Op- og nedture som man måske kan forstå for en hund, der har tilbragt det meste af sit liv som fange i et bur.

Han er nu blevet sat sammen med to små hunhunde, Carmelita og Lara, og de er glade for ham. Han ser også ud til at være tilfreds med deres selskab. Han er ikke særlig opløftet over at skulle ud og gå tur, som mange af vores andre hunde. Det er som om han ikke aner at en dør eller port er en vej ud til lidt frihed. At komme ud og gå tur skulle være en glæde i det daglige liv i et dyreherberg, hvor hundene står og venter på et nyt hjem, og hvor glæden ved at gå tur er dagens højdepunkt, bortset fra det daglige måltid.

Han går altid meget langsomt og halter lidt, og vi fandt ud af at hans trædepuder aldrig er blevet hårde og hærdede, fordi han blot har ligget eller måske stået lidt i sit tidligere indelukke. Vi blev lidt urolige over at han ofte havde rullet sig i sine egne ekskrementer. Vi så ikke på hvilke tidspunkter det skete, men kunne blot konstatere det, når vi kom om morgenen, og det var selvfølgelig ikke så rart, hverken for Cron eller hans bofæller eller for den sags skyld for dem, der skulle vaske ham.

En dag blev vi forskrækkede. Cron lå på ryggen, trak vejret med besvær og viste tænder og gummer. Han var tydeligt bange og havde voldsomme sammentrækninger. Da vidste vi hvad det var. Cron havde epilepsi, hans anfald varede flere minutter, og vores dyrlæge kunne bekræfte, at han havde epilepsi.

Det var på en måde en god nyhed, for nu vidste vi hvad der var årsag til at han rullede sig i sine egne eskrementer. Det var ikke som mange hunde kan finde på at gøre det, specielt efter en vasketur, men simpelthen en helt ufrivillig følge af hans sygdom, og det var en sygdom, der kunne behandles medicinsk - en behandling der ville stoppe hans anfald.

Det forklarede også hvorfor Cron havde haft det liv, som han havde. En ejer, der i sin uvidenhed ikke havde kontaktet en dyrlæge, men har haft den opfattelse, at Cron var en skør hund, farlig for sine omgivelser. En hund der måtte spærres inde for ikke at angribe mennesker eller dyr. Cron havde ikke kontrol over sin egen krop på grund af sygdommen. Han så farlig ud og rullede sig i sine eskrementer. En sådan hund måtte bare spærres inde, han var farlig. At han ikke blev aflivet kan bare undre - ville man ikke tabe ansigt?

Nu er Cron i bedring, han er stadig hos os og er i behandling, men han er blevet adopteret af en af vores daglige hundeluftere, og han vil få al den kærlighed han kan ønske sig i resten af sit korte liv. Han er trods alt en gammel fyr på 10 år, der virkelig fortjener nogle gode år.

---

Artiklen er venligst skrevet af P.A.D (Proteccion de Animales Domesticos)
De kan kontaktes på tel. 952 93 47 26 (Johan) for nærmere information.
Eller klik ind på www.padcatsanddogs.org

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---