Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Vorherres donkeymand
Skrevet af Solkysten
Sømandspræsten i Algeciras har et job med mange facetter
Den 1. august kom Asger Mørck til Algeciras med et alter og et kors i kufferten. De venter stadig på at blive pakket ud, og i virkeligheden er det ikke uundværlige arbejdsredskaber for den nye sømandspræst.
Det er ikke biblen men et eksemplar af B.T. som han har med da han tager landgangen til Cecilie Mærsk.
- Det er rart at se en dansk avis og et nyt ansigt engang imellem, siger hovmester Jens Alfred Jensen, som lever i kabyssen fra morgenmad til aftensmad.
Efter en hyggesnak med kollegaen (“kirken og kroen er de steder, hvor folk åbner hjertet”) træffer præsten et andet besætningsmedlem med et praktisk problem. En motorcykel skal transporteres fra Afrika til Danmark, og Asger Mørck lover at arrangere sidste del af hjemtransporten med en dansk lastbilchauffør.
Asger er på fornavn med mange af Cecilies 19 besætningsmedlemmer, som han besøger hver gang skibet anløber Algeciras. Det sker to gange i løbet af de fem uger, skibet tilbagelægger sin faste rute mellem Middelhavet og Vestafrika.
Besætningens livsrytme ligger i lige så faste baner: ti uger på havet, og ti uger derhjemme.
- Da jeg startede hed det ti måneder på havet i tankbådene, og 12 måneder i stykgods. Men så var der ganske vist også bedre tid til at gå i land, fortæller kaptajn Steen Henning Larsen, som normalt ligger ved kaj i Algeciras i 30 travle timer, hvor containerne losses og lastes i Maersk España’s store containerterminal.
- Tidligere brugte vi meget præsten til at sende breve hjem. I dag er der e-mail på skibene, men han kan stadig hjælpe med mange praktiske småting, f.eks. arrangementet af en udflugt. Det med kirken er nok gået lidt bag af dansen for mange af os. Men til søs kan der opstå vanskelige menneskelige situationer som folk ikke ønsker at snakke med mig om, men godt med en præst, mener kaptajnen.
Selv siger Asger Mørck:
- Denne forretning drejer sig om meget andet end evangeliet - og alligevel. Det meste er dagligdags snak, men jeg er en del af det menneskelige beredskab. Hvis folk pludselig får behov for at snakke om noget alvorligt så skal de vide, at jeg er her.

Skal falde til
For at gøre nytte skal sømandspræsten falde til og accepteres i miljøet, fornemmer man.
Asger Mørck kommer fra Antwerpen hvor han var sømandspræst i tre år, og i den egenskab bliver han genkendt af en af dæksmændene:
- Var det ikke dig som var ombord i Antwerpen da Jehovas Vidner kom på besøg? De forsvandt hurtigt igen!
Det fører til en snak om sømandspræster, hvoraf nogle har fået et næsten mytologisk eftermæle. Det gælder den finske præst i 1920erne, om hvem det hedder at han hentede besætningen på skibene og låste dem inde i kirken. Var der optræk til mytteri, tog han boksehandskerne på.
En anden kan huske “vorherres donkeymand” i 60ernes og 70ernes London:
- Ham går der mange historier om. Havde du et problem blev det bare løst, om det så var en køretur til Soho.
- Til gengæld kom folk i kirken bagefter. Noget for noget, indskyder Asger Mørck.
Besøget på Cecilie slutter med at overstyrmand Tania Ottesen og hendes kæreste, der er anden maskinmester ombord, får et lift til byen i præstens minibus.
- Vi har været i Gibraltar engang. Ellers er Algeciras’ største turistattraktion vel supermarkedet. Men faktisk kan vi lide byen og har snakket om at finde en ferielejlighed i området, enten til køb eller leje. Ideen er at stå af her og holde en uges ferie inden hjemrejsen til Danmark, fortæller Tania Ottesen.
Flere af deres kolleger har fået samme idé efter at Algeciras i de seneste 15 år har udviklet sig til en vigtig anløbshavn for danske skibe i rutefart.

1000 anløb
Årligt anløbes Algeciras og den nærliggende havn i Gibraltar af godt 1000 skibe med dansk flag, hvoraf Mærsk-terminalen bidrager med over halvdelen. Det var årsagen til at Dansk Sømandskirke i Fremmede Havne besluttede at udstationere en præst i Sydspanien, foreløbig for en toårig forsøgsperiode.
Asger Mørck og hans hustru Annette flyttede i sommerens løb til Algeciras og ønskejobbet. Det er det for præsten, som selv går med en frustreret sømand i maven.
Han er 55 år og blev uddannet som teolog ved Københavns Universitet for ti år siden efter en lang omvej, som i rækkefølge gjorde ham til bankmand, lægestuderende, rejseleder, landmand og buschauffør. Men det var 16 måneder i Søværnet som mærkede ham for livstid, ligesom den efterfølgende skuffelse: A.P. Møller kunne ikke bruge ham som dæksaspirant fordi han var for nærsynet.
Efter nogle år som sognepræst i Hals blev han orlogspræst og sejlede i tre år med ubådene. Et 24 dages togt var det længste han kom på.
- Jeg har ført flere eksistentielle samtaler i ubådene end i Hals. Det er noget som kommer op i folk 45-50 meter under havets overflade hvor der er dyb stilhed omkring dig, siger Asger Mørck.
To ønsker
Præstejobbet i Algeciras venter stadig på at komme i faste rammer, men præsten har to ønsker for fremtiden. Det ene er en shoreboat, så han kan besøge de danske skibe, som ligger til anker i bugten for reparationer. Målet er at alle danske skibe skal have tilbud om et besøg, enten det er i havnen eller bugten, på en hverdag eller om søndagen.
Det andet ønske er et velfærdslokale og i tilknytning til dette et andagtsrum, hvor alteret og korset kan komme til deres ret.
- Det meste af mit arbejde er af social karakter, og det er i orden for det er også en del af præsteløftet. Men jeg kan godt savne den dimension at skulle lave en prædiken engang imellem, tilstår præsten.
I Algeciras, hvor havnen ligger tæt på byen, tror han der er gode muligheder for at skabe et mødested, hvor danske søfolk kan udnytte den korte tid i havnen til at læse danske aviser, surfe på internettet og sludre over en kop kaffe.
Derudover har han stukket hovedet sammen med Margrethekirkens menighedsråd og præst for at drøfte mulighederne af et samarbejde, der under alle omstændigheder bliver formelt den 1. januar 2004, hvor Dansk Kirke i udlandet og Dansk Sømandskirke slår aktiviteterne sammen i en ny forening ved navn Danske Sømands- og Udlandskirker.

Udflugt
Danskerne på Costa del Sol kan få indblik i sømandspræstens dagligdag torsdag den 14. november, hvor Margrethekirkens menighedsråd arrangerer udflugt til Algeciras. Her vil Asger Mørck fortælle og vise rundt i byen og på Maersk España’s containerterminal. Tilmelding kan ske til kasserer Ernst Pilgaard (tlf. 952 471 530) eller til pastor Karsten Erbs (tlf. 952 460 495).
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2002

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga