
Ejendomsmægler-vikinger i efterårssol: Henrik Munch Pedersen og Jacob Strøm foran deres arbejdsplads i Caleta de Vélez.
"Los vikingos" har invaderet Al-Andalus
Skrevet af Solkysten
Al-Andalus er - som ethvert andalusisk skolebarn ved - navnet på det landområde på den iberiske halvø, som maurerne indtog for godt 1000 år siden.
Udefra ligner det blot et hvilket som helst andet ejendomsmæglerfirma. Men indenfor er der to ting, der adskiller det fra alle andre kontorer; nemlig indretningen og så det faktum, at der tales temmelig meget skandinavisk her.
De fjerne forfædre, maurerne, vil uden tvivl have bifaldet indretningen: Rustikt - men ikke tungt - med mørke træmøbler og et stykke spændende gammelt murværk sat op på den varmtgule væg. Masser af frodige grønne planter - og så to store smukke træ-fuglebure, hvorfra glad fuglekvidren afslører, at burene skam er beboede. Og de gule kanariefugle ser da også ud til at stor-trives i ejendomsmæglerbranchen.
Mange danske købere
Ejendomsmægler Henrik Munch Pedersen tager imod. Og han har en god forklaring på, at to af de i alt ni medarbejdere i Al-Andalus Real Estate er danskere.
- Det danske marked er et marked med et godt potentiale. Allerede nu er omkring 70 procent af firmaets kunder danske, og vi satser fortsat meget på det danske marked. Blandt andet skal vi deltage på forskellige messer i Danmark, ligesom vi annoncerer i danske magasiner, forklarer Henrik.
Ejendomsmæglerfirmaet ligger nok øst for Málaga - men alligevel lige i "smørhullet".
- Mange danskere øst for Málaga passerer Caleta. Vi har jo også den danske klub i Torre del Mar, så det er i forvejen et område, der tiltrækker danskerne, påpeger han.
De danske købere er både unge familier, der vil starte egen virksomhed på Costa del Sol, midaldrende erhvervsfolk, der gerne vil have en feriebolig, hvor de kan komme væk fra stress og jag - og så naturligvis golfspillerne. I øjeblikket er der to 18 hullers golfbaner i nærområdet - og en på tegnebrættet i Torrox.
Skulle bruge en sprogkyndig
Indehaveren af Al-Andalus Real Estate hedder Miguel Angel Becerra Martin, og han startede oprindelig sin ejendomsmæglervirksomhed i Málaga for godt 25 år siden. Dengang var det næsten udelukkende spanske købere, der henvendte sig. Der kom naturligvis også engelsk-talende købere.
- Men jeg talte ikke særlig godt engelsk dengang, så jeg havde brug for en udadvendt medarbejder, der kunne flere sprog - og også gerne en, der vidste noget om pr og om it. Vi skulle nemlig også have lavet en ny hjemmeside. Og så var det, jeg rendte ind i Henrik, fortæller Miguel.
Henrik, der oprindeligt er uddannet datakemiker fra Århus Universitet, var egentlig bare taget til Málaga for at gå på sprogskole.
- Miguel og jeg faldt i snak - så godt vi nu kunne med mit mangelfulde spansk - og han fortalte, at han ville tilbyde mig et job. Men jeg valgte at tage hjem - og så var det, Miguel ringede og spurgte, om jeg ikke ville overveje det igen, fortæller Henrik.
Datakemiker på udebane
Denne gang bed Henrik på krogen og tog til Málaga for at starte på sit nye job. Det var i maj 2001.
- Jeg kendte intet til ejendomsmæglerbranchen i forvejen, kunne ikke sproget - og så landede jeg på et ejendomsmæglerkontor med seks kolleger, der kun talte spansk, smiler Henrik.
Men den 35-årige datakemiker tog handsken op og tilmeldte sig enetimer i spansk. Og hans chef troede på ham, selv om der var mange ting, den nye danske medarbejder skulle sætte sig ind i.
- Måske var det i virkeligheden en fordel, at jeg ikke kendte ejendomsmæglerbranchen hjemmefra. På den måde kunne jeg sætte mig ind i spansk ejendomshandel og lovgivning uden at være forudindtaget, funderer Henrik.
Vil gerne have danske medarbejdere
Siden er Al-Andalus Real Estate flyttet fra Málaga via Vélez-Málaga til Caleta del Vélez - og der er kommet flere danskere til. Men Miguel Martin ser dog ikke ud til at være særligt bekymret over, at "los vikingos" invaderer hans ejendomsmæglerfirma.
- Danskere er gode medarbejdere! De arbejder målrettet og seriøst. Og så er det godt, at de danske kunder kan få mulighed for at tale med en medarbejder, der kan deres modersmål. Vil de tale med chefen, må de jo finde sig i mit dårlige engelsk, griner Miguel. Han fortsætter:
- Nu, hvor vi satser så målrettet på det danske marked og blandt andet deltager på messer i Danmark, kan det faktisk tænkes, at jeg er nødt til at ansætte endnu en dansker.
Og én "vikingo" har i hvert fald tænkt sig at blive; Henrik Munch Pedersen.
- Jeg er faldet godt til her og har fået en masse især spanske venner, ikke bare her men i hele Andalusien, fortæller Henrik, der beskedent tilføjer, at han i dag taler et brugbart hverdagsspansk.
Naia Bang, Texthuset
Fotos: Poul Frey Skøtt
Her finder du Al-Andalus Real Estate:
Al-Andalus Real Estate, Urb. Brisas de Caleta, Local 3
29751 Caleta de Vélez
Tel: +34 952 55 50 05
Hjemmeside: www.al-andalusrealestate.com
![]() Señor Martin's mindste ansatte er de gule kanariefugle, der underholder såvel kunder som ansatte med deres kvidren fra de farverige og smukke bure. |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2006



