Efter forskrækkelsen i 844, hvor kong Horiks vikinger plyndrede Sevilla, inviterede emiren Abd al-Rahman II to yemenitiske stammer til at tage ophold i det østlige Andalusien for at forsvare denne del af kysten mod ”machus”. Sådan kaldte Andalusiens arabiske herrer vores forfædre. Ordet betyder ”ilddyrkere”, for muslimerne havde ikke dette med Odin og Thor helt på det rene.

Yemenitterne slog sig ned i Pechina, men nede ved kysten byggede de et tårn, som de uden at overanstrenge fantasien kaldte for ”vagttårnet”: al-Mariya. Almería! Så havde man et navn. Nu manglede man blot en by. Den voksede snart op under tårnets beskyttende mure, og i 955 blev Almería officielt centrum for egnens administration.

Pechina er i dag en lille landsby uden for Almería, men inden den glider ud af historien, har den fortjent en særlig omtale. Yemenitterne gik i kompagniskab med andalusiske søfarere, og 884-922 var Pechina en sørepublik i stil med Venedig. Beboerne havde gjort Almería til Andalusiens vigtigste havn, da republikken definitivt opslugtes af Córdoba-emirernes imperium.

Kort blomstringstid
Dette med vikingerne er måske en anekdote, men også en passende start på byens historie, for Almería har i tusind år lidt under pirateriet som intet andet sted i Europa.

Kysten i det østlige Andalusien strækker sig yndefuld og på lange strækninger uberørt under kontinentets lyseste himmel. Midt på stranden ligger Almería som en voldtagen jomfru. Når det ikke var vikingerne, var det nordafrikanerne. Knap var byen blevet hovedstad i 955, før en nordafrikansk flåde trængte ind i havnen, brændte skibene og plyndrede byen.

Córdoba-kaliffen (på dette tidspunkt i historien havde emirerne netop forfremmet sig selv) lod sig ikke slå ud. Inden året var til ende, startede han byggeriet af borgen - alcazaba’en - på det lave bjerg over byen og havnen.

Set fra havnen ligger araberborgen intakt bag sin enorme ringmur på næsten halvanden km, hvorfra en stump af den gamle bymur stadig strækker sin beskyttende arm rundt om byens yderste huse.

Inden for murene er alcazaba’en en blanding af bypark, historisk monument og arkæologisk arbejdsplads. Borgen har været igennem flere restaureringer, og ikke altid på den måde, nutidens arkæologer ville have foretrukket.

Bortset fra Alhambra i Granada er Almerías alcazaba det største bygningsværk, muslimerne efterlod i Spanien. Alcazaba’en var igennem to vigtige udvidelser, først af maurerne og siden af de kristne. Men alle disse fæstningsarbejder fortæller lige så meget om byens svaghed som om dens styrke.

En kort periode brændte et af Andalusiens største kulturelle lys i paladset inden for alcazaba’ens mure. I byen blomstrede en klædeindustri med hørlærred og silke, og havnen diversificerede aktiviteterne med pirattogter mod de kristne riger i Nordspanien. Ja, for en gangs skyld hejste almerienserne selv det sorte flag, og de kom til at betale det dyrt. I 1147 sluttede storhedstiden med en straffeekspedition af kong Alfonso VII af Kastilien-León. Alfonso kunne kun holde Almería i ti år, men byen genvandt aldrig sin gamle glans.

Katedralens skydeskår
Størsteparten af sin eksistens har havnebyen Almería set havet som en fjende snarere end som en allieret. Dette paradoks har aldrig været tydeligere end efter de kristnes næste og definitive generobring i 1489.

Det katolske kongepar (Isabel af Kastilien og Fernando af Aragonien) vristede Almería fra det dødsmærkede Granada. Da de nogle år senere rykkede ind i selve Granada, gik de ud fra, det var slutningen på næsten 800 års grænsekrige mellem kristne og muslimer.

Isabel og Fernando opdagede, de blot havde flyttet grænsen ned på stranden, hvor den blev liggende i yderligere 250 år.

I løbet af 1500-tallet gik der en strøm af utilfredse muslimer over havet, hvor religionsfællerne modtog dem med åbne arme. De andalusiske muslimer var en vigtig forstærkning for Nordafrikas pirater. De hærgede hele middelhavszonen, men ingen egn blev straffet hårdere end Almería.

