De søde Málagavine har været berømte siden romertiden. Vindyrkning bredte sig fra Armenien, hvor man er ret sikker på begrebet blev opfundet, til landene langs Middelhavet, hvor klimaet og jordbundsforholdene passede vinplanterne. Málagas historikere mener, at det var grækerne, der introducerede de daværende Solkystbeboere for vinfremstillingskunsten.

Under det arabiske herredømme kom befolkningens drikkevaner i konflikt med koranens forbud mod indtagelse af alkoholiske drikke, og mere end én ”malagueño” måtte lade livet på grund af beruselse. Lidt efter lidt blev de strenge straffe dog forvandlet til heftige bøder. Disse blev pålagt vinsælgerne og var på daværende tidspunkt en af statens vigtigste indtægtskilder.

I 1487 kunne man omsider ånde lettet op. Det katolske kongepar generobrede Málaga, og man kunne uden risiko igen nyde de dejlige dråber. Kongeparret gik et skridt videre og dannede i 1502 Málagas første vinbroderskab. De kommende århundreder blev der dyrket og handlet vin i en sådan grad, at Málagas søde vine på et tidspunkt var mere populær i England end sherryen. I begyndelsen af det 19. århundrede produceredes omkring 20 mio. liter om året, og Nordamerika havde overtaget rollen som suverænt største eksportmarked.

Katastrofen indtrådte i 1876, da regionen som en af de første i Spanien blev ramt af vinlusen. Da man igen kunne starte en produktion, havde verden fået øjnene op for de mere tørre vine, og Málagavinen genvandt aldrig sin storhedstid.

En medvirkende faktor var også den rivende udvikling, kystområderne har været udsat for. Marker har med stigende hastighed måttet vige pladsen for luksushoteller og store boligkomplekser, og det har resulteret i at producenterne i dag er nødsaget til at købe druer i Montilla for at have nok at arbejde med.

D.O. Málaga
Málaga fin Denominación de Origen i 1933, og i 2001 blev den udvidet til også at omfatte “Sierras de Málaga” – altså bjergene omkring Málaga. Som hovedregel gælder, at under D.O. Málaga hører de søde vine, mens hvid- rosé- og rødvine hører under Sierras de Málaga.
Beskedne 1.112 ha vinmarker er indskrevet under D.O.’en og på dette areal eksisterer i dag 14 bodegaer, der i 2002 tilsammen høstede godt 8,5 tons druer.

Jordbunden er temmelig leret, men med store kalkholdige områder, og det trives vinplanten godt med. De klimatiske forhold er yderst forskellige. I den nordlige del af distriktet er der kontinentalt klima – varme somre, kolde vintre og mere regn end i den sydlige del, hvor der hersker et mildt subtropisk klima. De lange perioder med uafbrudt solskin gør, at druernes indhold af sukker øges mens de modner.
Til de søde vine er PX og Moscatel de mest anvendte, men der bruges også Lairén, Doradilla og Romé.

Der findes mange forskellige typer Málagavin, og måden de klassificeres på er frygtelig forvirrende. Nogle af vinene klassificeres alene efter lagringstid og her støder man på begreber som Málaga Joven – ung ulagret vin med en alkoholprocent på 10-15, Málaga Pálido – andre ulagrede hvidvine, Málaga – lagringstid 6-24 mdr., Málaga Noble – lagringstid 2-3 år, Málaga Añejo – lagringstid 3-5 år og Málaga Transañejo, der har lagret mere end 5 år.

Helt så enkel er tingene ikke, når man taler om vine, der også klassificeres efter sødme. De mest gængse indenfor denne genre er:
Blanco Seco – som navnet antyder er der tale om en tør vin. Den er lavet på PX-druen og kan godt minde en del om amontillado.
Dulce Color – en sød og mørk vin og nok den, man oftes forbinder med Málagavin.

Lágrima – en gylden, sød og aromatisk vin af højeste kvalitet.
Moscatel – en sød, frugtagtig gul til gyldenbrun vin, der udelukkende er fremstillet af Moscateldruer.

Pajarete – en mellemtør eller tør mørk vin.
Pedro Ximénez – mørk, aromatisk vin lavet på PX-druen.
Der findes også et system, der kategoriserer vinene efter farve. Det virker lidt uoverskueligt, og det bedste man kan gøre er at prøve sig frem.

De produktionsmetoder, der anvendes varierer en del, men det mest almindelige er at lade druerne tørre ude i solen inden de presses, indtil de ligner udblødte rosiner. Formålet er at hæve det naturlige sukkerindhold i druesaften. Når druerne er presset, gærer mosten på store træfade. Gæringen stoppes ved at man tilsætter alkohol, og herefter lagrer vinen enten i fade på normal vis eller efter solera-systemet.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---