
Månedens vin
Skrevet af Solkysten
Rosado Joven 2000
(Bodega Pirineos - Somontano)
(Bodega Pirineos - Somontano)
Somontano betyder "for foden af bjergene", hvilket er meget betegnende for dette lille, men meget interessante distrikt, der ligger nær Huesca lige syd for Pyrenæerne. Her deles sol og regn ligeligt, og det giver vældig gode forhold for vindyrkning. De druearter, der er plantet her vidner om, at vi er tæt på Frankrig - en alliance der giver store resultater.
Blandt de blå druer er de fremherskende: Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Moristel, Garnacha og Merlot. Som grønne druer anvendes Macabeo, Chardonnay, Parraleta og Gewürztraminer. Den lille by, Barbastro, er centrum for vindyrkningen, men derudover er 42 landsbyer med i Denominación de Origen (D.O.) Somontano.
Som denne måneds vin har vi valgt Bodega Pirineos, Rosado Joven 2000. Drueblandingen er Moristel, Tempranillo, Macabeo og Garnacha. En oplevelse, der skal nydes inden næste års høst.
En forsigtig gæring har bevaret en god og harmonisk frugtsmag. Vinen er krystalklar, jordbærfarvet med en blålig tone og glimt af orange. Man får en intens duft af frugt, viol og en anelse sandeltræ. Den kan med fordel drikkes til fisk, skaldyr, ris- og pastaretter, men er også skøn, når man sidder på terrassen og nyder livet. Som alle andre rosévine skal den nydes kold, d.v.s. ikke over 8 grader.
En supermoderne bodega
Bodega Pirineos var oprindeligt et kooperativ med 200 ejere. I 1993 stiftedes et aktieselskab, hvori en af Spaniens store banker blev hovedaktionær. De følgende fem år blev der investeret 1,5 milliarder pesetas i modernisering af bodega og produktionsanlæg. Resultatet er blevet et meget moderne teknologisk anlæg med ønologisk kontrol. Bodegaen har fået Norma ISO-9002 godkendelse for meget høj kvalitet, en status meget få bodegaer opnår.
Hele distriktet breder sig over 2.250 ha. Bodega Pirineos ejer 100 ha. og kontrollerer desuden 932 ha. Det giver mulighed for fremstilling af en række vine, både af drueblandinger og enkelte druesorter. De røde vine er bestemt ikke kedelige, og af disse kan vi anbefale: Montesierra, crianza 1998, Pirineos, Moristel 1999, Pirineos, Merlot-Cabernet 1999 samt husets reserva, Señorio de Lazán 1997.
Vi besøgte bodegaen for et par år siden. Det første indtryk var effektivitet, renlighed og orden. Når druerne kommer ind bliver de vejet og kvaliteten kontrolleret. Alle oplysninger registreres på computer, så man til enhver tid har overblik over ressourcerne.
Det var en lettelse at se druerne til de bedste vine blive håndsorteret for at opretholde den høje kvalitet. Der lagres selvfølgelig på egetræsfade, men de hyggelige, gamle kridtmarkeringer er afløst af stregkoder. Hvis det bliver nødvendigt, sørger en fugtighedsmåler for automatisk sprinkling, hvilket føjer et stænk af spænding til rundturen.
Bodegaen tager normalt ikke mod besøgende uden forudgående aftale, men som turist kan man nyde den storslåede natur med rige muligheder for vintersport.
MANDARIN SPECIAL
Bland 4 cl. mandarinlikør (Mandarin Napoleon) med 10 cl. tør hvidvin. Serveres i vinglas med en enkelt insterning. En herlig og ikke for stærk aperitif.| Læs også |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2001

