabet øjnene op for turismens muligheder, og processionernes nye opblussen havde et vist merkantilt skær. Måske var det lige så meget tilknytningen til borgerskabet som andaluserens ubestridelige anti-klerikalisme (ikke at forveksle med anti-religiøsitet), der blev fatal på en tragisk majdag i 1931.

Kong Alfonso XIII havde netop besluttet at drage i eksil efter den republikanske valgsejr, og en bølge af uroligheder skyllede hen over hele Spanien. I Málaga gik det særlig hårdt til med plyndringen og afbrændingen af et halvt hundrede religiøse bygninger, i hvilken forbindelse uerstattelige kunstværdier gik tabt. Kun få af de originale barokfigurer (ingen af dem særligt værdifulde) overlevede i Málaga.

Den daværende statsminister Miguel Maura fortæller i sine erindringer, at provinsens øverste embedsmænd - guvernøren og generalen - arm i arm gik folkemængden i møde for at finde en fredelig løsning på konflikten. De aftalte med demonstranterne at foretage en symbolsk afbrænding af et forladt kapel uden for byen. Opstemt af den første brand proklamerede pøblen de to embedsmænd som deres helte, og førte dem på skuldene rundt i byen som ufrivillige vidner til den efterfølgende ødelæggelse.
I de følgende uger sigtede 16 specielt udnævnte undersøgelsesdommere mere end 250 personer for deres deltagelse i optøjerne. Det opklaredes aldrig, hvem anstifterne var. Måske var der ingen. Det var en spontan og blind reaktion mod magthaverne i et socialt uretfærdigt samfund.

I katastrofens 75-år diskuteres årsagerne stadig. Kun en måned forinden var årets påskeprocessioner blevet gennemført i det sædvanlige klima af folkelig begejstring.

Gejstlig kritik
Igennem århundreder har kirkens ledelse i øvrigt haft et tvetydigt forhold til processionernes popularitet. Denne er ganske vist tilsigtet, men samtidig farlig, fordi elementet af folkelig underholdning nemt overskygger eller forvrænger det religiøse budskab.

Der er ikke helt klarhed over påskeprocessionernes oprindelse, men i middelalderen tjente de som lynafleder for et fænomen, der truede stabiliteten i mange europæiske samfund.

Optændt af religiøs fanatisme forlod tusinder af familiefædre hjemmet (og arbejdet) for at begive sig ud på landevejen med blottet ryg og en svøbe i hånden. De slog sig sammen i grupper, tiggede sig frem, og piskede sig til blods for at sone nogle synder, hvis alvor selv præsteskabet fandt lettere overdrevet. I mange tilfælde udartede bodsøvelserne desuden til hærværk og plyndring af fremmed ejendom, hvor de stadig større grupper kom frem. Påskeprocessionerne tilbød de eksalterede elementer afløb under mere kontrollerede forhold.

I 1777 fandt Málagas bisp Molina Larios tiden moden til at forbyde tilstedeværelsen af de sidste flagellanter i byens processioner. I nutiden griber bisperne også jævnligt ind med formaninger og påbud. For nogle år siden fik fremmedlegionærerne et knips over næsen for deres mere virile end bodfærdige øvelser med at løfte tronen i strakt arm. For 20 år siden satte bispen stop for et af påskeugens berømte optrin i Málaga: sammenstødet og kappestriden mellem studenternes og sigøjnernes processioner, der begge drager på gaden mandag.

Jævnligt stiftes nye broderskaber, der ofte inspireres af ønsket om en mere sober religiøsitet uden de historiske broderskabers barokke indslag. Påskeugen er kort sagt ikke en historisk parade, men en levende organisme i fortsat udvikling.

Andalusisk identitet
Efter republikkens og borgerkrigens trængsler fandt påskeprocessionerne naturligvis gødet jord under francoregimets nationalkatolske diktatur. Ingen vidste rigtig, hvordan folk ville reagere efter Francos død i 1975 og demokratiets indførsel. Alle bekymringer i så henseende viste sig uberettigede.

Gennemsnits-andaluseren er formodentlig lige så religiøs eller ureligiøs som alle andre moderne europæere, men broderskaberne har i de sidste årtier oplevet et af de største opsving i deres historie. Man behøver blot nævne, at i dag kræver broderskaberne betaling af de medlemmer, der ønsker at bære tronen. Førhen betalte man havnearbejderne for det tunge arbejde. Det er ikke længere nødvendigt med den store tilgang af unge og entusiastiske brødre.

”Der skete noget sjovt i de svære overgangsår. Katolicismen afskaffedes som officiel religion, og samfundet blev generelt meget mere verdsligt. Men pludselig så folk i alle partier og samfundslag til gengæld påskeprocessionerne som en uundværlig bestanddel af den andalusiske identitet. Broderskaberne har fået en ny sociologisk dimension,” mener overbroderen i ”Dolores del Puente”, Jesús Castellanos.

I den tilstundende påske drager 39 broderskaber på gaden i Málaga. I gennemsnit har de hver to troner. Et sted mellem 30 og 40.000 malagüeños skønnes at tage aktivt del som tronebærere, nazaræer eller medlemmer af de ledsagende musikkorps.

Er det religion eller folkefest? Først og fremmest er det svært at skelne imellem begreberne, og sådan har det i virkeligheden altid været.

pod

---

En uge med processioner
Málagas påskeprocessioner starter palmesøndag den 9. april. De 39 broderskaber drager på gaden efter tur til og med langfredag den 14. april. Påskesøndag (den 16.) er der et efterspil med en enkelt procession af broderskabet ”Resucitado”.
Nogle få processioner drager på gaden om formiddagen, men de fleste starter i løbet af eftermiddagen og slutter ved midnatstid eller endnu senere. Det er om natten, effekten af gadernes religiøse skuespil er størst.
På turistkontoret får du udleveret en guide over tider og ruter. Alle broderskaber har deres egen rute, men denne skal inkludere en for alle obligatorisk rute gennem gaderne Alameda Principal, Larios, Plaza de la Constitución, Granada.
Se i øvrigt broderskabernes fællesforenings hjemmeside: www.agrupaciondecofradias.es

---

Til fods eller siddeplads
Det har sin charme at følge processionerne til fods, og at skyde genvej gennem gaderne for at gå den næste procession i møde. Folk uden lokalkendskab behøver blot at følge folkemængden - den ta’r ikke fejl! Men du skal være i god form.
Mere adstadigt anlagte kan leje en siddeplads på tribunerne i centrum. I påskeugen er der billetsalg i en kiosk i gaden Larios, men man skal være heldig for at finde plads i sidste øjeblik. Skynd dig eventuelt ind i broderskabernes fællesforening på adressen Muro de San Julián nr. 2 for at købe billetterne på forhånd. Tlf. 952 210 400.

---

Vil du selv være med?
Har du lyst til at blive medlem af et broderskab? Det er nemmere, end du tror. Hvis du f.eks. har fået sympati for ”Jesús El Rico”, er det gjort med at klikke ind på www.cofradiaelrico.com, hvor du udfylder og returnerer et skema. Medlemsskabet koster 30 euro årligt.
Nej - ingen spørger om du er katolik, men du forventes at have en kristen baggrund, ligesom dine 1500 søstre og brødre i et af Málagas mest berømte broderskaber. Forresten sidder enkelte af dem så langt borte som i New York.
Vil du være med til at bære tronerne gennem Málagas gader - eller gå i spidsen som nasaræer - koster det ekstra. F.eks. betaler tronebærerne 25 euro. Tilmed er der venteliste, så du kommer til at vente mindst et år på æren.
Efter et års prøvetid får nye medlemmer stemmeret på årsmødet. I det meget demokratiske miljø har alle medlemmer desuden lov til at deltage i bestyrelsesmøderne og give deres mening til kende, omend de naturligvis ikke kan stemme, medmindre de selv er bestyrelsesmedlemmer.

---

15 kilo på skulderen
Trods mange indlagte hvil er det hårdt arbejde at bære tronerne med en vægt på to til fire tons gennem gaderne i de syv, otte timer, en procession varer. Der hviler ”kun” 15 kilo på hver bærer, men hele vægten er placeret på den samme skulder.
”Skulderen er dog ikke det værste, for ligesom armen sover den snart. Det er i lænden, smerterne viser sig ud på aftenen, når bærerne foran dig synker sammen og tvinger dig til det samme, hvis du ikke vil slæbe på deres byrde sammen med din egen,” fortæller Luciano García fra ”Jesús El Rico”.
På den anden side er oplevelsen så enestående, at visse personer melder sig ind i to, tre broderskaber for at gentage den!

---

Et personligt valg
Alle har ”deres eget” broderskab, ligesom de har deres egen fodboldklub. Hvem man føler sig knyttet til, er i Málaga noget meget personligt. Det kan dog også være en tradition, som går i arv igennem generationer.
Broderskaber med en særlig tilknytning til deres kvarter er ikke almindelige i Málaga. Alle broderskaber har hjemme i centrum, mens de fleste af byens borgere efterhånden er flyttet til yderkvartererne eller forstæderne.
Den ældgamle tilknytning til et bestemt laug eller en særlig samfundsgruppe har heller ikke større betydning i dag. Enkelte broderskaber som ”Studenterne” og ”Sigøjnerne” røber med deres navn oprindelsen, men de er åbne for alle.
Det afgørende er som regel, hvilken Jesus eller jomfru man ”falder” for. Alle har deres egen personlighed. Nogle har en særlig dramatisk historie, som tiltrækker mange. Tag f.eks. jomfruen i ”Zamarrilla”, der er på gaden skærtorsdag. En bandit på flugt skjulte sig under hendes kappe i kapellet, hvor hun opbevares uden for processionsugen. Da politiet ikke opdagede skjulestedet, satte den taknemlige bandit en hvid rose fast i brystet på hende med sin dolk. Rosen farvedes rød som tegn på, at han havde fået tilgivelse. Derfor bærer jomfruen altid en frisk rød rose - undtagen langfredag, hvor rosen taber farven og bliver hvid.

Har du en kommentar til artiklen? Skriv til journalist per-ole@solkysten.net

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---