
Månedens vin
Udvalgt af La Cuenta Vinos
Udvalgt af La Cuenta Vinos
Skrevet af Solkysten
Viña Dorana, crianza 1997
(Bodegas Gómez Cruzado - Rioja)
(Bodegas Gómez Cruzado - Rioja)
Vinlandet Rioja rækker ind i tre provinser, Rioja, Navarra og Álava. Området deles i Rioja Alta, Rioja Baja og Rioja Alavesa. Grundet landskabets omskiftelighed og brugen af forskellige druearter er der stor forskel på de tre områders vine. I Baja anvendes Garnacha-druen mest. Denne drue giver frugtagtige vine med god farve og megen alkohol. Tempranillo-druen dominerer i Alta og Alavesa. Her er udbyttet mere magre og mindre krydrede vine, men samtidig vine med megen syre, aroma og elegance. Disse vine egner sig særdeles godt til lagring på egetræsfade.
Der fremstilles separate vine fra de tre områder, men normalt er Riojavine blandinger fra Alta, Baja og Alavesa.
Der er noget karakteristisk over Rioja-smagen. Det er tørre vine med undertoner af vanille, frugter, violer og karamel. Smagsoplevelsen, man føler, er intens og enten er dette vinen for livet eller aldrig mere igen.
Det vigtigste bidrag til Rioja-smagen kommer fra de amerikanske og franske egetræsfade, som bruges til lagringen. Disse fade, som indeholder 225 liter, giver den meget specielle vanilleduft, der er Riojas kendetegn.
Bodegaens historie
Den driftige by Haro er midtpunktet i Rioja Alta. Byen er en vandring værd, med sin koncentration af mere eller mindre kendte bodegaer, Riojas vinmuseum og kirken Santo Tomás. De ældste bodegaer er grundlagt helt tilbage i 1870. Årsagen til byens betydning var på det tidspunkt jernbanen, der var forbindelsen til omverdenen.
Bodegas Gómez Cruzado i Haro blev grundlagt i 1886 af Angel Gómez de Arteche, hertug af Moztezuma. I 1916 solgte hertugen en del af bodegaen til Jesús Gómez Cruzado. I 1951 blev bodegaen børsnoteret, og i 1990 blev den overtaget af fire partnere. De besluttede at foretage en række forbedringer og ombygninger af bodegaen. Der blev indført mere moderne teknologi, men man passede samtidig på at bevare de gamle traditioner.
Vinene fra Bodegas Gómez Cruzado er blevet præmieret i San Remo, Barcelona, Rom, Antwerpen, Sofia, Madrid og senest ved den store vinsmagning hos dagbladet El Pais, hvor husets gran reserva, Viña Andrea 1991, fik sølvmedalje.
Vores valg
Vi har valgt Viña Dorana, crianza 1997, som månedens vin. Den er fremstillet af 90% Tempranillo og 10% Mazuelo druer, er lagret 12 mdr. på amerikanske egetræsfade og 12 mdr. på flaske. Farven er intens rubin-rød med et anstrøg af læderfarve, der stammer fra egetræslagringen. Vinen har en elegant, fin aroma, der hænger længe i næsen. Smagen er blød og behagelig med en fint afstemt syre og en lang, lækker eftersmag.| Læs også |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2001

