Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Juan Carlos Castro (t.h) vil helst hjælpe spaniere og udlændinge på lige fod, men kan ikke.
Juan Carlos Castro (t.h) vil helst hjælpe spaniere og udlændinge på lige fod, men kan ikke.
S.O.S.
Skrevet af Solkysten
Røde Kors efterlyser udenlandske
frivillige til det sociale hjælpearbejde
Et spansk ægtepar venter på deres hjemmehjælper i San Pedro de Alcántara. Hun kommer tre gange om ugen og hjælper dem med at handle og lave mad til dybfryseren.

Røde Kors – Marbella har i flere år tilbudt hjemmehjælp til ældre mennesker. Det er en gratis ordning, som klares af en gruppe frivillige spaniere og sydamerikanere. De besøger for øjeblikket 30 personer i Marbella og San Pedro de Alcantára, og de frivillge tager sig desuden lejlighedsvis af postoperative patienter i deres hjem.

Hjemmehjælpen henvender sig til alle nationaliteter, men afdelingen har hidtil udelukkende hjulpet spanske pensionister. De udenlandske tilflyttere har ikke haft glæde af den gratis service.
– Vi ønsker at behandle spaniere og udlændinge på lige fod, men det har i praksis været svært at hjælpe tilflytterne, fordi vi har for få udenlandske frivillige og ikke kan tilbyde en stabil ordning, siger Juan Carlos Castro.

Han er ansvarlig for det sociale hjælpearbejde i Marbella og har flere gange måttet afvise udenlandske ansøgninger. Det ærger ham hver gang at skulle afvise en person, som har behov for hjælp, på grund af sprogvanskeligheder.

Han har været med til at sætte hjemmehjælpen i gang og er tilfreds med det udbytte, de spanske pensionister har fået. Røde Kors – Marbella formidler hjemmehjælp og besøgsordning til 150 ældre mennesker i Marbella og San Pedro de Alcántara.

Hurtig ekspedition
Røde Kors har fundet en smidig ordning. Ansøgningerne kommer både fra privatpersoner og offentlige institutioner. Den lokale afdeling undersøger hver enkelt sag og ekspederer ansøgningerne videre til provinsdelegationen i Málaga, som tager afgørelse efter et besøg i hjemmet og en samtale med de pågældende og eventuel familie.
- Vi kan ikke tage stilling til en sag bag et skrivebord. Hjemmehjælpen skal tilpasses ansøgerens behov, og det kan for eksempel være nødvendigt at ændre på boligens indretning. Det skal begge parter være indforståede med, siger Juan Carlos Barroso Ruiz, leder af bedømmelsesudvalget.

Røde Kors ville helst hjælpe alle ansøgere, men har været nødt til at indføre flere begrænsninger. Hjemmehjælpen gælder ikke personer med kroniske sygdomme, og de frivillige påtager sig ikke personlig hygiejne og rengøring.
- Det har været nødvendigt at begrænse hjemmehjælpernes opgaver. Den personlige hygiejne kræver kendskab til løfteteknik, og rengøringen tager for meget tid, forklarer Juan Carlos Barroso Ruiz.

Hjemmehjælperne tager deres frivillige arbejde seriøst. De besøger klienterne på aftalte tidspunkter og hjælper dem med de almindelige gøremål som at gå i banken eller handle.

Hjemmehjælperne forsøger hele tiden at motivere de ældre mennesker. De kommer med på indkøbsturen og for mange betyder det, at de bliver mere aktive og genvinder deres livsglæde, forklarer Juan Carlos Castro.

Han har i flere tilfælde set, hvor positiv en indflydelse, hjemmehjælpere har.
- Vi hjalp i fjor et ældre ægtepar, som ikke havde været uden for deres dør i årevis. De boede for sig selv og havde ingen børn. Hjemmehjælperen foreslog at køre en tur med dem i vores varevogn. De kunne slet ikke kende byen og levede højt på udflugten i flere måneder, siger Juan Carlos Castro.

Et socialt netværk
Røde Kors – Marbella har også ambulancetjeneste og står i sommerhalvåret for at organisere livreddere på badestrandene. Afdelingen hjælper desuden sundhedsmyndighederne med at distribuere hjælpemidler til udskrevne hospitalspatienter. Røde Kors afleverer udstyret til de pågældende og henter det igen efter brug.

Samarbejdet løser et alvorligt problem for myndighederne, som hverken har mandskab eller vogne nok til at distribuere udstyret.
- Det offentlige er ofte flere uger om at sende et par krykker til en mand med et brækket ben. Han behøver dem med det samme og enhver kan se, at det er uholdbart, siger Juan Carlos Castro.

Afdelingen har som det seneste inititaiv startet ”Operation Klædeskab”. De frivillige har i kælderetagen ryddet et lagerrum, der bruges til opbevaring brugt tøj. Medhjælperne sorterer tøjet i forskellige kategorier og deler det ud til mindrebemidlede.

Ángel Ruíz Jiménez, førtidspensioneret bankmand, går varmt ind for initiativet. Han har tidligere hjulpet sociale taber og kender skyggesiden i overklassekommunen.
- Marbella forbindes normalt med dyre biler og luksusvillaer, men Marbella har også sine stiknarkomaner, posedamer og illegale flygtninge. Myndighederne prøver at gemme dem af vejen, men de har behov for mere opmærksomhed, siger Ángel Ruíz Jiménez.

Han bruger hver dag et par timer på at køre ærinder og passe telefonen i afdelingens hovedsæde og føler, det giver ham mere energi.
- Jeg gider ikke spilde min tid på at spille domino og glo på fjensyn. Der er masser af gøre i en hjæpleporganisation som Røde Kors, og det giver en stor tilfredsstillelse at se nogle af taberne komme på fode igen, fortæller Ángel Ruíz Jiménez.

Opfordring
Han opfordrer alle udlændinge til at give en hånd med det sociale arbejde. De kan melde sig ind i Røde Kors eller blive tilknyttet hjælpeorganisationen i deres bopælskommune, for det er ikke kun

Marbella-afdelingen, der har mangel på udenlandske hjælpearbejdere. Interesserede kan henvende sig til:
Cruz Roja
Benalmádena: Tlf. 952 44 08 14
Estepona: Tlf. 952 80 65 42
Fuengirola: Tlf. 952 47 82 58
Marbella: Tlf. 952 82 75 57
Mijas: Tlf. 952 66 46 46
Torremolinos: Tlf. 952 37 37 27
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2002

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga