Alfonso XII blev Spaniens første forfatningsmæssige konge, og hans korte regeringstid blev en overgangstid, hvor der skete store ændringer i den hidtidige stillingtagen til tidens sociale og politiske problemer.
Det drejede sig i virkeligheden om at føre landet ud af den stagnation, det af forskellige årsager havde befundet sig i gennem snart flere århundreder. Den unge konge og Spaniens store statsmand Canovas del Castillo kom godt ud af det med hinanden, selv om Canovas ikke var en person, der inspirerede til stor sympati, men snarere til beundring og respekt. Alfonso XII anerkendte hans dygtighed og lod sig villigt lede af hans erfaringer og politiske kendskab.
Det var Canovas, der havde gennemført Borbon’ernes tilbagevenden, fordi han var af den mening, at et kongedømme som institution udgjorde en væsentlig del af Spaniens historie. Men han ønskede en ny form for monarki, som i mange henseender skulle være forskellig fra den, der havde hersket under Isabel II, og Alfonso XII gik begejstret ind for Canovas’ ideer og forstod, at ledelsen af det kongedømme, som han nu stod for, ikke skulle være en fortsættelse af sin mors måde at forestå regeringen på. Det skulle være indledningen til en ny mere liberal og åben indstilling og en afslutning på tidligere tiders opfattelse af kongemagten.

Isabel II blev holdt udenfor hoffet
Canovas tillod da heller ikke Isabel II at vende tilbage til Spanien før året efter, at Alfonso XII havde overtaget magten, og da med den betingelse, at hun bosatte sig i Sevilla og ikke tog ophold ved hoffet i Madrid.
Men hun blev hurtigt ked af at være forvist til Sevilla og vendte tilbage til sit slot i Paris, hvor hun vedblev at være hovedpersonen i hyppige sentimentale skandalehistorier i den franske society-presse (en pendant til det spanske ugeblad HOLA)! Hun og hendes prinsgemal, Francisco de Asis, var blevet lovmæssigt separeret, og han fortsatte sit liv i Paris med sin uadskillelige rådgiver og sekretær, Antonio Meneses, som højst sandsynligt samtidig var hans sentimentale partner. Disse skandaløse familieforhold var en stor kilde til ærgrelse og vrede fra Alfonso XII’s side.

Fredsstifteren
Det første, Alfonso XII foretog sig knap fem dage efter sin ankomst til Spanien, var at stille sig i spidsen for den nyorganiserede hær i kampen mod de opsætsige carlister.
Det blev en ny borgerkrig, den 3. carlistkrig, som var brudt ud i den korte tid, hvor Amadeo af Savoyen havde været konge i Spanien. På det tidspunkt, hvor Alfonso XII blev udråbt til konge, havde carlisterne stadig stor magt i Aragonien, Katalonien, i provinserne mod øst, samt i en stor del af det centrale Spanien, men frem for alt i Baskerlandet, hvor det var lykkedes carlisternes prætendent, Don Carlos, at oprette en oprørsk og ret aktiv stat.
Alfonso XII opnåede at deltage i de sidste afgørende slag, og i 1876 vendte han sejrrigt tilbage til Madrid, hvor han blev modtaget af en begejstret folkemængde, mens hans modstander Don Carlos gik over Pyrenæerne i landflygtighed.
Der er ingen tvivl om, at den unge konges tapperhed, hans beslutsomhed og hans koldblodighed medvirkede til hans popularitet, noget der lå Canovas meget på sinde. Det var fra dette øjeblik, Alfonso XII fik tilnavnet Fredsstifteren.

Rejser udenlands
Kongen kom også til at spille en ret stor rolle i internationale affærer. I 1883 foretog han en rejse gennem Europa, som ikke var uden hændelser.
Han besøgte Østrig og Tyskland, hvor han overværede flere store militære parader og fik tildelt en hædersbevisning. Hans utvetydige og måske lidt udiplomatiske begejstring over de to kejserlige hære irriterede den franske republik så meget, at den spanske regering frarådede kongen at fortsætte den programmerede rejse til Paris af frygt for, at han skulle blive dårligt modtaget, men Alfonso XII mente, at det ikke ville være korrekt at ændre den planlagte rute.
Da han ankom til den franske hovedstad efter et kort besøg hos Leopold II i Belgien blev han da også mødt af fjendtlige demonstrationer, som han modtog med ophøjet værdighed.

