
Pels - en helårsbolig
Skrevet af Solkysten
Petcare-spalten
De fleste mennesker tror, at lopper kun findes i de varme sommermåneder. Men nej, selv om den hastighed, hvormed æg forvandler sig til pupper, afhænger af temperaturen, er det varmt nok i det sydlige Spanien til at utøjet trives året rundt.
Loppens livscyklus former sig sådan, at hunloppen (hannen er slet ikke inde i billedet) drikker af dyrets blod, og kort tid efter lægger hun sine æg, normalt 12 om dagen. De falder af dyret og udklækkes. Afhængig af temperaturen varer denne proces fra to dage til et par uger. Herefter begiver den nye hunloppe sig frejdigt tilbage i pelsen, og cyklusen starter forfra.
De er ikke så nemme at slippe af med, for de kan ligge inaktive i månedsvis. Grundig støvsugning er en af de bedste metoder til udrydning af æggene, men man skal ind i alle kroge, folder og hjørner af hundens tæppe, kurv og polstrede møbler. Gulvtæppet er også en udmærket udklækningsanstalt, og æggene er umulige at se.
Heldigvis er den tid forbi, da et loppehalsbånd var det eneste, der gav en form for beskyttelse. I løbet af de seneste år er der udviklet en række udmærkede produkter, både som tabletter, spray og i flydende form. Væsken skal gnides ind i dyrets nakke, og hvis det er store hunde også på ryggen. Nogle af pillerne virker gennem blodet, så hunloppen dør, når den drikker, og andre virker gennem lymfekirtlerne.
Det er ikke alle dyr, der befinder sig lige godt med de forskellige midler, så spørg dyrlægen til råds. Det vigtigste er at man er kontinuerlig i behandlingen og ikke tror, at det kølige efterår tager livet af lopperne.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2002
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2002

