To et halvt år efter det islamiske attentat i Madrid, som fik afgørende indflydelse på valget få dage senere, har han skabt Spanien om i sit eget billede.

Det er billedet af en naiv idealist. Zapatero er den socialistiske græsrod, hvis rene tankeverden aldrig var blevet forurenet af et praktisk ansvar, før han trådte ud af parlamentgruppens anonymitet for at blive partiets leder. Det kriseramte PSOE havde afprøvet alle mulige lederemner, og nu var turen kommet til det umulige. Selv i sine egne rækker ansås Zapatero for en ny overgangsfigur op til et valg, ingen havde regnet med at vinde.

Efter sejren har Zapatero gjort Spanien til et revolutionært samfund i den forstand, at problemerne har fået ideologiske løsninger i stedet for pragmatiske. Det ses sjældent i de vesteuropæiske samfund, hvor ideerne som regel skubbes i baggrunden, når valgkampen er overstået. Måske væmmes vælgerne engang imellem ved politikernes principløshed, men erfaringen med Zapatero viser, det er mindst lige så farligt at lade sig styre af højtravende idealer uden jordforbindelse.

Kovending
Indvandringen er i de sidste måneder vokset til spaniernes største bekymring foran arbejdsløshed og terrorisme. Folk ser nu følgerne af Zapateros indledende humanitære gestus, hvormed 720.000 ulovlige indvandrere blev benådet.

Dengang forlød det, de var kommet ind i landet som følge af forgængernes fejlslagne indvandrerpolitik. I dag indrømmer PSOE’s partisekretær José Blanco, at der påny er 800.000 ulovlige indvandrere inden for landets grænser, og at arbejdsmarkedet ikke har mulighed for at absorbere flere. Socialisterne er blevet meget klogere siden starten af juli, hvor arbejdsminister Jesús Caldera endnu opmuntrede den ulovlige indvandring med sine tanker om en ny pakke af ekstraordinære opholds- og arbejdstilladelser.

Tonen i regeringens udtalelser har brat ændret sig. I juli ankom der nogle dage 300 økonomiske flygtninge i båd til Kanarieøerne. I august voksede tallet til 600, og på septembers mest kaotiske dag blev rekorden fastlagt et stykke over 1000. Den ulovlige indvandring er i virkeligheden lige så stor ved andre grænser, men på Kanarieøerne er den synlig, dramatisk og afrikansk. Den skaber panik i samfundet, og i september gav Zapatero ordre til at understrege i enhver officiel sammenhæng, at alle ulovlige indvandrere vil blive udvist af Spanien igen. Statsministeren undlod for første gang at moderere sine ord med den sædvanlige tilføjelse om Spaniens humanitære forpligtelser. I stedet forpligtede han sig offentligt til ikke at gennemføre nye massebenådninger af ulovlige indvandrere.

Det er det totale nederlag for en humanitær politik, der har været lige så altomfavnende som ansvarsløs. Selv det mest optimistiske skøn lyder, at der flyder 3000 lig rundt i Atlanterhavet efter sommerens afrikanske exodus, der i høj grad udløstes af Zapateros peptaler om de endeløse menneskerettigheder for enden af den lange sørejse.

Nu er et nyt drama startet på De Lykkelige Øer (oldtidens betegnelse på Kanarieøerne), hvor man forsøger at sende nogle af de modstræbende immigranter retur til deres lige så modstræbende oprindelseslande. Det er i øvrigt ikke længere kun Afrika, der er problemet: På det seneste er der kommet skibe med ulovlige indvandrere helt fra Pakistan,

Dyr regning
I september kom en anden chefideolog - vicestatsminister María Teresa Fernández de la Vega - triumferende hjem fra Bruxelles med et løfte om EU-bistand til genhusningen af ulovlige indvandrere: 3,6 mio. euro.

Vicestatsministeren glemte at fortælle, hvad Spaniens andel vil beløbe sig til. Økonomiminister Pedro Solbes skønner, at regningen i 2007 vil løbe op i 1,1 milliard euro, der bliver bogført som en forøgelse af ulandshjælpen. Zapatero har endda talt om en regning i størrelsen 3 milliarder euro, fordi han inkluderer udgiften til kreditter, der skal gøre det muligt for de økonomiske flygtninge at etablere sig i hjemlandene. De afrikanske regeringsledere tager sig dyrt betalt at modtage deres egne borgere efter udflugten til Kanarieøerne.

Det svage spanske diplomati har brug for EU-partnernes støtte for at overbevise de afrikanske stater - først og fremmest Senegal - om at de til gengæld skal samarbejde effektivt om at lukke deres grænser for den ulovlige udvandring. Spanierne ønsker naturligvis også mere økonomisk støtte til genhusningsprojekterne, og øget militær bistand til den fælles patruljering af farvandet ud for Afrika.

”Den ulovlige indvandring er ikke blot et problem for Spanien, men for hele Europa,” fortalte María Teresa Fernández de la Vega EU-kommissærerne i Bruxelles. Også ved denne lejlighed glemte hun at fortælle det vigtigste: Den spanske regering tog intet hensyn til det øvrige Europa, da den sad alle advarsler om den såkaldte kaldeeffekt overhørig og udstedte papirer til 720.000 ulovlige indvandrere.

På oktobers EU-topmøde skal Zapatero overbevise de andre lande om nødvendigheden af, at de bidrager økonomisk til kampen mod den ulovlige indvandring. Han får det ikke nemt. ”Nu er det sent at komme rendende og bede om hjælp,” siger Frankrigs indenrigsminister Nicolas Sarkozy advarende.

