
Manzanilla glædens vin
Skrevet af Solkysten
Skønt vinene fra Jerez hører blandt Spaniens ældste er Manzanilla af nyere dato. Man ser den første gang omtalt i 1807, men herefter skulle der gå syv-otte år, inden den blev almindelig udbredt. Ganske vist blev der fremstillet vin i Manzanilla’ens fødeby, Sanlúcar de Barrameda, men ikke noget man regnede som noget særligt. Som regel blev den enten konsumeret af lokalbefolkningen eller ”kogt ind”, så den fik mere smag og farve og kunne blandes i de populære sherrytyper.
Selv om vinen kun er knap 200 år gammel er der ingen der ved, hvem der fandt på at lave den, eller hvordan den fik sit navn. Nogle påstår den er opkaldt efter byen Manzanilla, men det er nu mest turister. Andre mener navnet skulle stamme fra ”manzana” – det spanske ord for æbler – og da der ikke er det mindste anstrøg af æblesmag i Manzanilla, er det noget af en tilsnigelse. Tilbage står den eneste opfattelse med en smule logik: at navnet skulle stamme fra kamillete, som også hedder manzanilla på spansk. Med en meget god vilje kan man i duft og smag ane visse fælles træk.
Sanlúcar de Barrameda, der ligger ved Guadalquivirs munding har et ganske behageligt klima. Hvis ikke der var så forbistret mange myg, ville det være et ideelt sted at bo. Klimaet betyder naturligvis noget for druerne, men det der gør stedet unikt til fremstilling af Manzanilla, er de salte havlufte. De giver vinen dens fine, lidt salte smag, men vigtigst af alt bevirker de at der dannes et tykt lag flor under lagringen.
Disse forhold findes kun ét sted mere, nemlig på den stik modsatte side af jordkloden i et lille område i Australien.
En hel del af Jerez’ sherryproducenter har lagre i Sanlúcar. Det er hovedsagelig vine til eksport, der her får ”afpudset” smagen, dels af havluften og dels fordi der ofte blandes Manzanilla i.
Til fremstillingen bruges Palomino-druer. De kommer fra hele Jerez-området, men plukkes en uges tid før de druer, der skal anvendes i sherryproduktionen.
Ligesom det er tilfældes med sherry sker fremstillingen i et solera-system. Det vil sige, man normalt har tre rækker fade liggende oven på hinanden. I de nederste fade, “moderfadene”, ligger den ældste vin, og i de øverste den yngste. Efterhånden som der tappes af moderfadene, fyldes disse fra fadene ovenover, så man opnår en ensartet kvalitet.
Her hører ligheden op. Mosten får ikke lov at ligge nær så længe i fadene. Mens sherry ”flyttes rundt” hvert halve år, sker det for Manzanilla med fra 14 dage til tre måneders mellemrum, og i forhold til sherry er det kvantum der flyttes cirka det halve. Manzanillafadene fyldes heller aldrig helt op. Mosten skal have en stor overflade for at der kan dannes så meget flor som muligt.
Der tilsættes alkohol for at holde en styrke på 15°-15,5°.Det er en af de vigtige dele af processen, for en højere alkoholprocent vil ødelægge florlaget, mens en lavere vil gøre vinen sårbar overfor bakterier og desuden give en flad smag.
Manzanilla findes som sherry i bl.a. amontillado og olorosso, men den tørre, aromatiske fino er afgjort den almindeligste, og i de fleste forretninger uden for Sanlúcar findes ikke andet.
Fire bodegaer i Sanlúcar de Barrameda arrangerer rundvisning for turister. Det er:
La Cigarrera
Plaza Madre de Dios
Mandag-lørdag 10-14
Pris: 2,50 euro
Barbadillo
(Beliggende vcd byens slot, “Castillo de Santiago”)
Mandag-lørdag kl. 12 og kl. 13
Rundvisning på engelsk:
Tirsdag-lørdag kl. 11
Pris: 3 euro
NB: Barbadillos museum, “Museo Barbadillo de la Manzanilla”, er åbent for besøg mandag-lørdag kl. 11-15.
Pedro Romero
C/ Trasbolsa, 84
Mandag-lørdag efter aftale på tlf. 956 360 736
Pris: 6 euro (grupper på fem og derover, 3 euro pr. person).
Hidalgo-La Gitana
C/ Banda Playa, 24
Onsdag, fredag og lørdag kl. 12
Pris: 3 euro
| Læs også |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2004

