Andalusiens påske-processioner er uopløseligt forbundet med barokken. Baroktidens urimelige (og herlige) overdrivelser stemmer så godt overens med folkets natur, at skuespillet i gaderne ikke har ændret sig afgørende i flere århundreder.

Man føler sig også straks tilbage i barokken, når man træder ind i Suso de Marcos’ atelier. Ikke blot er Suso en af de få billedhuggere, der konsekvent afviser brugen af moderne hjælpemidler. Stemmejern og høvl er de eneste redskaber, der står klar til brug ved foden af hans værker, og synet af de mere end mandshøje træfigurer med dramatikken mejslet i kroppens bevægelser og ansigternes ekstase (eller lidelse) fuldender indtrykket.

Her i et af Málagas villakvarterer har Suso de Marcos skabt flere af de træfigurer, der hver påske bæres i procession. For selv om traditionen har solide barokrødder, må de gamle figurer jævnligt skiftes ud, når de har udtjent værnepligten.

Barok, barok... ordet bliver ved med at vende tilbage, når man skal skrive om påskens hovedpersoner. Suso de Marcos kan ikke benægte det indlysende, men han understreger, han i virkeligheden er en af de mindst barokke blandt Andalusiens nutidige imagineros eller religiøse billedhuggere.

Folkekrav
- Vi kopierer barokken, fordi det simpelthen er et folkekrav, og billedhuggere skal som alle andre have brød på bordet. Men der vil altid være en vigtig nuanceforskel mellem neobarokken og originalen, der skabtes i en tid, hvor barokkens filosofi gennemsyrede hele samfundet. Alene af den grund burde man lægge større vægt på fornyelser. Ingen kan nære større respekt for barokkens gamle mestre end jeg, men vi har ikke alene pligt til at respektere historien. Vi har pligt til selv at skabe historie, mener han. Og tilføjer resigneret: - Det er et synspunkt, jeg står ret ene med inden for Andalusien.

Som en af de mest anerkendte kunstnere på dette område har Suso nok alligevel friere hænder end mange andre til at eksperimentere og give de gamle mestres ideer en ny drejning. Ved nærmere eftersyn kan man godt se nogle vigtige forskelle i hans værker. Personerne er mere naturalistiske - i hvert fald som vi opfatter begrebet i dag, selv om barokmestrene med alle deres overdrivelser også tilstræbte den størst mulige lighed med virkeligheden. Men altså en virkelighed, der var forvrænget af kunstnernes eget dramatiske syn på livet. Udtrykt i moderne hollywood-jargon kan man måske sige, der er brugt mindre tomatketchup i Susos værker. Personernes drama kommer i højere grad indefra.

Men det er et område, hvor fornyere gør klogt i at træde varsomt. Suso de Marcos fortæller om broderskaber i Málaga, der efter få år måtte trække nye figurer tilbage, fordi de aldrig blev accepteret trods deres ubestridelige kunstneriske kvalitet. Modsat kan man dog også nævne enkelte eksempler på broderskaber, der stod fast i stormen og i dag føler sig rævestolte af nyskabelser, som i starten stødte på stærk folkelig modstand.

To arbejder
I atelieret fanges blikket af to store arbejder, som Suso de Marcos er ved at lægge sidste hånd på. Det ene er et af påske-processionernes kendte optrin - en Jesus-figur ved søjlen, hvor han prygles af soldaterne.

Figuren savner stadig maling, og vil formodentlig aldrig få det. Den er bestilt af foreningen af Málagas påske-broderskaber og skal udstilles i foreningens kommende museum, når dette om et halvt år åbner på adressen Muro de San Julián nr. 2 i byens gamle centrum. Her skal den tjene som eksempel på arbejdsprocessen med en processionsfigur.

I rå tilstand er det tydeligt, at figuren er stykket sammen af mange stykker cedertræ, og ikke skåret ud af en enkelt blok, som mange fejlagtigt antager. Cedertræet er holdbart og let, og sidstnævnte er vigtigt i betragtning af at statuerne skal bæres gennem gaderne. Et andet vigtigt krav til processions-figuren er at den ”virker” fra enhver synsvinkel - ikke blot forfra.

Når talen er om forskellen til den traditionelle barok, så bemærker man, at Susos Jesus snarere virker stærk end svag og hjælpeløs. Naturligvis lider han, men han har indre styrke til at holde lidelsen ud - en styrke, der tjener til trøst og inspiration for andre, siger kunstneren.

Det andet store arbejde har Suso de Marcos gået og filet på i to år. Gruppen med englen, der overbringer Maria nyheden om hendes undfangelse, er ikke beregnet til processioner. Efter at have fået maling, skal den om nogle måneder placeres i hovedkapellet i Marbella-kirken Iglesia de la Encarnación. Dermed slutter kirken i byens gamle centrum restaureringen efter urolighederne i 1931, der også ramte Marbella.

Læsere, der har lyst til at stifte nærmere bekendtskab med Suso de Marcos religiøse kunst, kan følge broderskabet ”Dolores del Puente”. I fjor drog dette broderskab for første gang på gaden med et af de processions-arbejder, som Suso selv er mest tilfreds med: gruppen af den korsfæstede Jesus mellem tyveknægtene, den gode og den kyniske.

I katedralen kan gæsterne hele året beundre hans nænsomme restaurering af træfigurerne omkring Málagas ældste madonna, der bragtes til byen af De katolske Konger (Isabel og Fernando) ved den kristne generobring i 1487. ”Virgen de la Victoria” (Sejrsjomfruen) er i dag Málagas skytshelgeninde. Uden for katedralen står Susos statue af hende.

Religiøs?
Der er et spørgsmål, som Suso de Marcos altid får stillet i et interview: Er det nødvendigt at være religiøs for at lave religiøs kunst?

- Nej! svarer han uden tøven. - Du skal kende biblen, og du skal besidde kunstnerisk talent og hæderlighed. Andet er ikke nødvendigt for at lave et værk, der opfylder en bestemt funktion. Vi føler os religiøst bevægede ved mødet med en Jesus-figur under påske-processionen, men støder vi på den samme figur i et museum, reagerer vi helt anderledes. I begge tilfælde er det eneste vigtige, at skulpturen besidder en kunstnerisk værdi i sig selv.

Religiøs kunst er bestillingsarbejde for Suso de Marcos. Han åbner døren til et sideværelse i atelieret, og dér kigger vi lige ind i hans personlige univers - lageret over de ting, han laver for fornøjelsens skyld.
Stilen er en helt anden - forresten meget varieret og ikke nem at sætte i bås, men den hører uden tvivl hjemme i det 21. århundrede. Og den er værd at gå efter, næste gang Suso arrangerer en udstilling i byen.

pod.


Blå bog
Suso de Marcos er født 1950 i Boimorto (La Coruña) i Nordspanien.
Han er uddannet på kunstakademierne i La Coruña og Madrid, suppleret med studieophold i mange lande: Yugoslavien, Grækenland, Italien, England og Frankrig.
Siden 1979 har han arbejdet som lærer i træskærerarbejder på Málagas ”Escuela de Bellas Artes de San Telmo”.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---