ET FLAG ER SMUKKEST i modvind, hedder det. Modvind savner den konservative regering ikke for øjeblikket, og med henblik på ret at nyde synet har forsvarsminister Federico Trillo i overværelse af den samlede generalstab hejst det spanske flag på Plaza Colón i Madrids centrum. Og hvilket flag! De 294 kvadratmeter svulmer som et storsejl over byen og det ganske land fra en specialbygget 50 meter høj mast med en dødvægt på 19 tons. Trillo og hans partifælle, Madrids borgmester María Álvarez del Manzano, truer med at gentage ceremonien den sidste onsdag i hver måned. I disse tider, siger sidstnævnte, er det ikke af vejen at hylde det øverste symbol på Spaniens nationale enhed.
Et militærorkester var mødt for at trutte i hornene og kaste lidt feststemning over et arrangement, som samfundet modtog med en blanding af ligegyldighed og direkte modvilje. Måske er det svært at forstå for flagglade kolonihavedanskere, men den spanske flagdyrkelse er nu engang uløseligt knyttet til mindet om Francos nationalkatolske diktatur. Og hvis statens enhed virkelig er alvorlig truet af den baskiske krise, så var det måske ikke klog politik at erindre om, hvad det ved tidligere lejligheder har kostet at holde sammen på enheden.

STØRST GLÆDE havde de baskiske nationalister, ekstremister såvel som formodede moderate, af flaget på Plaza de Colón. De har brug for den spanske nationalisme for at retfærdiggøre den baskiske, som forlængst er gået over gevind. Formanden for det baskiske regeringsparti PNV, Xabier Arzalluz, vækker ikke blot fascistiske minder til live. Han er åbenlys fascistisk når han holder foredrag om forskellen på spanske og baskiske blodtyper. Åbenbart ruller der rhesus negativ i ægte baskiske årer.
I baskernes kollektive underbevidsthed er Den spanske Borgerkrig 1936-39 ved at forvandles til en krig mellem Spanien og Baskerlandet. Processen støttes af en systematisk historieforfalskning i baskiske folkeskoler. Historiebøgerne fortæller ikke at Xabier Arzalluz’ far futtede rundt i sin taxi med Francos indrammede fjæs på instrumentbrættets hædersplads, og at han langtfra var caudillo’ens eneste støtte på de kanter.

DEN BASKISKE KRISE udløstes definitivt den 27. september da PNVs lehendakari (regeringsleder) Juan José Ibarretxe fremlagde sin plan om et Baskerland, der er “frit tilknyttet” til Spanien. Overhøjheden skal ifølge planen deles mellem Spanien og det baskiske folk. På de fleste praktiske områder ville Baskerlandet forvandles til en selvstændig stat med egen repræsentation i EU og ret til at forhandle og indgå andre internationale traktater. Ibarretxe præsenterer sin model som en udvikling af den nuværende autonomstat, og mener den kan realiseres uden at ændre ved den spanske grundlov. Det sætter specialister i statsret spørgsmålstegn ved.
Under alle omstændigheder er Ibarretxes forslag også kun et skridt på vejen. Arzalluz gjorde det klart få dage senere på et møde med partiets unge. “I kommer til at opleve uafhængigheden,” lovede partiformanden og supplerede med en advarsel til “Madrid”: “De kan komme med kanonerne hvis de har lyst, bare kom an… de skal vide at alle som er trængt ubudne ind er blevet smidt ud igen.”
Man fornemmer at taxichaufførens søn venter på kanonerne med samme længsel som hans far før ham.

NEJ OG NEJ, sagde de store landspartier PP (konservative) og PSOE (socialister) til Ibarretxe’s plan. Nej, sagde de baskiske universitetsrektorer. Nej, sagde de landsdækkende fagforbund UGT og CC OO, som straks mistede en række tilskud fra den baskiske autonomstat. Nej, sagde de baskiske arbejdsgiveres formand Román Knörr, som fortalte at flere industrielle projekter var blevet afblæst efter planens fremlægning. “Hvem er Knörr?” spurgte Arzalluz.
Nej, lød det fra landsledelsen i venstrefløjskoalitionen IU, som bliver mere og mere betænkelig ved den baskiske partiafdelings samliv med nationalisterne. Nej, sagde de folkevalgte institutioner i Álava, den eneste af Baskerlandets tre provinser, hvor nationalisterne er i mindretal. Her tales der om en løsrivelse fra Baskerlandet, hvis Baskerlandet indleder en proces om løsrivelse fra Spanien.
“Ibarretxe har sat kurs mod Balkanhalvøen,” advarer Spaniens ministerpræsident José María Aznar.
Lehendakari’en havde præsenteret sit forslag som en kompromisløsning, men hans idé om et kompromis deles ikke af de 45 pct. af befolkningen, som ikke stemmer nationalistisk.

