Spaniens nordvestlige hjørne har ikke meget til fælles med turistens klassiske opfattelse af landet. Det er småt med hvide sandstrande, og palmerne må man tænke sig til. Men sine grønne bakker, kastanier og egetræer minder Galicien mere om det sydlige Irland.

Her ved Pontevedra produceres noget af Spaniens bedste hvidvin, i distriktet Rías Baixas, som fik Denominación de Origen så sent som i juli 1988. Det er opdelt i fem produktionsområder, hvoraf de tre vigtigste er: Val do Salnés nord for Pontevedra, O Rosal, der strækker sig langs Miñofloden fra Atlanterhavet og Condado do Tea, hvor der er varmere og mere tørt, fordi regionen ligger længere inde i landet.

Området er køligt og fugtigt, så vinplanterne har ikke optimale vækstbetingelser. Alligevel har der været dyrket vin i flere århundreder. En engelsk hærfører skrev i sin dagbog i 1386, at hans soldater havde drukket så meget vin, at de var ukampdygtige i to dage. Nu er det et faktum, at alkoholindholdet i galiciske vine ikke er formidabelt højt, så de må virkelig have konsumeret utrolige mængder.

Indtil midten af det 18. årh. eksporterede man vin til Portugal og Nordeuropa, men den blev ikke særlig populær, for den tålte ikke de langvarige rejser. Trods det voksede vinproduktionen, og i midten af 1800-tallet kunne man prale af at have 55.000 ha. vinland. Så slog vinlusen og andre sygdomme til, og da man genplantede, lagde man mere vægt på robuste planter, hvilket gik ud over kvaliteten.

De galiciske vine undergik en radikal forbedring, efter at man i 1980erne genopdagede Albariño-druen. Tyskerne vil gerne have æren af at have indført denne drue til Spanien, dengang tyske munke byggede klostre langs pilgrimsruten, mens galicerne stædigt fastholder, at den hører til blandt de indfødte druesorter. Uanset oprindelse er den blevet altdominerende, og de fleste af de vine, der eksporteres, laves udelukkende på Albariño.

Som sagt er vejret vinbøndernes største problem. For det første er klimaet perfekt for meldug og andre svampesygdomme. Derfor bindes vinplanterne op i espalier, så druerne holdes væk fra den fugtige jord og er nemmere at høste. For det andet trives ukrudt mindst lige så godt som vinen, så bønderne bruger utallige arbejdstimer på at renholde markerne, og for det tredje er det gennemsnitlige antal solskinstimer lige akkurat nok til at druerne modnes tilstrækkeligt.

Enhver der har smagt en hvidvin fra Rías Baixas ved, at den adskiller sig fra de fleste andre spanske vine. Det skyldes blandt andet, at mange producenter lader mosten gennemgå en fuld sekundær gæring. Under denne proces omdannes æblesyren til mælkesyre og kuldioxid. Det giver vinene en mere kraftig karakter og et længere liv. Der eksperimenteres også med fadgæring, og da der findes en hel del egetræer i Galicien, forsøger man sig selvfølgelig først og fremmest med dem.


Bodegaen blev grundlagt i 1862. Den ligger ved den lille by Arbo og råder over 30 ha., som udelukkende er beplantet med Albariño-druen. På bodegaen startede man i 1981 en gennemgribende modernisering af både bygninger og produktionsapparat. Kapaciteten er 300.000 liter, som fordeles på to hvidvine:

Laxas, som er ren og brillant i farven med gule toner, en intens aroma af æble og abrikos og en frisk, perfekt afstemt smag, og Bágoa do Miño, Lágrima, som er lavet af den første presning af druerne og altså har en højere kvalitet. Farven er mere citrongul, og vinen har en fin bouquet af grønne æbler og tropiske frugter. Den sætter fine gardiner på glasset og har megen krop og en lang, behagelig eftersmag.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---