"BOLIGPRISERNE STIGER fordi spanierne er blevet rigere," oplyste Francisco Álvarez-Cascos (ministeren for offentlige arbejder) i en parlamentsforespørgsel, og spanierne gav sig straks til at regne på hvor rige de var blevet.

Siden den konservative regerings debut i 1996 og til udløbet af i fjor steg boligpriserne med 58 pct. I år ventes priserne at stige med yderligere 15 pct. Det giver 73 pct. ialt, og det er stadig ikke til at se skruens ende.

På et pressemøde i juni lovede en direktør i det store vurderingsselskab Tinsa, at priserne havde nået loftet. Blot få uger senere måtte samme Germán Pérez Barrio dementere sine oplysninger på et nyt pressemøde: “Jeg ved ikke, hvorfor I bliver ved med at lytte til mig!”

På samme måde konstaterede Banco de España (centralbanken) i starten af oktober, at der “stadig ikke er klare tegn på en stabilisering af boligmarkedets priser.”
Boligmarkedet er bagsiden af regeringens økonomiske politik, der har haft succes på så mange andre områder.


“VI ER ALLE MEDSKYLDIGE,” sagde Germán Pérez Barrio og sigtede til den del af befolkningen, der som Álvarez-Cascos købte bolig mens den var billig, og nu glæder sig fordi værdien stiger år efter år.

Til gengæld fortvivler de unge, som står over for deres første køb på boligmarkedet. De er ofre for paradokset i en økonomisk vækst, som på en gang gør det nemmere at finde job og sværere at stifte hjem.

Alderen på hjemmeboende børn er for rask opadgående. Mange tvinges til at dele tag med forældrene til de er i 30erne, hvad der fører til generationskonflikter og en af verdens laveste fødselsrater. Sidstnævnte er alle økonomer forresten enige om at se som den alvorligste trussel på mellemlang sigt mod Spaniens økonomiske velfærd.

Bolignøden vokser, mens der bygges som aldrig før. Cementforbruget vil i år sætte rekord med 44 mio. tons, men cementen bruges ikke til boliger. En tredjedel bruges til rene investeringsobjekter, som opføres i forventning om nye prisstigninger i de kommende år.


DER ER FLERE ÅRSAGER til udviklingen, siger økonomer.
Efter den konservative valgsejr i 1996 faldt renten til et ukendt lavt niveau. Det blev billigere at optage et hypotekslån i en bolig, og det forhold tillod sælgeren at hæve prisen uden at køberen mærkede forskellen på sit månedsbudget.

Senere startede forberedelserne til pengeombytningen i forbindelse med euro’ens introduktion. Seks billioner “sorte” pesetas blev på kort tid sat i omløb, og boligmarkedet er traditionelt den største aftager af den slags penge.

Euro-effekten løb ud i starten af i år, hvorefter mange eksperter havde ventet en opbremsning af boligpriserne. En sådan indtraf ikke. I den aktuelle fase er den internationale børskrise med til at presse boligpriserne op, fordi investorerne sælger deres aktier og køber cement for pengene – eller jord.


SPEKULATIONEN MED JORD er i virkeligheden boligmarkedets største problem, mener entreprenørforeningen Fadeco: på blot fire år er byggegrundens andel af boligens samlede pris vokset fra 30 til 60 pct.

Allerede i 1996 var den nye regering opmærksom på faren for en sådan udvikling og søgte at komme den i forkøbet ved at liberalisere jordmarkedet. Store arealer i landzone blev potentielle byzone-arealer, men stik mod forventning førte det ikke til et øget udbud af byggegrunde. Tværtimod gjorde det jorden til genstand for langsigtede spekulationsopkøb hos store investorer, der har tid til at vente.

Kommunerne er i hvert fald delvis medskyldig i denne udvikling. De kunne forholdsvis nemt regulere prisniveauet ved at sende mere af deres egen jord på markedet, men kommunernes evige pengemangel (affødt af deres manglende mulighed for at opkræve indkomstskatter) har også fået dem til at spekulere med jorden, som de frigiver i små partier og dyrt.


DET SOCIALE BOLIGBYGGERI er næsten blevet udslettet. I 80erne var mere end hver anden nyopført bolig en VPO, dvs. Vivienda de Protección Oficial, hvor staten garanterede købere med lave indtægter en række økonomiske fordele. I fjor hørte kun syv pct. af de nye boliger til denne boligtype.

VPOerne er en dårlig forretning for bygherrerne, som henter meget større fortjenester på det “frie” boligmarked. Det samme gælder kommunerne, som hellere sælger deres jord til “frie” boliger end stiller den til rådighed for VPOer.

Hermed afskærer man en stor del af befolkningen fra adgang til boligmarkedet. I Málaga anslog entreprenørernes formand Juán López Cohard for nylig, at 60 pct. savner økonomisk mulighed for at handle bolig på dagens “frie” marked.


LIDT SENT søger regeringen at genoplive det prisregulerede marked med en boligplan 2002-2005, hvor der sættes ni mia. euro af til offentlig boligstøtte, fordelt mellem direkte tilskud og skattemæssige fradrag.

Som en nyhed vil regeringen også styrke markedet for udlejningsbyggeri ved hjælp af nye tilskudsmuligheder. 85 pct. af alle spaniere bor i dag i privatbolig, eftersom andre boligformer aldrig har været begunstiget med offentlige tilskudsordninger.

Socialistpartiet PSOE har fremlagt sin egen plan, som vil medføre en ekstraudgift på tre mia. euro indtil 2005. Ifølge socialisterne er der i den nævnte periode behov for 180.000 statsstøttede boliger årligt for at gøre det muligt for unge og mindrebemidlede at stifte eget hjem.
Bl.a. vil PSOE tvinge kommunerne til at sætte mindst 40 pct. af den offentligt ejede jord af til boliger for unge.

Boligproblemet bliver et af de varme emner i den lange valgkamp, som netop er startet. Det gjorde PSOE klart i den forløbne måned, hvor partiet afslog et tilbud fra regeringen om et bredt forlig på boligfronten. Afslaget gjorde ondt i det konservative Partido Popular, hvor man er bevidst om at have gjort tingene dårligt.


PÅ LISTEN over spaniernes største bekymringer kommer boligen temmelig langt nede – på sjettepladsen – i en nylig meningsundersøgelse. Men det er et problem som specielt vedrører de unge, dvs. en af de grupper som sikrede Partido Populars første valgsejr i 1996. PSOE håber at de unge leverer magten tilbage til socialisterne ved kommunalvalget i maj 2003, som både regering og opposition er enige om at tage som generalprøve på parlamentsvalget det efterfølgende år.

Meningsmålingerne viser at PSOE i de sidste 12 måneder er halet stærkt ind på regeringspartiet og enten har udlignet de konservatives forspring eller er på nippet til at gøre det.


MEDVINDEN FRA 1996 løjer af. Bagsiden af en del af regeringens økonomiske politik har vist sig, og samtidig får regeringen ikke længere støtte fra en international konjunktur, som længe var de spanske interesser gunstig. Tingene begynder at gå dårligt, eller dårligere end i de foregående år, og vælgerne kigger sig om efter en årsag.

I årets tredje kvartal steg arbejdsløsheden fra 11,0 til 11,4 pct., sammenlignet med samme tidsrum i fjor. Her og nu vejer det tungere end at regeringen ved sin tiltræden overtog en arbejdsløshed i omegnen af 20 pct.

Regeringen kan fremhæve at de 16.356.900 spaniere, som p.t. er i arbejde, er det højeste antal i hele spanienshistorien. Men her og nu hæfter vælgerne sig ved, at arbejdsløsheden stadig er den højeste inden for EU.

Netop arbejdsløsheden er spaniernes klart vigtigste bekymring, viser førnævnte meningsmåling. Det har også forbindelse med usikkerheden i ansættelsen, fordi en tredjedel er ansat på tidsbegrænsede kontrakter.


I DEN SITUATION kæmper regeringen for at genvinde det politiske initiativ, hvad der fører til beslutninger med et vist skær af panik over sig.

Lov-og-orden – en traditionel konservativ mærkesag, som socialisterne på det seneste har overtaget – ser ud til at blive et hovedtema i den konservative valgkamp. Det er næsten at stikke hovedet i løvens mund. Hvis den stigende kriminalitet bekymrer de konservative politikere, skal de i første omgang forklare hvorfor de har tilladt en nedskæring på mere end 6000 ansatte i landets to politikorps, Policía Nacional og Guardia Civil, siden 1996.

Siden 1996 har de offentligt ansatte haft en lønudvikling langt under prisudviklingen. I de nye overenskomster for 2003 har de for første gang fået lovning på en lønstigning udover den forventede inflation. Det kan være velfortjent, men sagligt forekommer beslutningen ikke logisk i en situation, hvor den økonomiske vækst flader ud (1,8 pct.) mens inflationen stædigt bliver liggende på et alt for højt niveau – 4 pct. over de seneste 12 måneder.


POLITIK ER EN BRANCHE hvor man sjældent aflønnes efter fortjeneste. De ydre faktorer, som man ikke kontrollerer, spiller en meget større rolle end den enkelte politiker bryder sig om at indrømme.

For blot et år siden var José Luis Rodríguez Zapateros lederskab af PSOE alvorlig omstridt. “Bambi” – som en vittig sjæl havde døbt ham – blev kritiseret for sin imødekommenhed over for regeringen, som han tilbød brede forlig om vigtige nationale spørgsmål som terrorismen og retsvæsenets reform. Socialistpartiets profil kom aldrig til at stå klar, sagde kritikerne i Zapateros egne rækker.

I dag roser de Zapatero for hans strategi, der hindrede regeringen i at slå politisk mønt af sager med bred folkelig opbakning.
Samtidig har Bambi lært at føre sig frem som Store Stygge Ulv i andre sager, hvor Partido Popular står svagt. I den årlige debat om nationens tilstand stjal han billedet fra ministerpræsident José María Aznar, som syntes lige så forbløffet over forandringen som Zapateros egne partifæller.

Zapatero er ved at lære kunsten, og først og fremmest får han uvurderlig hjælp af konjunkturerne.


I DEN KONSERVATIVE LEJR er man i alvorlig bekneb for et svar på fænomenet Zapatero, for Aznars autoritet er om ikke svækket, så tidsbegrænset af hans tit gentagne forsikring om at han ikke genopstiller ved valget i 2004.

På den anden side ønsker Aznar stadig ikke at udløse spændingen om hvem der skal efterfølge ham. Det tomrum, som således er opstået, har ministerpræsidentens frue udfyldt i medierne.
Ana Botella – således hedder damen – “overvejer alvorligt” et tilbud om at træde ind i kommunalpolitik på PP-listen til Madrids byrådsvalg. Det er hun i sin gode ret til, men man føler nogen bekymring på regeringspartiets vegne over at hun åbenbart er udset som de konservatives trumfkort ved valget.

Aznars hustru er kendt for nogle vage sociale interesser og har desuden redigeret en kommenteret udgave af kendte eventyr, hvor disse “sættes ind i en sammenhæng så børnene kan forstå dem”. Rollen som Hillary Clinton synes at overstige hendes evner.


TI ÅR EFTER er Galicien i Spaniens nordvestlige hjørne atter offer for en miljøkatastrofe efter at tankskibet Prestige led havari ud for en af Europas mest stormfulde kyster. 300 km. kyst er blevet forurenet i EU’s vigtigste fiskeriregion, hvor de daglige tab anslås til syv mio. euro. Den endelige regning tør ingen sætte tal på endnu. Prestige var et gammelt og forsømt enkeltskroget tankskib under bekvemmelighedsflag, og EU-kommissionen undersøger nu om nogle havne – i Gibraltar og i Grækenland – har forsømt deres tilsynspligt under tankskibets tidligere anløb.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---