
Ángeles Muñoz
Udlændinge må implicere sig
Skrevet af Solkysten
Den konservative Ángeles Muñoz
advarer om situationens alvor
advarer om situationens alvor
Den svenskgifte Ángeles Muñoz er formand for den konservative partiforening i Marbella og stiller op som spidskandidat ved næste kommunalvalg. Hun har sammen med ledelsen af partiforeningen brugt flere måneder på at udarbejde hovedpunkterne i det, hun kalder et konstruktivt valgprogram. Den konservative kandidat vil med en fornuftig fordeling af skatteborgernes penge genvinde det tabte terræn.
- Marbella har i tolv år været styret af en enevældig borgmester. Det er på høje tid at indføre ærlige arbejdsmetoder og genetablere samarbejdet mellem rådhuset og andre institutioner, siger hun.
Ángeles Muñoz giver Jesús Gil skylden for de mange problemer. Han har systematisk forsømt sine forpligtigelser og har forvandlet Marbella til en lovløs by. Den forhenværende borgmester og den nuværender (Julián Muñoz) respekterer hverken forvaltningsloven eller de demokratiske principper. Jesús Gil & Co. har haft for travlt med at pleje deres egne interesser.
Den kaotiske byplanlægning er det værste eksempel på magtmisbruget.
- Marbella har for øjeblikket ingen gyldig lokalplan. Regionaladministrationen har talrige gange forkastet Jesús Gils forslag til en ny lokalplan med katastrofale følger. Indbyggerne ved ikke, om de bliver nabo til en skyskraber eller en grim statue, siger hun.
Jesús Gil blæser samtidig retssystemet et langt stykke. Han har i årevis drevet gæk med oppositionen. De konservative og socialisterne har ikke haft aktindsigt, og kommunalbestyrelsesmøder er endt i absurde konfrontationer.
- Vi har sammen med den socialistiske ordfører Isabel García Marcos forsøgt at stoppe de udemokratiske metoder, men Jesús Gil har været en tung herre at danse med, forsikrer hun.
Ángeles Muñoz mener ikke, at hun overdriver. Marbella har under Jesús Gils herredømme mistet flere hundrede hektarer grønne områder. Den abdicerede konge har udstedt byggetilladelser på må og få. Grønne arealer er solgt for højeste bud, og flere tusinde ejendomme er skudt op som paddehatte. Rådhuset har fået penge i kassen fra byggetilladelserne, men myndighederne har ikke skabt den nødvendige infrastruktur til den voksende befolkning.
- Marbella halter også efter med antallet af skoler og plejehjemspladser. Det bliver de kommende år nødvendigt at bygge nye skoler og opføre beskyttede boliger. Ældre mennesker behøver gratis hjemmehjælp, og de unge skal have flere fritidstilbud, siger hun.
Jesús Gil bærer ikke alene skylden for de mangelfulde serviceydelser. Ángeles Muñoz giver de fastboende udlændinge en del af ansvaret.
- De udenlandske tilflyttere køber fast ejendom i Marbella, men ”glemmer” at tilmelde sig det kommunale folkeregister. Tilflytterne frygter at blive straffet med højere indkomstskat ved at figurere i folkeregisteret, men i virkeligheden spænder de ben for sig selv. Det reducerer bloktilskud til hospitaler, vejprojekter og skoler, forklarer hun.
Den konservative partiforening har sat sig for at løse dette problem. Partido Popular har i sommer åbnet et udlændingekontor. Kontoret giver klar information om de gældende regler og er med til at få udlændinge ud af busken.
- De udenlandske tilflyttere bør gå mere aktivt op i nærdemokratiet. De har valgt at bosætte sig i et andet land og kan ikke lade politikerne i stikken. De repræsenterer en betydelig del af indbyggerne og bliver direkte påvirket af beslutninger på rådhuset. Hvad forhindrer dem i at bruge deres stemmeret? spørger hun.
Gældssanering
Andre spørgsmål hænger i luften. Hvordan vil de konservative fremskaffe penge til den kostbare redningsplan? Kommunen er forgældet til op over begge ører, og kreditorerne banker på døren.
Ángeles Muñoz er klar over situationens alvor og forventer ingen mirakler. Kommunen behøver frem for alt en sanering af gælden. Hun vil i tilfælde af valg til borgmester gennemføre en ekstern revision af de kommunale selskaber. Det vil give et samlet overblik over, hvad kommunen skylder og har til gode.
- Jesús Gil har i flere år kanaliseret store summer over i halvoffentlige selskaber, hvis formål har været umulige at gennemskue. Deres regnskaber har været hemmelige, eller de har haft dobbeltbogholderi. På den måde har den forhenværende borgmester forvandlet lokaladministrationen til et spindelvæv, som det kan tage flere år at få styr på, frygter hun.
Ángeles Muñoz er indstillet på hårde tider. Marbella har store udeståender med den offentlige sygesikring og er tvunget til at finde en afdragsordning med staten og regionaladministrationen.
Den konservative kandidat nægter trods kommunens vaklende økonomi at stoppe udviklingen. Hun vil forlange større blokstilskud og flere statslige investeringer.
- Centraladministrationen har i flere år sat Marbella bagerst i rækken. Det anstrengte forhold mellem Jesús Gil og andre institutioner har spændt ben for vigtige projekter, hvilket indbyggerne nu betaler prisen for, siger hun.
Ángeles Muñoz har på forhånd gjort sine prioriteringer klart. Hun vil løse striden om anlægning af en vejtunnel i San Pedro de Alcántara. Bliver hun valgt til borgmester vil hun også forlange ansættelse af flere politibetjente, og hun stræber efter bedre samarbejde mellem de tre korps.
- Sikkerheden bør have førsteprioritet. Marbella lever af turismen og skal være et sikkert sted at færdes. Ordensmagten bør bekæmpe kriminaliteten med præventive initiativer. Det kan blive nødvendigt at overvåge forretningskvarterer og parker med videokameraer. Det har haft den ønskede effekt andre steder, siger Ángeles Muñoz.
Erfaren politiker
Ángeles Muñoz blev født i 1960. Hun er gift med den svenske bygherre Lars Broberg, og parret har to børn. Ángeles Muñoz er læge og startede sin politiske karriere, da hun i 1994 blev medlem af Partido Popular. I 1995 blev hun valgt til viceborgmester i Benahavís og blev medlem af Partido Populars bestyrelse for Málaga provinsen.
Året efter blev hun valgt ind i det andalusiske parlament, hvor hun var talsmand for kvindesagskommissionen og forbrugernævnet. I 1997 trådte hun tilbage både fra dette hverv og fra viceborgmesterposten for at tiltræde en stilling som direktør i immigrationsstyrelsen i Madrid.
De sidste to år har hun været medlem af parlamentets underkammer og partiets landsledelse og har blandt andet deltaget i arbejdet med ændring af udlændingeloven. Tidligere i år blev hun udnævnt til generalsekretær for socialforhold og immigrationspolitik, og måske kan hun næste år føje en borgmestertitel til sit omfattende curriculum vitae.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2002
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2002