I et dokument fra 1658 oplyses det, der var 400 familier tilbage i Almería. Rundt regnet 2000 indbyggere i en by, hvor alene den enorme fæstning havde rigelig plads til ti gange så mange inden for murene.
Hvor farligt livet var blevet, ses bedst af byens katedral, der ikke ligner nogen anden i verden. Det er en massiv, firkantet borg med solide hjørnetårne og skydeskår i murene.

Inden for porten suges blikket op af sengotikkens himmelstræbende linier, men de store vinduesflader, som er lige så karakteristiske for denne stilart, er der intet spor af. Lyset falder sparsomt ind gennem små glughuller øverst under taget. Som symbol på kristendommens sejr er katedralens budskab temmelig deprimerende.

Industriel arkæologi
Almería skulle frem til 1800-tallet, før den nye opgangsperiode satte ind. Egnen er rig på mineraler, som fønikere, kartaginiensere og romere på skift har haft glæde af. Udlændingene strøg altid hovedgevinsten. Ved denne lejlighed var det engelske mineselskaber, der opførte udskibningshavne langs hele kysten for at bortføre undergrunden til videreforarbejdning i deres egen industri. I den nye tidsalder kaldte man piraterne imperialister.

”El Cable Inglés” er en vældig konstruktion af jern og træ, der hviler som en mørk skygge over den lyse og venlige havn. Lokomotiverne kørte på broen hen over byens tage til de ventende skibe, så tipvognene kunne vælte egnens rigdomme lige ned i de forslugne lastrum. I mange år betragtede almerienserne El Cable Inglés som en skønhedsplet på byen, men ligesom pariserne fik øjnene op for Eifeltårnets industrielle skønhed, har almerienserne indset at El Cable Inglés er et af Spaniens fornemste eksempler på industriel arkæologi. Planerne går ud på at indrette den til kulturhus efter en tiltrængt restaurering.
Almería kan man heller ikke forlade uden et besøg i det pittoreske La Chanca, den mauriske bydel ved alcazaba’ens fod. Men da dette først og fremmest er en historie om pirater, fortsætter den øst for Almería i Andalusiens måske flotteste kystlandskab: Cabo de Gata.

Eller Piratkysten, som de sagde i gamle dage.

Lys og lava
For 6 til 15 millioner år siden, hvor det europæiske og det afrikanske kontinent gnubbede sig lidt voldsomt op ad hinanden, gik der flere gange hul på undergrundens kedel af flydende magma. Lavatungerne skød op i 100 meters højde, hvor de størknede og indrammede en kyst, der er lige så smuk som den er vild.

De talløse forbjerge skjuler jomfruelige småbugter, hvor der kun er adgang til fods eller i båd over koralrevene og Alborán-havets krystalklare vand. Læg hertil 3000 timers solskin, mere end noget andet sted i Europa byder på. Sådan er Cabo de Gata, hvor der aldrig går en sky for solen.

Det er ikke meget overdrevet, for årsnedbøren på under 200 liter er den samme, man finder i ørkenen. Tilmed sker det, halvdelen falder på en enkelt dag, så størsteparten skyller ud i havet uden at komme dyr og planter til gode.

Plantelivet er godt nok blevet lidt lavstammet under disse omstændigheder. Hvis kystens klipper repræsenterer det store drama, er vi straks tilbage i hverdagens hårde prosa på baglandets slette med stride totter af hårdført grønt. Landskabet breder sig fladt og ensformigt foran blikket, skønt det på nær hold viser sig at være overraskende varieret, og desuden supertilpasset. Hvad rødderne ikke kan suge af jorden, har bladene lært at suge af havfugten.

Fra naturens side er Cabo de Gata egnet til fiskere og hyrder. Og pirater, som kan skjule sig i de små naturhavne. I nyere tid kan vi føje turister til listen, men denne plage (som turisten sagde) dukkede så sent op, at lovgiverne nåede at beskytte Cabo de Gata som naturpark. ”Hovedstaden” er San José, som vel ligner Torremolinos for 40 eller endda 50 år siden. Værre er det ikke gået, og uden for San José ligger størsteparten intakt.

