Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Månedens vin
Skrevet af Solkysten
Portvinens historie
Så langt tilbage som 133 år f.Kr. ved man, at der er blevet produceret portvin. På det tidspunkt herskede romerne i Portugal, eller Lusitania, som landet hed dengang, og en af dem ? den forræderiske Junius Brutus ? krydsede Douro-floden. Han fandt et bosted og kaldte det Portuscale. "Portus" på grund af vinen, og "cale" fordi han befandt sig på vej til Callaecia, det latinske navn på Galicien. Som vi alle ved, overtog landet navnet på et senere tidspunkt.

Efter romerne kom vestgoterne til, og vindyrkning var en populær metier, indtil maurerne satte en stopper for denne skik. Først i det XI årh. ? lige inden Portugal blev en selvstændig stat ? blev vinavlen genoptaget.

Havde det nu ikke været sådan, at Frankrig og England havde svært ved at enes i længere tid ad gangen, er det ikke til at sige, hvilken skæbne, der var blevet portvinen til del. I 1600-tallet havde englænderne fået smag for den franske rødvin, men i 1667 standsede handelen med Frankrig helt, og man måtte se sig om efter andre leverandører. Først købte de rødvin fra egnen nord for Porto, men denne vin var lidt for syrlig efter englændernes smag og indeholdt desuden for megen garvesyre. Et par købmænd begav sig ind i landet i håb om at finde en tungere og sødere vin, og hos en abbed i Lamego havde de heldet med sig. Abbeden forklarede lidt modvilligt og flovt, at der under gæringen var tilsat en lokal brændevin. Købmændene havde fundet portvinen, eller det er i hvert fald den ene af historierne. En anden går ud på, at et kvikt hoved fandt på at hælde brandy i rødvinen, så den bedre kunne tåle den lange rejse over havet til England.

Uanset hvilken historie man tror på, blev det starten på en indbringende handel mellem England og Portugal. Så rentabel var den, at der blev lavet forfalskninger i stor stil. Markis Pombal, der af kongen havde fået næsten uindskrænket magt i området, indså i 1756, at der måtte gøres noget ganske alvorligt ved sagen, og han grundlagde Companhia General da Agricultura das Vinhas do Alto Douro. Den mest udbredte måde at forfalske portvin på, var at bruge hyldebærsaft, og Markis Pombal beordrede alle hyldebærbuske revet op med rode i hele det nordlige Portugal.

Companhia General udstak regler for portvinsproduktionen og fastsatte priserne. Da priserne begyndte at stige voldsomt på Portos værtshuse, skabte det forståelig nok en oprørsstemning, der dog blev kvalt i fødslen ved, at man ganske simpelt hængte dem, der råbte højest.

Omkring år 1800 havde Pombals selskab fået sat skik på produktionen, og mange af de portvinshuse, vi kender i dag, etablerede sig i Vila Nova de Gaia på den sydlige side af floden. Det var praktisk, for på det tidspunkt blev vinen sejlet fra quinta'erne ned ad floden i de velkendte både, barcos rabelos. Blandt dem, der slog sig ned her, var en ung mand ved navn Johann Heinrich Andresen. Han kom fra øen Fur, der dengang hørte under den danske trone. Som 14-årig tog han hyre på et skib og kom på et tidspunkt til Porto, som må have tiltalt ham, for han besluttede at blive. Med tiden skabte han sig en solid position i byen, blev formand for handelskammeret og grundlagde i 1845 sit eget portvinshus, Andrésen, det eneste, der kan prale af at have danske rødder. Det var i familiens eje indtil 1942, hvor økonomiske problemer gjorde det nødvendigt at sælge.


Fremstilling
Selve produktionen foregår i de forskellige quinta'er, der ligger i bjergene omkring Douro-floden. Når druerne er høstet sidst i september presses mosten ? og det foregår mange steder stadig ved at arbejderne tramper druerne i takt til musik, men kun når det drejer sig om de fineste afgrøder. Der bruges flere forskellige druesorter i produktionen, og blandingsforholdet er ikke noget, man gør sig ulejlighed med at bekendtgøre.

Under gæringen tilsættes acuadente (brandy), når omkring halvdelen af det naturlige sukker er omdannet til alkohol. Det betyder for det første, at gæringen stopper, så den oprindelige sødme bevares, og for det andet at portvinen kan lagre gennem længere tid end almindelig vin. Mosten overvintrer på quinta'en, men transporteres til Vila Nova de Gaia om foråret til lagring i de køligere omgivelser, hvor den stille og roligt udvikler sig.


Portvinstyper
Tidspunktet for tilsætning af brandy og lagringstiden gør det muligt at producere flere forskellige typer portvin:

Vintage Port er den bedste, den dyreste og den mest sjældne. Det er ikke hvert år, der kan deklareres vintage, eller måske har høsten kun været god nok på en enkelt quinta, og så kan husene vælge at erklære "Single Quinta Vintage Port". Vintage Port lagres 2 år på træfade ? eller piber, som man kalder dem ? derefter lagrer de på flaske fra 2 til 50 år. Har man åbnet en Vintage Port, skal den drikkes med det samme, men det er næsten heller ikke til at lade være!

Late Bottled Vintage er også vin fra et bestemt år, men den lagrer mellem fire og seks år på piber, så den er drikkeklar når den kommer på flaske. Til forskel fra Vintage Port kan den tåle at stå optrukket i et par uger.

Tawny har fået sit navn efter den fine læderfarve, den har fået af at have lagret adskillige år på piber, hvor den har været i kontakt med luften. En tawny er ikke nødvendigvis fra et bestemt år. De fleste huse blander gode års høst med mindre gode for at få en ensartet kvalitet. Tawny fås også 10, 20, 30 og over 40 år gamle, og også her er der tale om en blanding, som giver gennemsnitsalderen.

Ruby er en ung portvin, der er lagret på pibe og blandet med 2 år gammel vin.

Hvid portvin er fremstillet efter samme principper som den røde, men af grønne druer.


Rozès
I 1855 skete der det i Bordeaux, at handelskammeret sammen med vinkøbmændene klassificerede områdets vin til det hierarki, der stadig er gældende. Samme år etablerede en af disse købmænd, Ostende Rozès, det eneste oprindeligt franske portvinshus. Det blev Ostendes søn, Edmund, der fik ansvaret for produktionen, og han indførte den nok så kendte buttede flaske, der i utallige år var Rozès' kendetegn, men som desværre ikke bruges mere.

Med lidt god vilje kan Rozès prale af en kongelig leverandør. En lille del af husets druer høstes nemlig på Quinta do Monsul, der i tidernes morgen var ejet af Portugals første konge, Dom Alfonso Henriques.

I de tidlige år blev næsten al produktionen solgt til Frankrig, men en ambitiøs salgschef fik i løbet af 17 år, fra 1981 til 1998 ? udvidet eksportmarkedet fra 4 til 40 lande.

Rozès har skiftet ejere et par gange, bl.a. har Möet-Hennessy været inde i billedet, og ejes i dag af Vranken Lafitte Champagne. Måske er det den franske inspiration, der er skyld i, at husets portvine adskiller sig fra så mange andre ved at være sarte og fine ? ikke så fede som de britiske huse laver dem, og ikke så søde og karamelagtige som de portugisiske.


Månedens special
er naturligvis baseret på portvin. En dejlig long drink får man, hvis man blander en tør, hvid portvin med tonic ? i samme forhold som gin og tonic ? og der skal godt med isterninger i.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2001

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga