
Norske Karin Elisabeth Hansen er den nye formand for AUUM i Mijas.
Hun slås for urbanización’erne
Skrevet af Solkysten
Mange af dem ved det ikke, men norske Karin Elisabeth Hansen er den nye formand for beboerne i 13.000 hjem i 32 af Mijas’ store urbanización’er.
AUUM stiftedes i 1999 i frustration over kommunens mangelfulde service i de nye private boligområder. ”For nogle måneder siden lavede de et sikkerhedsbump over vejen i La Alquería, hvor jeg har boet i 17 år. Det er det første kommunale anlægsarbejde, vi er blevet betænkt med i den tid,” siger Karin Elisabeth Hansen som eksempel på en frustration, der ikke er blevet mindre med tiden.
Det er spillereglerne i de private urbanización’er, men spilleregler som AUUM finder tiden inde til at ændre på nogle punkter. For eksempel er mange veje i urbanización’erne godt nok private, men det er et krav, at de holdes åbne for offentlig gennemkørsel.
Offentlig vedligeholdelse koster penge, men flere og flere udlændinge bliver residenter og dermed skattepligtige i Spanien. Ejendomsskatterne er vokset meget efter det seneste årtis prisstigninger på boligmarkedet. Affaldsrenoveringen er tre gange så dyr som i de gamle byområder (Mijas Pueblo, La Cala og Las Lagunas), men mange steder lader netop denne betalingsservice meget tilbage at ønske, fremfører den nye formand som argumenter.
Problemerne er ens i de fleste urbanización’er, og AUUM presser ikke alene på for at få udvidet den offentlige service, men også for at den allerede aftalte service bliver respekteret. For flere år siden lovede kommunen at betale regningen for gadebelysning, hvis urbanización’erne selv installerede gadelyset. De fleste steder venter man stadig på pengene, siger Karin Elisabeth Hansen.
Hun overtog formandsposten efter Ángel Nozal, der ved byrådsvalget i maj næste år stiller op som Partido Populars spidskandidat i Mijas og følgelig ikke kunne repræsentere AUUM, der er en upolitisk organisation.
Karin Elisabeth Hansen har boet og arbejdet i Spanien i mange år. Hun er uddannet arkitekt, men har i mange år arbejdet som rejseleder for amerikanske turister og kender efterhånden alle kroge af Spanien, Portugal, Marokko – og for den sags skyld Skandinavien. Dette rejseliv indstillede hun for to år siden, hvor hun fandt et nyt fuldtidsjob (denne gang ulønnet) som formand for grundejerforeningen i La Alquería, og nu i AUUM.
Som formand for sidstnævnte har hun allerede haft flere møder med kommunens medarbejdere. Hun er blevet godt modtaget, indrømmer hun. ”Måske snakker vi bedre fordi jeg er kvinde, fordi jeg ikke er aktiv i partipolitik, eller simpelthen fordi alle er lidt mere lydhøre i denne tid, hvor byrådsvalget nærmer sig. Det er en omstændighed som skal udnyttes,” siger den nye formand.
Efter at have været med til at samle 10.000 underskrifter på at bevare Guardia Civil i Mijas, er AUUM’s nye prioritet at så mange beboere som muligt lader sig indskrive i det kommunale folkeregister inden november - tidsfristen hvis man som resident vil have aktiv medindflydelse, dvs. stemmeret, ved byrådsvalget næste år.
Desuden øger hver ny indskrivning i folkeregisteret helt automatisk kommunens bloktilskud fra staten, selv om de indskrevne er ikke-residenter. Det forhold søger AUUM også at udbrede kendskabet til.
(Mere information om AUUM findes på hjemmesiden
www.auum.org).
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2006