To-parti systemet sættes i gang
Canovas del Castillo var en stor beundrer af det engelske to-parti system og ønskede at indføre det i Spanien som et virkningsfuldt middel til at give monarkiet mere stabilitet og sikkerhed.
Systemet gik ud på, at de to partier, de konservative og de liberale, på en fredelig måde blev enige om at regere efter tur. Der var ganske vist noget der hed valg til parlamentet, men dette valg blev systematisk forfalsket, således at det parti, hvis tur det var til at regere automatisk gik af med sejren, og det betød at man benyttede sig af valgpres og undertrykkelse for at opnå de ønskede resultater.
Disse to partiers medlemmer bestod begge af overklassen, rige godsejere, bankfolk, velhavende forretningsfolk og repræsentanter for de frie erhverv, og når systemet fungerede så godt skyldtes det frem for alt ligegyldighed og mangel på politisk interesse fra det menige folks side.
Befolkningen var dengang overvejende en landbobefolkning med et lavt kulturelt niveau og en udbredt analfabetisme.

Et stagneret og sårbart samfund
Spanien havde i 1877 en befolkning på godt l6 millioner indbyggere. Ti år senere var tallet ikke blevet meget anderledes. Dødeligheden var omtrent lige så stor som befolkningstilvæksten.
Dertil kom, at krigene med carlisterne og den begyndende cubanske uafhængighedskrig var skyld i 350.000 døde. Omkring 1882 havde hungersnød og kriser yderligere en negativ indflydelse på indbyggerantallet, og for at gøre tilstandene endnu værre, udbrød en voldsom koleraepidemi, som hærgede byer og landsbyer og efterlod mere end l20.000 døde.

Politisk uro
Efter de første par rolige år tog begivenhederne på hjemmefronten fart. Katalonien pressede på for at opnå uafhængighed, og i det fattige Andalusien brød der en opstand ud, idet en anarkistisk organisation, som kaldte sig selv Den sorte hånd, tyranniserede landbobefolkningen og vakte panik og begik forbrydelser, som i de fleste tilfælde forblev ustraffet, da det næsten altid lykkedes gerningsmændene at undslippe lovens lange arm. Selv kongen var ude for to attentater, begået af unge arbejdere, som blev pågrebet og henrettet.
Det socialistiske arbejderparti PSOE blev oprettet i 1879, og efterhånden fik fagforeningerne mere magt, og arbejdernes vilkår blev efterhånden forbedret. I 1890 blev der indført almindelig valgret for mænd over 25 år, mens der som sædvanligt ikke blev taget hensyn til kvinderne, som først opnåede de samme rettigheder i 1935.

Fik to døtre
Kongeparrets første barn blev en datter, og da der et par år senere kom endnu en pige til verden var det bittert for Alfonso XII, at skæbnen nægtede ham en mandlig tronarving, når han havde fået to sønner med sangerinden Elena Sanz. Og selv om den arvefølgelov, Fernando VII havde fået gennemført til fordel for sin datter, var blevet afskaffet, glemte man ikke så let de blodige stridigheder, der var opstået på grund af den. Det tredje barn, som først blev født efter kongens død blev en dreng, den senere Alfonso XIII.

Kongens svage helbred forværres
Kongens helbred havde aldrig været stærkt. Allerede i de første år under deltagelse i kampen mod carlisterne havde han været syg og havde spyttet blod, men det måtte ikke hedde sig, at kongens var alvorligt syg, så der blev ikke gjort noget effektivt for at bekæmpe sygdommen, andet end at give ham et rødt lommetørklæde for at man ikke skulle se, at det var blod han hostede op.
Han tilsidesatte også tit hensynet til sig selv og var altid parat til at vise deltagelse overfor de nødstedte, bl. a ved at besøge Andalusien, som var blevet hærget af jordskælv i den strenge vinter i 1884, eller ved at trøste dem, der havde lidt skade ved de store oversvømmelser ved Murcia.
Et par måneder før han døde, og hvor han selv kun med en kraftanstrengelse kunne holde sig oppe, besøgte han de koleraramte områder i Castilla og Andalusien, hvor denne pest efterlod over 100.000 døde.
Canovas havde forbudt kongen at tage af sted, men inkognito og med ledsagelse af en adjudant tog han alligevel toget til Aranjuez, et af de stærkest befængte områder og besøgte de syge på hospitalerne omgivet af folks beundring..
De sidse par måneder tilbragte kongen på slottet El Pardo hvor man havde håbet, at den friske luft ville gøre ham godt. Men hans liv stod ikke til at redde, og i november 1885 døde han. Hans enke Maria Cristina overtog regentskabet i de næsten 16 år, indtil hendes søn blev myndig.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---