DET VAR SNARERE et kompromis mellem moderate og ekstremistiske nationalister, som Iberretxe havde i tankerne. Men selv på det punkt havde han intet held. Arnaldo Otegi, lederen af de voldelige nationalmarxister i partiet Batasuna, vendte også tommelfingeren ned, omend af andre grunde.
“Systemet kan ikke reformeres indefra,” sagde Otegi, der ønsker et totalt brud med den spanske stat her og nu. Desuden kræver Otegi en anschluss-løsning, der også omfatter de tre baskiske provinser i Frankrig samt Navarra i Spanien.
Det var hvad Ibarretxe fik ud af at bryde sit løfte om ikke at snakke med Otegi før denne havde undsagt terroristorganisationen ETA.
Ibarretxe bebuder ufortrøden en folkeafstemning om forslaget inden udløbet af sit mandat i foråret 2005. Forudsætningen er dog at afstemningen kan gennemføres i et ikke-voldeligt klima, siger han.
I de kommende måneder truer Ibarretxe foreløbig med at overtage flere dele af statens administration uden forudgående forhandling. Han mener, den nuværende autonomstats overenskomst med centralstaten berettiger ham til det.
“Hvis “Madrid” tør, kan de jo blot svare med at suspendere det baskiske autonomi,” siger Ibarretxe’s herre og mester, Xabier Arzalluz, udfordrende.
Endnu engang aner man, det ville passe Arzalluz fint om sagen blev sat på spidsen.

KATALONIEN er det andet nationalistiske brændpunkt i Spanien. Aldrig så snart var Trillo begyndt at flage med sine 294 kvm. i Madrid før en separatistgruppe i Barcelona svarede igen med et husflidsarbejde på 750 kvm. af et katalansk “senyera” (nationalflag), som der heldigvis ikke blev anstillet praktiske forsøg med fra en flagstang.
Blandt de pragmatiske katalanere har ideen om en selvstændigt nation dog ringe vægt i den politiske debat, hvor Carod Rovira (leder af det lille separatistparti Esquerra) er den første til at minde om, at “hverken Spaniens enhed eller vores uafhængighed er så meget værd som et enkelt menneskeliv”.
Under ledelse af Jordi Pujol er Katalonien i næsten et kvart århundrede blevet styret af den moderate nationalistkoalition CiU, der har praktiseret en særlig samlivsmodel med det centrale Spanien. Når Arzalluz haler en indrømmelse ud af Madrid, fremstiller han det som et nyt skridt mod uafhængigheden. Når Pujol gør det samme, snakker han om en styrkelse af båndet til Spanien.
Anvendt psykologi. Det er ikke nemt at gætte hvad der foregår i hovedet på en gammel ræv som Pujol. I årenes løb har han officielt afvist muligheden af en selvstændig stat, men i hans parti ta’r stadig flere af de unge ordet i munden efter at demokratiet forekommer at være blevet endeligt stabiliseret. Derfor blev der lyttet opmærksomt, da CiU’s nr. to Artur Mas den 21. oktober præsenterede hvad han kaldte “Det store Spring Fremad”.

ARTUR MAS repræsenterer fremtiden i den katalanske nationalisme. Den uopslidelige Pujol har selv udpeget ham som sin efterfølger, når han til næste efterår går på pension efter autonomvalget i Katalonien.
Mas strammede CiU’s gamle krav om en “generøs nyfortolkning” af Kataloniens overenskomst med centralstaten. Kun en helt ny overenskomst kan tilfredsstille katalanernes ønske om øget selvstyre, sagde Mas. Blandt hans vigtigste krav var et selvstændigt skattevæsen a la det baskiske. Al offentlig administration skal forestås af Generalitat’en (den katalanske automregering), og denne ønsker at deltage på lige fod med centralstaten i internationale organisationer som EU og Unesco.
Til gengæld - lokker Mas - er CiU parat til at påtage sig et øget ansvar for det øvrige lands styre ved at deltage i centralregeringen i Madrid.
Som man ser, Mas har taget Pujols eksempel til sig om en af kæppen, og en af gulerodden.

