Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Vin i varmen
Skrevet af Solkysten
Vi har vel alle sammen erfaret, at i takt med at temperaturen stiger, falder lysten til store måltider, kraftig mad og kraftig vin. Det skal være let, og det skal helst være koldt. De fleste har nok prøvet at sidde på en fortovsrestaurant en mere end lun sommeraften og få serveret en rødvin, der slår luftens temperatur med flere længder. Det er næsten lige så slemt som en lunken hvidvin.

Man skal ikke være bange for at lægge rødvin i køleskabet et par timer før den skal drikkes for at sænke temperaturen til et antageligt niveau, men det er ikke en god ide at udsætte sine gran reservaer for den behandling. Er man den heldige ejer af en værdifuld samling gran reservaer eller gode reservaer, bør man overveje at investere i et vinkøleskab. Efterhånden er priserne blevet rimelige, og man forøger vinens levetid betragteligt.

En af de rødvine, der absolut hører til i den lette afdeling, og som vinder ved at blive nedkølet, er Bodegas Ramon Roquetas Reserva 1997. Den kommer fra Pla de Bages, et lille og temmelig nyt distrikt, der ligger nordvest for Barcelona, omkring byen Manresa.

En rigtig lækkerbisken får man i øvrigt, hvis man hælder en ung rødvin i en kande sammen med skiver af frisk fersken og stiller den i køleskabet nogle timer. Resultatet bliver især velsmagende, hvis man anvender en joven fra Ribera del Duero.


Gode hvidvine
Der er et utal af hvide vine på det spanske marked, og for den almindelige forbruger kan det være svært at vide, hvad man skal tage ned fra hylderne. Generelt gælder det, som for de fleste ting her i verden, at man får, hvad man betaler for. Pris og kvalitet hænger for det meste stadig sammen.

Rueda er vel nok det mest anerkendte hvidvinsdistrikt i Spanien, om end det de senere år har fået kraftig konkurrence fra Navarra og Galicien, især Rías Baixas, som man kunne læse om i juli-nummeret.

En af de førende bodegaer i Rueda er Bodegas de Crianza de Castilla la Vieja, som har et pænt udvalg af hvide og mousserende vine. De mousserende har vi skrevet om for nylig, så her vil vi fremhæve Bornos Sauvignon Blanc samt Colagon. Førstnævnte er en eksklusiv hvidvin, der er lavet på 100% Sauvignon druer. Vinen er netop blevet kåret som årets bedste hvidvin af ?Enoforum?, som er et panel bestående af 80 ønologer.

Colagon er bodegaens dagligvin ? en ung, frisk og sprød hvidvin til en konkurrencedygtig pris. Som de fleste hvide vine skal den drikkes, inden næste års høst kommer på markedet.

Hvidvinene fra Navarra gør sig stadig mere og mere gældende. Distriktet er inde i en rivende udvikling, og det skyldes til dels, at man her har et af Spaniens mest moderne ønologiske forskningscentre, og at man tillader en hel del eksperimenter med nye druesorter.

Castillo de Monjardin er en ung, moderne bodega fra 1993, der har opnået fremragende resultater. Der fremstilles en lang række rødvine, suppleret af flere hvidvine og en fadgæret rosévin. Om rosévinen skal blot siges, at her hænger pris og kvalitet ikke rigtig sammen, for man får en ualmindelig god vin til en ualmindelig rimelig pris.

Bodegaen producerer tre vine på Chardonnay-druen:

Chardonnay 2001 er en ung vin fremstillet på tank. Den har fået flere, absolut fortjente førstepræmier ved diverse vinsmagninger.

Chardonnay 2000, Barrel Fermented, har gæret 35 dage på nye, franske egetræsfade. Det giver vinen en helt speciel smag og en smuk farve.

Chardonnay Reserva er dronningen over bodegaens hvidvine. Vinen har gæret på franske egetræsfade og er derefter lagret seks måneder på samme fade, efterfulgt af 24 mdr. flaskelagring. Farven er flot og klar gylden. Vinen giver en honningagtig fornemmelse i munden sammen med en sammensat og langvarig smag af frugt og fad.


Månedens special
Deep Sea

3 cl. Tør Vermouth, 3 cl. Gin, 1 stænk absinth, 1 stænk orangebitter rystes godt på is og serveres i cocktailglas med presset citronskal oveni.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2002

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga