I Rød Stue sad JP på fire år på knæ i den store vindueskarm og trykkede næsen mod ruden. Han ventede på sin mor.

"Der kommer Labans far. Nøøøøj, han har en stor næse," kommenterede JP. Pædagogen, der gik forbi i det samme, svarede pædagogisk: "Lad være med at kalde Lasse for Laban, JP. Og - det er ikke sødt at sige den slags om Lasses far - du kunne jo risikere, at Lasse blev ked af det. Tænk nu, hvis nogen sagde det samme om din f.., øh - mor." Pædagogen havde nær glemt, at JP ingen far havde.

Det tænkte JP lidt over. Men da hans mor havde en overordentlig lille næse, havde han lidt svært ved at sætte sig ind i det. Sådan er det, når man kun er fire år...

Og fordi JP aldrig havde haft en far med en stor næse, hang der dagen efter en tegning inde i fællesstuen af faren til Lasse med en forskrækkeligt stor næse. Lasse, der havde lidt sprog-problemer, blev først ked
af det. Så blev han vred: "Du ikke være bekendt. Du dum, JP - du sige undskyld", råbte han.
Det ville JP ikke. Ikke tale om! Nu var det pludselig blevet et princip - det handlede om ethvert barns ret til at tegne store, små - eller blå - næser, som de nu havde lyst til. Det var der mange børn i Rød Stue, der var enig med JP i. Når de sådan sad i en gruppe og blev enige, kunne JP næsten glemme sin dårlige
samvittighed...

Her kunne historien være sluttet - ikke mindst hvis JP havde erkendt, at han havde såret et andet barn. Og havde sagt undskyld. Men børn HADER at skulle sige undskyld. Og Lasse og hans lille, sleske ven Ammed var egentlig heller ikke interesserede i at glemme hele historien med tegningen med den store næse. I stedet gik de over på både Blå og Grøn Stue og fortalte alle, der gad høre på det, at JP sad og tegnede tegninger af ALLE børnenes fædre med store næser. Historien gik fra mund til mund - og det blev den ikke dårligere af. JP skulle vist også have sagt, at deres fædre var dummere end snot. Og Ammed kunne fremvise en tegning af en far med grisetryne. Det var ganske vist en, han selv havde tegnet - men den slags detaljer var der ikke længere nogen, der gad hænge sig i. Nu skulle ham JP dælme ha' nogle klø! Og resten af Rød Stue for den sags skyld.

Ja, det er en sørgelig velkendt historie. En historie, hvor der ikke rigtig er nogen helte, og hvor alle parter taber. I den virkelige verdens børnehave vågnede vi børn på Rød Stue op efter eftermiddagsluren og opdagede, at folk, vi ikke kendte, brændte vores flag og vores konsulater af. Men med den for danskere så velkendte "selvfedhed" kunne vi så hurtigt bekræfte hinanden i, at de da også var dumme derovre i Mellemøsten, når de ikke forstod vores ytringsfrihed.

At de mere end 1,1 milliard muslimer havde lige så meget krav på forståelse, var jo en heeeeeelt anden sag... I skrivende stund er et bredt bælte af lande - fra Marokko i vest til Indonesien og Java i øst - lukket land for danske turister og handelsinteresser. Her har Muhammed-konflikten været som manna i ørkenen, og Danmark, Jyllands-Posten og Anders Fogh-Rasmussen er blevet dén ydre fjende, der har kunnet
samle et splittet, undertrykt - og ofte fattigt - folk. Og Danmark er blevet symbolet for det mindreværdskompleks, som mange folk i Mellemøsten føler over for den vestlige verden; Europa og
USA.

Mens det danske diplomati arbejder i døgndrift - nu på anden måned - er der sket noget forunderligt
hjemme i Rød Stue: Vi er rykket sammen. I Voldsmose i Odense trykker en imam og en præst hånd og gør fælles front for forståelse og tilgivelse. Danskere melder sig ind som støttemedlemmer i Demokratiske
Muslimer, og kristne, jøder, muslimer og ateister i små og større byer går i fakkeloptog sammen.
For freden og forståelsen. At Dansk Folkeparti så samtidig har medlemsfremgang viser blot, at der altid - også i Rød Stue - er børn, der bliver utrygge og bange, når der kommer nye børn ind i deres legegruppe.
Disse utrygge børn må der også være plads til. I fredens og forståelsens navn.


Naia Bang / Texthuset

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---