Mit forslag til månedens udflugt kan udmærket gennemføres året rundt. Jeg vil dog bemærke, at jeg rent personligt har været mest glad for at køre igennem det område, der kommer på tale, i det såkaldte vinterhalvår, hvor temperaturen er yderst behagelig, når blot solen skinner. Bliver man af meteorologerne advaret om lavtryk i Cádiz provinsen, skal man selvfølgelig blive hjemme.

Vi kommer til at krydse et opland, hvis kendetegn er gårde og godser, der har specialiseret sig i opdræt af tyre af den slags, man i Spanien kalder for toros de lidia. Det er tyre, hvis endeligt er programmeret til at finde sted i arenaen, d.v.s. på La Plaza de Toros, som det hedder på spansk.
Oplandet, der er genstand for denne artikel, ligger nord for Algeciras. Det er et omfangsrigt område, og det er klart at man på en dagtur når knap så meget, som hvis man tillod sig en enkelt overnatning.
I begge tilfælde vil jeg anbefale, at man starter ved Los Barrios (se kortet), hvortil man når frem ved at følge kystvejen mod Algeciras. Derfra begiver man sig ind i land ad A-381.
Ret snart får man øje på store, indhegnede arealer med græssende tyre og køer. Vi følger vejen og holder øje med kilometertælleren, for 50 km. længere fremme skal vi nemlig svinge til venstre i retning af Benalup de Sidonia (Ca-212) - en strækning på ca. 24 km. - der ikke alene er kendt som LA RUTA DE LOS TOROS, men også i hvert fald i folkemunde kaldes for LA RUTA DE LAS VENTAS på grund af de mange kroer, der i hvert fald i week-enderne hele året rundt tiltrækker et utal af spisegæster fra kystbyerne.
Vejen snor sig igennem et landskab, der domineres af korkeg, krat og det, man i Spanien kalder for bosque mediterraneo samt af marker, hvor kvæget har sine græsgange. Området er temmelig ubeboet, og man gætter sig faktisk til eksistensen af store gårde, hvor tyrene hører til.
Om efteråret præges landskabet af de velkendte, lidt dystre farver, der hører til den brune farveskala med alle dens nuancer. Er på ingen måde utiltalende … Carolina Herrera og Valentino er åbenbart af samme mening, for deres efterårskollektion må simpelthen hvad farver angår være inspireret af Andalusiens efterårslandskaber.
På et tidspunkt når vi frem til Benalup, der på ingen måde gør indtryk. Vil dog nævne et par ting, der har relation til landsbyen:
Der findes i nærheden et par huler - Cuevas del Tajo de las Figuras - hvor stenaldermennesket engang har haft sit habitat og eftrerladt interessante hulemalerier, har jeg læst.
En stedkendt person rynkede på næsen, da jeg spurgte om vej til hulerne. “De er lidt vanskeligt tilgængelige, señora, og De bliver skuffet over malerierne…”. Til stor glæde for min mand dropper vi den del af programmet.
Med hensyn til huler vil jeg da også indrømme, at jeg er ret selektiv, for i mine yngre dage havde jeg speleologi som hobby og har uden at overdrive vist nok besøgt 50-60 huler, hvoraf en enkelt virkelig gjorde indrtyk, for udover de sædvanlige flagermus, der hang i loftet, havde hulen en ekstra overraskelse til os i form af et par … skeletter - det sidste, der var tilbage af en gruppe mennesker, der havde levet for 500 år siden og skjult sig for Otoman-rigets frygtede lejesoldater, der dengang huserede på Balkan-halvøen, hvor jeg boede i mine yngre dage. Det er ikke mange huler, der kan byde på den slags oplevelser!
Benalup forbindes også med en “åbenbaring” af Jomfru Maria, der efter sigende gjorde sig synlig for en lokal kvinde. Det skete i 1986, hvor Jomfruen viste sig under skyggen af et figentræ, der voksede ved et vejkryds, man automatisk kommer forbi. Notitsen fik folk fra egnen til at strømme ind til Benalup. Figentræet blev decimeret i takt med de troendes iver for at få et blad med sig hjem og således få diverse ønsker opfyldt. Af figentræet er der intet tilbage. På stedet finder der nu kun en statue af La Virgen med et væld af blomster - et minde om lokalkvinden Maria Sánchez’ overnaturlige oplevelse.
Vi bestemmer os til at spise på “La Grulla”, for selv om det er en hverdag, er alle borde besat (godt tegn).
Vi starter med en “fino” akkompagneret af en skål med de velkendte oliven. Når vi nu snakker “oliven”, vil jeg benytte lejligheden til at komme med et par oplysninger om denne skønne frugt.
Den kan være verde (grøn), negra (sort) eller morada (lilla) og med eller uden sten… Er enhver spaniers favorit til en drink. På årsbasis regner man med, at hver en spanier indtager ca. 3 kilo oliven i form af “tapas” (bliver dog også brugt i gryderetter og i saucer).
Der findes i Spanien ifølge statistikken … 185 millioner oliventræer.
Spanien hører således til verdens allerstørste producenter af oliven, hvoraf halvdelen konsumeres på stedet, og resten eksporteres. Det var fønikierne, der introducerede oliventræet til Spanien. Grækerne og romerne gjorde frugten til en bestanddel af deres køkken. Og sådan fortsætter det op til vore dage …
Spis oliven - så meget De kan - for frugten er rig på A og E-vitaminer, fosfor, postasium, kalcium og jern, regulerer kolesterolet, virker præventivt på blodkarsygdomme, letter fordøjelsen etc., etc.