Inden vi fortsætter med piraterne, er det nødvendigt med en historietime.

Kampen mod islam
I 1492 blev Spanien genforenet efter Granadas fald. Samtidig opdagede Columbus Amerika. På den hjemlige front sikrede det katolske kongepars ægteskabspolitik, at efterfølgeren Carlos I inden længe kunne føje titlen Karl V af det tysk-romerske kejserrige til sine titler.

Spanien regerede verden. Men landet var ude af stand til at sikre sine egne grænser.

”Havet koger af pirater,” skrev den spanske vicekonge af Napoli hjem. ”Fra Perignan i Frankrig til Portugal ligger jorden uopdyrket, fordi folk ikke vover at bo tættere ved vandet end fire, fem mil,” klagede prokuratoren ved det spanske hof i 1538.

Situationen ved de spanske kyster skal ses i en større sammenhæng. I 1529 stødte Karl V og Tyrkiets sultan Suleiman el Magnífico sammen foran Wiens porte. Knap havde spanierne sluttet 800 års kamp for at generobre deres land fra muslimerne, før disse rettede et nyt stød mod selve Europas hjerte. Ansvaret for den kamp kom for en stor del også til at hvile på Spanien.

Krigen mellem Spanien og Tyrkiet førtes lige så meget til søs som til lands. Hele Nordafrikas kyst fyldtes med kaperstater - tyrkiske vasalstater, hvis vigtigste erhverv var sørøveriet. Fra vest mod øst var de vigtigste Tetuán, Algier, Tunis og Tripoli. Lige så hurtigt lukkedes de af Karl V’s imperiale flåde, som de genåbnedes af frygtede pirater som Barbarroja-brødrene.

Europæerne stod langt fra samlet i kampen mod den islamiske trussel. Kaperstaterne støttedes indirekte eller endda direkte af England, Holland og Frankrig, der alle var begærlige efter en del af spaniernes imperium. Det passede dem udmærket, at spanierne havde hænderne fulde på hjemmefronten.

Først omkring 1650 fik kaperstaterne problemer, da det øvrige Europa sluttede sig til kampen mod dem. På det tidspunkt var Spanien forblødt på så mange fronter, at landet ikke længere var en alvorlig konkurrent for de andre europæiske magter. Derimod var de muslimske pirater blevet en trussel mod nordeuropæerne selv. I 1625 meddelte borgmesteren i Plymouth, at nordafrikanerne havde bortført 1000 mennesker i hans by. To år senere var der nyheder om Algiers ”blåmænd” så langt borte som i Island og Terranova.

Det var slaver, som var piraternes mest eftertragtede bytte. Nogle historikere skønner, at alene i Algier passerede en million mennesker slavemarkedet i løbet af tre århundreder. Endnu i 1700-tallet fortæller en engelsk rejsende, hvordan han har set 3000 lænkede kristne fanger i Tetuans fangehuller, hvor de ventede på at blive drevet til markedet.

De nordafrikanske kaperstater er et mærkeligt overset kapitel i slavehandlens historie. Historikerne har ofret meget større opmærksomhed på de forbrydelser, europæerne på samme tid gjorde sig skyldige i andetsteds.

250 års krig
Kampen mod kaperstaterne var spanienhistoriens længste krig. For hvad skal man ellers kalde det? Men det er også en mærkeligt overset krig, selv om den næsten førte til Almería-provinsens affolkning.

Carlos I’s efterfølger Felipe II indså at kampen ikke kunne vindes i Nordafrika. Spanien måtte indstille sig på at leve i belejringstilstand. Han byggede hundredevis af vagttårne langs Spaniens middelhavskyst, og fra strategiske pynter spejder mange af dem fortsat efter fjendesejl i horisonten. Vagttårnene var befæstede, men deres vigtigste opgave var at alarmere værnebønderne i baglandet, så modtagelseskomiteen kunne stå klar, når piraterne gik i land.

Desværre kunne piraterne tit mønstre større styrker end forsvarerne. Det var tilmed normen i det tyndt befolkede Almería, hvor 1500-tallets Cabo de Gata næsten var en forlængelse af Nordafrika. Der var ikke meget at plyndre i Cabo de Gata, men de små naturhavne var perfekte skjulesteder og udgangspunkter for slavejægernes togter ind i landet.