Venneløs
Den diplomatiske isolation er Spaniens andet store problem efter to et halvt år i Zapateros ideologiske osteklokke.

Enhver professionel diplomat må få kuldegysninger ved tanken på de eneste regeringsledere, hvormed Spaniens statsminister har flydende personlige forbindelser: Venezuelas Hugo Chávez, Bolivias Evo Morales og Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan. To repræsentanter for den latinamerikanske revolutionsromantik og en islamist.

George W. Bush nægter fortsat at mødes med Zapatero på tomandshånd. Mens Zapatero var oppositionsleder, blev han som en umoden skoledreng siddende med korslagte arme, mens det amerikanske flag passerede under en militærparade i Madrid. Deres alvorligste uoverensstemmelse stammer fra Zapateros første embedshandling, som var den forhastede hjemkaldelse af de spanske tropper i Irak. Uanset vurderingen af den amerikanske Irak-politik - mange moderate politikere finder den også forfejlet - valgte Zapatero det værst tænkelige tidspunkt at vise svaghedstegn efter det islamiske attentat i Madrid.

Beslutningen om at forlade Irak var fra Zapateros side lige så meget en beslutning om at forlade USA. Han søgte tilbage til en udenrigspolitik i selskab med de store EU-partnere Tyskland og Frankrig. Her er han efter de indledende skulderklap blevet optaget som medlem uden tale- og stemmeret, for tyskere og franskmænd drømmer heller ikke om at tage Zapatero på råd i noget alvorligt anliggende.

Spanien har tabt den internationale indflydelse, der blev vundet med så store anstrengelser under forgængerne Felipe González (PSOE) og José María Aznar (PP). Der er ikke længere nogen steder at henvende sig, når man får brug for en naturlig forbundsfælle med virkelig indflydelse.

Freden med ETA
Zapateros revolutionære forkærlighed for hurtige og dramatiske løsninger på indviklede problemer har også efterladt statsbygningen med nogle uoprettelige skævheder. Centralstaten har bevilget katalanerne A-statsborgerskab med nye og kontante fordele, mens andaluserne kommer til at tage til takke med at overtage kompetencen inden for flamenco i autonomstatens nye overenskomst. Det værste er dog, at langt fra at have slukket de katalanske politikeres tørst efter selvstyre, har Kataloniens nye overenskomst udløst et absurd, populistisk kapløb mellem autonomstatens socialister og nationalister om, hvem der er parat til at gå længst i næste omgang. Zapateros politik har haft den modsatte effekt af den tilsigtede, som var at lægge låg over debatten om Kataloniens stilling inden for Spanien.

Man kan allerede have bange anelser om hvad der vil ske i Baskerlandet – Spaniens anden rebelske autonomstat – hvor regeringen i løbet af oktober starter en formel samtalerunde med den nationalmarxistiske terroristorganisation ETA.

Zapatero har endnu ikke villet suspendere fredsprocessen efter udviklingen i de sidste måneder, hvor ETA’s ungdomsbander har genoplivet urolighederne i de baskiske gader med afbrændinger af busser, bankfilialer og partilokaler. Samtidig viser ETA’s fanger sig mere udfordrende end nogensinde i de løbende retssager, hvor de truer dommerne på livet. Men værst af alt: Et halvt år efter at have bebudet en “permanent våbenhvile”, meddelte tre terrorister i ly bag elefanthuen, at den væbnede kamp ville fortsætte, indtil Baskerlandet var blevet en selvstændig stat. Bagefter skød de en salve med geværerne på et offentligt møde den 23. september. Hver gang Zapatero vender den anden kind til, modtager han en ny lussing.

Statskup-teorien
I meningsmålingerne har statsministeren længe redet på en bølge af sympati, der udløstes af hans utvivlsomt ægte idealisme. Vælgerne har dog fået betænkeligheder ved følgerne af al denne grænseløse gode vilje, og for nylig har Zapatero for første gang fået en dumpekarakter i socialforskningsinstituttets løbende undersøgelser af politikernes image.

Hans held – og landets uheld – er at den konservative opposition klarer sig endnu værre.
Det er ikke svært at angribe Zapateros brug af sit smalle parlamentariske flertal med henvisning til den tvivlsomme moralske legitimitet, som regeringen må affinde sig med som følge af de særlige omstændigheder ved valget for to et halvt år siden. Men højrefløjen i det konservative Partido Popular er ikke tilfreds med at Zapatero regerer som følge af et uheld. Den insisterer på, at han regerer som følge af et statskup.

Konspirationsteorien går ud på, at det islamiske attentat i Madrid var arrangeret i samarbejde med ETA, der ønskede at provokere et regeringsskifte. Der er absolut intet i politiets og retsvæsenets undersøngelser, som peger på en forbindelse til ETA, men PP førte endnu engang den absurde teori frem under en parlamentsdebat i den forløbne måned. Teorien har den fordel, at den frikender partiets højrefløj for et ansvar i attentatdagene, hvor den tidligere regering søgte at føre både vælgerne, EU og FN bag lyset.

Den konservative og meget mere moderate partileder Mariano Rajoy er blevet skubbet helt til side af partiets virkelige magthavere. Rajoy sad stort set som passiv tilhører under debatten - et impotent vidne til hvordan Spanien er blevet splittet mellem to lige ansvarsløse radikalismer efter den 11. marts 2004. Hvad enten islamisterne havde hensigt om det eller ej, har de bevist deres evne til at gribe afgørende ind i et vestligt demokratis normale funktioner.

pod.

---

Har du en kommentar til artiklen? Skriv til journalist per-ole@solkysten.net

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---