Oplysninger om den andalusiske kamptyr
Da jeg denne gang som tema har La Ruta de los Toros, hvor vi kører forbi de store godser og på forholdsvis kort afstand kan observere de græssende kreaturer, kan jeg ligeså godt forsyne læseren med et par ekstra oplysninger, for således at gøre turen lidt lærerig.
Lad mig starte med et par ord om den spanske kamptyr, der oprindeligt stammer fra en afrikansk race, bos taurus africanus, som blev indført fra Ægypten, hvor den under faraoerne, d.v.s. årtusinder tilbage i tiden, blev brugt som forlystelsesobjekt ved fester og religiøse ceremonier.
Denne urokse blev krydset med den andalusiske urokse, hvorved man nåede frem til en kamptyr - bos taurus ibericus - der senere atter blev krydset, for således at komme frem til en type af mindre dimensioner med knap så store horn, en type der dermed skulle være mindre farlig at kæmpe imod.
Andalusiens fineste kamptyre stammer fra de store gårde omkring Campaña (Sevilla), Utrera (Sevilla), Puerto de Santa María (Cádiz) og Arcos de la Frontera (Cádiz). En af de mest berømte tyrefarme er Miuras i Campaña. Tyrene fra denne farm er ikke alene velproportionerede, men også hurtige, agressive, kloge og ofte utilregnelige. Er derfor frygtede af matadorerne. Til gengæld er en Miura-tyr et enestående trækplaster, der altid sikrer fuldt hus på arenaen.
Tyrefarmens ejere er selvfølgelig velkonsoliderede personer, ofte kendte tyrefægtere, der har investeret en stor del af deres indtægter i en såkaldt “Ganaderia” (i øvrigt enhver tyrefægters drøm), for det kræver kapital at kunne drive den slags business. Til de store græsarealer hører der boliger til de mange ansatte, der hver især har en funktion.
Ejerens højre hånd er El mayoral - farmens øverstbefalende, der sørger for, at alt fungerer (helst perfekt) i det daglige. Hans rådgiver hedder på spansk conocedores, og disse, formodes det, ved alt om farmens kreaturbestand - navne, karakteregenskaber etc. Kommer med forslag, når der skal tages stilling til krydsninger. De såkaldte garrochistas er også yderst vigtige. Optræder på hesteryg forsynet med lange trælanser med metalspidser, og det er netop dem, der får flokkene til at bevæge sig i den ene eller den anden retning ved at prikke dyrene i siden med lanserne. El garrochista samarbejder ofte med en firbenet “kollega” - en kastreret tyr - der får resten af flokken til at “makke ret”, d.v.s. dirigere sig mod nye græsmarker, båse, transportvogne, samt under de såkaldte “Encierros”, hvor tyrene bliver sluppet løs gennem gaderne og ender ved den lokale arena.
Den kendteste af alle “Encierros” er den i Pamplona (i begyndelsen af juli), men både i Mijas og i Fuengirola kan vi i forbindelse med de respektive byfester (september og oktober) opleve tyrenes march igennem hovedgaden med den kastrerede tyr (el cabestro) i ledende position. Kan man lide spænding, er det værd at overvære. Jeg har selv været tilskuer - op til flere gange - ved disse lokale “Encierros”, hvor ungdommen løb foran tyrene, og hvor det lokale Røde Kors måtte træde til. Tyrene er ikke til at spøge med …
Kamptyrene fødes normalt under åben himmel, og så snart de er vænnet fra fjernes de fra moderen og føres til en særskilt indhegning, hvor de bliver brændemærket.
På godserne afholdes der også regelmæssigt en tienta, hvor tyrene afprøves som kampdyr på stedets private arena. Det sker efter alle kunstens regler, de hidses op, men bliver ikke dræbt. Slår eksemplaret ikke til som kampdyr bliver adressen … det lokale slagteri. Viser tyren specielle egenskaber, vil man i fremtiden satse på søskendeflokken. Ikke på den optrædende tyr … Nej, nej! For tyren, der har optrådt i en tienta husker alle sine fejl, glemmer dem ikke, og ville i så fald være alt for farlig for tyrefægteren.
Min mand og jeg har besøgt nogle af de store tyrefarme i Andalusien. Nogle af dem er tilgængelige for turister. Ejeren har i så fald med ekstra business for øje indrettet en speciel fløj til overnatning, og dermed følger der rundtur i Landrover, overværelse af en tienta, samt hel- eller halvpension. For en nordboer kan sådan et tilbud være ganske interessant.
Er man indstillet på overnatning kan man altid få plads (efter min erfaring) på de lokale hoteller i Alcala de los Cazules eller i Medina Sidonia.
Tilbage til kysten kan jeg på det varmeste anbefale en køretur gennem LA RESERVA NACIONAL DE LOS ALCORNOCALES - en af Spaniens skønneste nationalparker. Et paradis uden lige! Diverse veje krydser naturparken. Lad mig anbefale vejen, der ender ved Cortes de la Frontera (se kortet).
Næste mål er Ronda og så tilbage til Costa’en.
Er man indstillet på at starte så snart solen har vist sig på himlen, kan man godt klare turen på en enkelt dag. Hvis ikke, kan man tage ruten i slowmotion, overnatte et sted på landet, lade sig traktere med “rabo de toros”, egnens specialitet, relaxe og nyde det storslåede landskab.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---