Ud for Rodalquilar ligger en af Cabo de Gatas mest populære badestrande, Playazo. Det er en stærkt befæstet idyl, for med få hundrede meters mellemrum støder man på sporene af 250 års kamp for at beskytte sig imod pirateriet.

Først passerer man ruinen af de kristnes første vagttårn i Cabo de Gata, opført i 1510 for at beskytte minerne i Rodalquilar. Med lidt forsigtighed kan man stadig færdes i de to nederste etager, for det er en solid og gennemtænkt konstruktion. Det nyttede intet: Efter ti års eksistens blev fæstningen løbet over ende af piraterne, der bortførte hele Rodalquilars befolkning. Det varede mere end et halvt århundrede, før nogen vovede at genoptage minedriften.

Hvor usikker spaniernes kontrol var med denne del af verdens største imperium, ses af episoden i 1565, hvor ti piratskibe kastede anker i den smukke bugt og blev liggende i en hel måned, uden at nogen forstyrrede freden. Et underlegent spansk regiment måtte nøjes med på sikker afstand at overvåge fjendens bevægelser.

På selve Playazo-stranden ses det andet historiske yderpunkt i kampen mod piraterne. På en lav klippe over badegæsterne ligger Carlos III’s tunge og truende kystfort fra 1764. Først i oplysningstiden befæstedes kysten omsider så effektivt, at der skabtes grundlag for en stabil befolkning på stedet. Den allersidste fare drev over med franskmændenes besættelse af Algeriet i 1830.

Rodalquilar er et besøg værd af andre grunde. Minerne er blevet udnyttet fra oldtiden indtil 1966. Vulkanjorden rummer bly, zink, kobber og andre gode sager. De sidste år førte guldfeberen til en kort opblussen, men da driften indstilledes, sank befolkningstallet brat fra 1000 til 75. Spøgelsesbyen ligger i dag med tomt stirrende vinduer ved siden af mineselskabets mægtige konstruktioner. Midt i det hele har Andalusiens autonomregering åbnet en af sine nye turistbyer - mønsterbyer med hensyn til, hvordan miljøbevarelse og turisme kan gå hånd i hånd.

Smukt og smerteligt
Hver bugt og vig på kysten fortæller en historie om pirater, men ingen kan fortælle så mange som Agua Amarga. En af de tragiske episoder fandt sted i 1573: plyndringen af landsbyen Cuevas de Almanzora. 23 piratskibe kastede anker i en af kystens mest øde og ubevogtede bugter, hvorpå besætningen drog videre over land. 240 kristne, næsten alle kvinder og børn, bortførtes til den anden side af havet for at betjene kunderne i Tetuáns badstuer.

Det var langt fra usædvanligt. Det samme skete i Lucainena (1555), Níjar (1562) og Tabernas (1566). Piraternes togter gik 60 km ind i landet, og man var ude af stand til at stoppe dem.

Efter et overfald kunne en familie spare sammen i ti år for at løskøbe deres kære. Mange religiøse organisationer hjalp til, men når summen var i hus, var det ofte for sent. Under fangenskabet valgte mange kvinder at omvende sig i håb om en tålelig tilværelse, og derefter kunne de ikke løskøbes. Børnene voksede op som muslimer, og var måske selv med i den næste horde af pirater, som plyndrede fædrelandet. Vi kender navnet på en af dem: Luis de Villalta, som var nevø af en domherre i Almería. Han henrettedes efter sin tilfangetagelse.

At man overhovedet havde mulighed for at lokalisere slaverne efter ti år, viser i hvor høj grad der var tale om en fortsættelse af århundreders grænsekrig mellem kristne og muslimer på den faste jord. Også dengang var det almindeligt med indfald i fjendeland for at tage gidsler, som derpå løskøbtes ved mellemkomst af en alfaqueque - en særlig embedsmand, der færdedes frit på begge sider af grænsen.

