
Gammel distrikt - ny vin
Skrevet af Solkysten
I Navarra, Cariñena og Ribera del Duero var stemningen fuld af forventning. Knap en uge før høsten kom sommeren på forunderlig vis på besøg igen som en gæst, der har fortrudt en for tidlig hjemrejse. De temperaturer der herskede i den sidste halvdel af september blev multipliceret med to, og druerne fik et ekstra skud sollys, som de begærligt sugede til sig og i ren taknemmelighed omdannede til sukker.
Rioja-bønderne kunne uden besvær tøjle deres begejstring. I juni havde kraftige haglbyger trukket deres tydelige spor gennem vinmarkerne. Mængder af drueklaser lå bedrøveligt og rådnede op på jorden. Høsten var i gang, men kun af de grønne druer – dem til hvidvinene.
- De blå – ja de skal lige have tre-fire dages sol mere, så vil de overlevende være helt perfekte, sagde den unge, kønne, kvindelige ønolog på et af de ældste huse og kiggede med slet skjult bekymring på de smudsigtgrå skyer, der var ved at samle sig i horisonten.
Vi fulgte vejrmeldingerne med spænding. Tre dages sol fik de i størstedelen af Rioja, og vi håber og beder til at det var nok til at få høsten godt og sikkert i hus.
Områderne omkring Rioja er ved et af naturens luner blevet forskånet for de værste haglbygers hærgen. Et af dem er Valle de Sadacia, der ligger i et lunt hjørne nord for Ebro gennemstrømmet af dennes biflod Rio Cidacos. Her er Navarra næsten holdt op og Rioja ikke helt begyndt – forstået på den måde at ikke alle vinmarker er klassificeret. Det betyder ikke, at her ikke kan laves gode vine, kun at de må sælges under betegnelsen ”Vino de la Tierra”.
I dette grænseland ligger Bodegas Castillo de Maetierra, der i 2003 i Bordeaux fik to ud af de 13 medaljer, spanske vine tilkæmpede sig under den prestigefyldte vinmesse. Sølvmedaljer var det, og de blev givet til bodegaens bedste hvidvine. Det behøver rødvinen man laver absolut ikke skamme sig over, for også den er af fantastisk fin kvalitet.
Den har fået navnet Gavanza, og druerne er høstet på marker, der ligger i Rioja, hvorfor den sælges med ”denominación de origen calificada”. Der er i produktionen brugt 80 pct. Tempranillo, 15 pct. Graciano og fem pct. Garnacia Tinta. Vinen har lagret 12 mdr. mest på franske, men også på amerikanske egetræsfade. Bodegaen lader det så være op til den enkelte forbruger, hvor lang flaskelagring vinen skal have.
Da vi smagte den første gang, havde den ligget knap seks måneder på flaske, og det var der kommet en fremragende vin ud af. Den er mørk og flot i farven, har en intens, kompleks aroma og her kan man virkelig nyde smagen af modne frugter, der har haft et perfekt samarbejde med fadet.
Det er bodegaens første produktion, og man må sige at det lover godt for fremtiden.
| Læs også |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2004