I GIBRALTAR går indbyggerne den 7. november til urnerne for at stemme nej til de spansk-engelske planer om at dele overhøjheden af kolonien mellem sig. Der er ingen tvivl om afstemningens udfald, men hverken Spaniens eller Englands regeringer accepterer dens gyldighed. Under alle omstændigheder har forhandlingerne mellem de to lande været i et dødvande i de sidste måneder, hvor Spaniens nytiltrådte udenrigsminister Ana Palacio har haft hænderne fulde af konflikten om de spanske besiddelser i Nordafrika.
Marokkos regering holdt ikke sit løfte om at sende sin ambassadør tilbage til Madrid i oktober. “Persillekrigen” er ikke glemt endnu.

MED ALLE DISSE FRONTER åbne har regeringen fundet tiden moden til at slutte fred med sine indre fjender. Fagforeningerne har overraskende fået opfyldt alle deres krav på nær et enkelt efter generalstrejken den 20. juni. Undtagelsen gælder de andalusiske landarbejdere, som nu er de eneste tilbageværende ofre for den omstridte arbejdsløsheds-reform – formodentlig fordi de under alle omstændigheder anses for uforbederlige socialister.
Det konservative regeringsparti har tabt meget terræn til forfølgerne i de seneste meningsmålinger, hvor den ændrede økonomiske konjunktur får vælgerne til at tage deres stemme op til overvejelse inden forårets lokalvalg.
Banco de España (centralbanken) undsiger offentligt regeringens finanslovforslag for 2003, hvor den økonomiske vækst anslås til 3 pct. Væksten bliver 2 eller højst 2,5 pct., advarer nationalbankdirektør Jaime Caruana. I indeværende år har regeringen selv været nødt til at erkende sit nederlag i inflationspolitikken. Prisudviklingen har lagt sig fast i omegnen af 3,5 pct. mod de 2 pct., der var forudsætningen for årets finanslov.
Som følge af den økonomiske opbremsning er der ikke længere en stærk vækst i beskæftigelsen til at afledige vælgernes opmærksomhed fra de uheldige følger af regeringens økonomiske politik – f.eks. boligpriser der er steget 48 pct. i løbet af blot tre år.
Vælgernes overbærenhed med neoliberale mirakelkure er slut. Regeringen Aznar har indset det og for første gang bøjet af.

“SKULLE DU VÆRE en af mængden? – du som er født til leder!” lyder et af de oftest citerede afsnit i Sankt Josemaría’s værk Camino (Vejen). Her udstikker den katolske kirkes nyeste helgen reglerne for et elitekorps med militær disciplin, der skal sætte sig i spidsen for samfundsudviklingen i den katolske verden: Opus Dei.
300.000 tilhængere fra 88 lande mødtes i oktober til ceremonien i Rom, hvor Opus Dei's skaber Josemaría Escrivá de Balaguer officielt fik plads ved Jesu side i himlen. Sankt Josemaría har skudt genvej: der er kun forløbet 27 år siden hans død, og det er meget lidt for en så konservativ institution som Vatikanet. Pave Johannes Poul II har personligt skubbet på processen, der er en vigtig del af hans arv til eftertiden.
Opus Dei repræsenterer et ægte stykke middelalder-fundamentalisme i det 21. århundrede. Efter årtiers margination i Vatikanet blev Opus Dei forfremmet til den katolske kirkes mest indflydelsesrige institution i forbindelse med den nuværende paves korstog mod den moderne verdens verdslige ideologier.
I den nye helgens fædreland Spanien er Opus Dei tæt knyttet til højrefløjen i PP. Mange af partiets stiftere var Opus Dei medlemmer, som havde tjent som ministre under francodiktaturet. I dag har Opus Dei så vidt vides kun en enkelt minister (Federico Trillo) og en og anden flaggal borgmester som Madrids Álvarez del Manzano blandt sine 33.000 spanske medlemmer.
Men det er en anden historie – eller måske ikke.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---