Men efter Granadas fald i 1492 blev denne opslidelseskrig meget mere brutal fra muslimsk side. Togterne havde været rene forretningsanliggender, men derefter forekom hævnmotivet ofte at være lige så vigtigt.
I 1700-tallet blev Agua Amarga endelig beskyttet af fæstningen på Mesa de Roldán, 222 meter over bugten. De smukkeste udsigter i Cabo de Gata er altid forbundet med de smerteligste minder.

Kystens stednavne er også værd at hæfte sig ved. En km længere mod øst når man til fods den lille isolerede vig, der har ry for at være Cabo de Gatas smukkeste. Navnet er Playa de los Muertos - ”De dødes strand”.

Ørkenen
Efter de spanske muslimers udvisning sidst i 1500-tallet drev faren fra hjemlandets ”femte kolonne” over, men Almería lå næsten ubefolket. Efter hvert større piratoverfald var mange overlevende kristne nybyggere så demoraliserede, at de vendte tilbage til Kastilien. Intet andet sted kostede det så mange tårer og så meget blod at vinde freden, efter at man med meget mindre besvær havde vundet krigen.

Værnebønderne havde gode økonomiske vilkår, men det golde Almería savner ressourcer til at brødføde en større befolkning, og risikoen var selvfølgelig større ved at bo i de isolerede enklaver midt i halvørkenen.

På hjemturen gennem Almería-provinsens indre forskrækkes man mange steder af den nøgne jord under en ubarmhjertig sol. I øvrigt byder mange landsbyer på store naturoplevelser. Det gælder Sorbas med de hængende huse på karstklinterne, hvis huler strækker sig kilometerdybt ind under landsbyens gader.

I Tabernas er man i centrum af Europas eneste ægte ørken. I dag er det store forskningscenter for solenergi stedets vigtigste erhvervsvirksomhed, men landskabet og et par gamle kulissebyer genkendes af film-elskere i hele verden. Her grundlagde Clint Eastwood og Sergio Leone den såkaldte spaghetti-western. Diligencen får stadig støvet til at rejse sig på de knastørre grusveje, for byerne mindes gamle dage med stunt-shows til ære for turisterne.

Paradokset er, at Almería også har Europas mest frugtbare landbrugsjord. Allerdybest i dalene, hvor den sidste fugt har samlet sig, ligger små oaser. Deres stærke grønne farve virker underligt kunstig i naturens vældige, nøgne stenbrud.

I dag er de fleste oaser ganske rigtigt kunstige, men de er skjult under et enormt plastiklandskab. Almería har forvandlet sig til Nordeuropas køkkenhave på det indre marked. Der er faktisk meget vand i undergrunden, men hvert år er bønderne nødt til at bore lidt længere ned efter det. Et nemt land har Almería aldrig været.

pod

---

Ankomst
Almería er lige ud af motorvejen - 200 km fra Málaga. Midtvejs står sidste del af motorvejen dog stadig ikke færdig. Efter Almería er der yderligere et halvt hundrede km til San José i ”Cabo de Gata”. Den hurtigste adgang er afkørsel 471 på kystens motorvej.
Information
Turistkontor Almería:
Tlf. 950 274 355 - Fax 950 274 360
E-mail otalmeria@andalucia.org
Turistkontor San José (Cabo de Gata):
Tlf. 950 380 299
E-mail info@cabodegata-nijar.com
På Nettet
Almería-provinsen: www.almeria-turismo.org
Cabo de Gata (kun på spansk): www.cabodegata-nijar.com

---

Vartegnet
Cabo de Gatas berømte fyrtårn er naturparkens vartegn. Fyrtårnet er, som man næsten kan tænke sig, opført på ruinen af et gammelt vagttårn. Man skal køre en stor omvej, men turen ud til Spaniens sydøstligste pynt er umagen værd. Den passerer de store laguner til saltudvinding, hvor der findes en vigtig fuglekoloni. I havet under fyrtårnet ser man skæret, hvor havfruerne sad og sang for Odysseus. Homers gamle historie er geografisk pålidelig, mener forskerne, selv om digteren (eller Odysseus) jo nok har forvekslet sælerne med havfruer.

---

Ugler i mosen
”Der er ugler i mosen” siger danskeren. Spanieren siger: ”Hay moros en la costa” - der er maurere på kysten. Oprindelsen til dette ordsprog er ikke svær at gætte sig til efter besøget i Almería.

---

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---