
Lidt om vin
Skrevet af Solkysten
Hvis man besøger de store vinmesser i Madrid og Barcelona, får man masser af muligheder for at smage vine i alle mulige prisklasser og kvaliteter. Mens man arbejder sig igennem de mange tilbud, vil man konstatere at der som regel er trængsel omkring standene fra Ribera del Duero. Næsten hvert år dukker flere nye producenter op, og det skyldes selvfølgelig, at de får deres varer rimelig godt betalt, men de har arbejdet hårdt, og i langt de fleste tilfælde retfærdiggøres prisen af vinens kvalitet.
Ribera del Dueros historie og klimatiske forhold har været omtalt i to tidligere artikler, og da der ingen af disse faktorer har ændret sig, kan vi springe den side af sagen over og præsentere månedens vine.
Bodegas Lambuena
Bodegaen ligger i Roa de Duero, som lokalbefolkningen hævder er selve hjertet i vindistriktet, lige ved Dueroflodens bredder, hvor man har områdets fineste vilkår for dyrkning af vinstokke. Den lette tåge, der ofte ligger over floden er en medvirkende årsag til druernes høje kvalitet, og det forhold gør sig naturligvis gældende hele vejen langs Duero til den løber ud i Atlanterhavet.
Bodegas Lambuena startede sin løbebane i 1989, da familien Cabestero besluttede sig for at gå ind i vinproduktionen. Det er et typisk familieforetagende. Faderen har det store overblik, to af børnene er uddannede ønologer, og den ældste søn tager sig af dyrkningsmetoder.
Da bodegaen blev grundlagt, ejede familien ti hektarer vinmarker og producerede 100.000 flasker. Nu har de 50 ha., hvor der hovedsagelig dyrkes Tinta del País (Tempranillo), men også en del Cabernet-Sauvignon og Merlot, og kapaciteten er 200.000 liter. I kælderen ligger der 500 fade i fransk og amerikansk egetræ, som bruges i produktionen af Monte Roa crianza, reserva og gran reserva.
Crianza’en, som i 2001 blev præmieret med en bronzemedalje på den internationale vinsmagning ”Premios Zarcillo 2001”, er blandet af 90 pct. Tinta del País og 10 pct. Cabernet-Sauvignon. Den har lagret 14 måneder på store amerikanske egetræsfade og 12 måneder på flasken. Farven er dyb rød, nærmest som modne kirsebær, og vinen har en fin, rund krop med en elegant, velafbalanceret smag.
Reserva’en er også for 90 procents vedkommende lavet på Tinta del País, mens de resterende 10 pct. er delt mellem Cabernet-Sauvignon og Merlot. Lagringstiden er 18 måneder på fad og 20 måneder på flaske, og den noget længere lagring ses tydeligt på den lidt rustrøde farve. I den fløjlsbløde smag oplever man et fint spil mellem vanille, kanel, nødder, solbær og ribs.
Monte Roa, gran reserva 1989 har man god grund til at være stolt af. Den blev på messen ”Prowein 2001” i Düsseldorf præmieret i 1. kategori blandt 1.600 vine.
| Læs også |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2002
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2002

